Keramik-håndværkets mange teknikker
Keramisk formgivning er faget, hvor du kommer rundt om alle sider af keramikkens håndværk, og har god tid til det.
Design, dekoration, drejning og raku
Vi skal arbejde med design af støbeforme og produktion af lige præcis den kop, skål eller vase, der rammer din kunstneriske ide.
Vi skal undersøge glaserings- og dekorationsteknikker, så samme form får uendeligt mange udtryk.
Vi skal øve os i centreringens kunst ved drejebænken, prøve pølsemetodens mange muligheder og blive overraskede over de kubistiske forme og figurer, der kan komme ud af pladeteknikken.
Og selvfølgelig skal vi også prøve raku-brændingens trylleri.
Værkstedet er altid åbent, så du kan arbejde når du vil.
Fordybelse og udstilling af vores keramik
I fagets fordybelsesuge tager vi på tur til en kunsthåndværkerskole eller et museum for keramisk kunst. Måske får vi besøg af en porcelænsmaler fra Den Kongelige Porcelænsfabrik og prøver kræfter med små blå blomster.
Til sidst forbereder vi en udstilling, der præsenterer vores arbejde for skolens elever, forældre, venner og andre interesserede.
Keramisk Formgivning er et af hovedfagene indenfor Kunst og Form forår og efterår
Klik for at komme tilbage til hovedsiden for Kunst og Form