Få det fedeste sabbatår: 10 gode idéer til dit sabbatår

Hvad er et sabbatår?

Et sabbatår er en periode på normalvis 1 eller 2 år, hvor man tager orlov fra uddannelse eller arbejde.

Et sabbatår kan sådan set vare så længe, du har lyst, og så længe der er aktiviteter, du gerne vil lave. De fleste holder 1-2 års sabbatår, men der er også nogen, der kun tager 6 måneder eller hellere vil have mere end 3 år. Det kan også være, at du tager flere korte sabbatår i løbet af dit studie- og arbejdsliv, fordi du har brug for et afbræk.

Det vigtigste er sådan set, at du bruger din tid på noget, der giver mening for dig, og som kan være med til at udvikle dig som person. Sabbatåret bør ikke bruges på at se tv eller spille computer hele dagen; den bedste motivation og genopladning kommer ofte gennem nye inputs og oplevelser.

Ordet sabbat kommer fra den jødiske hviledag, sabbatten, hvor der nogle helt faste traditioner for at holde fri. I dansk forstand bruges begrebet mest om den periode efter gymnasiet, hvor unge mennesker rejser eller arbejder, inden de fortsætter på en videregående uddannelse som studerende.

Før i tiden var det normalt at omtale sabbatåret som “fjumreår”, fordi mange anså det som et spildt år, hvor den unge ikke foretog sig noget “vigtigt”, såsom at studere. I dag ses sabbatåret langt mere som et vigtigt supplement til de normale studier, og flere mener, at det er en rigtig god måde at lære mere om sig selv og verden på.

10 idéer til det fedeste sabbatår

Det er ret populært at tage et sabbatår. Det handler først og fremmest om at tage en pause fra dine studier og andre forpligtelser for at rejse, slappe af, være kreativ eller lave noget helt andet.

De fleste bruger sabbatåret til at udvikle sig personligt og få en masse fantastiske oplevelser, men der er også nogen, der i højere grad har brug for mental adspredelse, inden de skal være studerende. Du kan også bruge det som en tænkepause for at finde ud af, hvad du vil i fremtiden.

Men hvad skal du så lave i sit sabbatår? Uanset om du allerede har planlagt dit sabbatår, eller om du bare går med tanken, kan det være fedt at få inspiration. Her får du 10 idéer, der kan give dig inspiration til det fedeste sabbatår:

1) Tag på højskole

Højskoleophold danner rammen for rigtig mange sabbatår. Her kan du nemlig stille og roligt finde ud af, hvad du vil læse eller arbejde med uden presset fra karakter- og eksamensræset. På en højskole vil du i højere grad opleve en personlig udvikling, et fantastisk fællesskab og møde en masse spændende mennesker.

Ry Højskole er et mødested mellem dit liv og holdninger og de andre elever og lærerne. Det er i mødet, at du bliver udfordret, og opmærksomheden på andre giver dig chancen for at tænke nyt, lære nyt og blive fornyet. Du får altså en oplevelse for livet med nye venskaber, rejser og sjove aktiviteter, samtidig med at du kan lære dig selv bedre at kende og indgå harmonisk i fællesskabet.

2) Arbejd i dit sabbatår

Et deltids- eller fuldtidsjob kan være en rigtig god idé, hvis du gerne vil tjene penge i dit sabbatår. Der er mange, der vælger at arbejde den første del af deres sabbatår for at få råd til en jordomrejse eller et højskoleophold.

Nogle gode deltidsjobs til sabbatåret kunne være tjener, bartender, livredder eller lærervikar. Tit vil man faktisk kunne arbejde rigtig mange timer, selvom det er et deltidsjob. Her har man også indflydelse på sine vagtplan og fridage, og det kan jo være meget fedt, når man holder sabbatår.

Nogle gode fuldtidsjobs til sabbatåret kunne være i butik, på en fabrik eller et kontor. Man kan sagtens lave en tidsbegrænset fuldtidskontrakt, og der kan være fordele ved fuldtidsjobbet. Ofte vil man nemlig få betalt ferie og løn under sygdom. Dertil indbetaler mange virksomheder til din pension – og det du bliver glad for senere i livet!

3) Rejs ud i verden

Der er rigtig mange, der gerne vil rejse ud i verden i løbet af deres sabbatår. Det kan f.eks. være på en rejse, hvor man besøger venner og familie i udlandet, et backpackereventyr eller en jordomrejse, hvor man møder nye mennesker og oplever helt andre kulturer.

Det kan til gengæld være dyrt, og måske er det svært at planlægge turen. Derfor er grupperejser ret populært, da man får mulighed for at rejse med en gruppe af ligesindede, og man slipper for at skulle finde på alt selv.

På de fleste højskoler er det faktisk også muligt at rejse ud i verden som en del af højskoleopholdet. Det er en endnu billigere måde at rejse på, ligesom man samtidig får mulighed for at få en sjov oplevelse med sine nye venner. På Ry Højskole har vi bl.a. en fælles tur til Berlin, men det er også muligt at rejse til andre lande ifm. nogle af vores andre fag.

4) Find et arbejde i udlandet

Der er en del mennesker, der kombinerer udlandsrejser og arbejde ved at finde sig et arbejde i udlandet og bo der i en periode. Det er en helt unik måde at leve på, fordi du får en hverdag – bare helt anderledes end derhjemme.

Men du behøver ikke nødvendigvis flytte til udlandet, bare fordi du drømmer om at arbejde i udlandet. Der er nemlig også rigtig mange, der arbejder som skiinstruktør eller rejseguide. Det er ofte sæsonbestemt arbejde, hvor du kun rejser væk i få uger eller måneder ad gangen. Samtidig får du jo også muligheden for at kombinere arbejde med både ferie og fest.

5) Tag på højskole i udlandet

Hvis du drømmer om at rejse, men du også gerne vil på et højskoleophold, kan du overveje et højskoleophold i udlandet. Der findes en række højskoler i udlandet, hvor du altså får oplevelsen af en dansk højskole – bare i udlandet.

Det er ekstra særligt, fordi det er to meget unikke oplevelser, som bliver kombineret. På denne måde får man virkelig mulighed for at komme ud af sin comfort zone, og det er jo netop noget af det, et sabbatår handler om.

6) Dyrk dine interesser

Sabbatåret skal jo bruges på noget, du kan lide at lave, og derfor er det selvfølgelig også oplagt, at du fokuserer på dine interesser og hobbyer. Det kan være noget, du kan dyrke det alene, tage på et aftenskolekursus, sammen med en ven, eller det kan være noget, du kan prøve kræfter med på et højskoleophold.

Det er også et oplagt tidspunkt at tage kørekort på, hvis du ikke allerede har det. Så kan du jo også tage på roadtrip i løbet af dit sabbatår!

Er der noget, du elsker at lave i din fritid? Eller er der noget, du gerne vil blive endnu dygtigere til?

Det kunne f.eks. være:

  • Tegne- eller malekursus
  • Lære et nyt sprog
  • Dyrke en sportsgren
  • Være aktiv i politik eller en sportsklub
  • Madlavningskursus
  • Lave en podcast

7) Lær et nyt sprog

Det kan være rigtig gavnligt for din fremtid at lære et nyt sprog. Det kan f.eks. være en god idé, hvis du drømmer om at rejse i løbet af dit sabbatår, men det kan også være, at du kan bruge sproget i dit fremtidige job.

Mange mennesker vælger at tage på sprogrejser til udlandet for at lære sproget, men det er også muligt at tage kurser på en højskole eller aftenskole.

Derudover er der mange gratis sprog-apps til både mobiltelefoner og tablets, hvor du kan lære et nyt sprog – uden at det behøver at koste dig noget.

8) Vær frivillig

Frivilligt arbejde kan være utroligt givende, fordi man får lov til at gøre noget for andre. Det er en fantastisk følelse at gøre en forskel, og som frivillig vil du møde mange ligesindede mennesker.

Der findes virkelig mange forskellige nationale og internationale organisationer og virksomheder, hvor du kan engagere dig som frivillig. Så du har rig mulighed for at finde et frivilligjob, der matcher dine interesser. Det kan både være herhjemme eller i udlandet.

Typiske frivilligjobs:

  • Arbejde på et dyreherberg eller i et reservat
  • Engagere sig i en politisk forening
  • Deltage i genopbygningsprojekter i ulande
  • Være volontør gennem f.eks. Røde Kors

9) Tag et praktikforløb

Inden man sætter sig for at finde et job eller vælger en videregående uddannelse, kan det give god mening at prøve kræfter med et praktikforløb. Det er en god måde at forberede sig på fremtidige studier eller arbejdsopgaver, og du lærer utroligt meget om, hvordan du kan lide at arbejde.

Praktikker pynter desuden også på CV’et, hvilket kan være godt, når man skal skrive en kvote 2-ansøgning eller søge arbejde.

Du kan også sagtens tage et praktikforløb i udlandet, så du samtidig også kan få finpudset dine sprogfærdigheder og prøve en helt anderledes hverdag.

10) Læs suppleringsfag

Nogle gange sker det, at man har taget en ungdomsuddannelse, som ikke matcher ens drømmeuddannelse. Ofte fordi man har fundet ud af, at man meget hellere vil noget andet. Det er helt ok at skifte mening. Faktisk er det en del af livet, og det kun godt, at du har fundet ud af, hvad du hellere vil!

Men det kan betyde, at du er nødt til at læse nogle gymnasiale suppleringsfag for at leve op til adgangskravene på drømmeuddannelsen.

Det giver god mening at bruge noget af dit sabbatår på det. Det er forskelligt, hvad du har brug for at læse op, og hvordan det skal gøres. Nogle gange kan et aftenskolekursus være nok, andre gange er du nødt til at tage fag på f.eks. HF, VUC eller måske endda et universitet.

Scroll to Top