Ry Højskoles Dagbog



mandag d. 8 marts Hockey og pindemadder

hockey i øvelsessalen 170 x 100Pukken styrter over gulvet.  Vi er midt i en turnering. Det er mandag, klokken er 17:30. Vi ignorerer den stigende træthed og lægger i stedet blod, sved og tårer i kampene. Selvom vi hver især har haft en lang dag med alt lige fra friluftsliv og journalistik til teater og band, spurter vi energisk efter pukken. I går, – søndag, var vi til Oscar-Night i Cafeen til langt ud på natten. En gennemført aften med rød løber, farverige pindemadder og sød champagne. Og galladress ej at forglemme! Nu er stiletterne udskiftet med udtrådte kondisko, og selvom vores hold taber kampen, er modet og humøret stadig lige så højt. På vej ned mod mit værelse (og et bad!) vandrer mit blik over plænen ned til søen. Der ligger stadig en smule sne, som nærmest glitrende oplyses af solens sidste aftenstråler. (Højskole)livet er ikke det værste man har…

torsdag d. 4. marts Musik i verdensklassen

alisio 2Onsdagene byder på højskoleaften. Her er der fællesoplevelser på stribe, og lokale beboere er velkomne til at deltage. Sidst havde vi besøg af Alisio Ensemble, der med en besætning af stjernemusikere fra jazz og world musikmiljøet bragte hele kloden indenfor dørene i teatersalen. Der var elementer fra Argentine, Brasilien, Cuba, Afrika, Balkan og fra nyere eropæisk klassisk musik i rytmerne og klangene. Nogle numre ind i koncerten begyndte danseren Barthelot Ekeme Same fra Cameroun at røre på sig. Herefter fulgte musik og dans en times tid. Orkestret spillede sig varme på danseren og lyd og billede smeltede sammen til det sublime.

mandag d. 1. marts Fagvalg

annesofie i rød kjole 170 x 100Der var kun kort introduktion til forårsholdet, og nu er alle fag i gang. Fagvalget gav en fordeling uden de store problemer. Teaterholdet fik over 20 deltagere, og der er straks sat en ekstra lærer på. De forbereder lige nu både filmprojekt, turnéforestilling og masterworkshop i London. På Friluftslinjen har de også fået lov at bruge endnu en lærer. De blev rigtig mange. Musikholdet, der rummer både Songwriter og Band, har fået en drømmebesætning.  Kunstlinjen, der rummer keramik og tegning og maleri, kan ikke være flere, og værkstederne vil rumme masser af liv aftner og weekender foråret igennem. På Journalistikholdet er der 12 elever, der fortsat i en måneds tid vil arbejde med forberedelser til journalisthøjskolens prøver.

mandag d. 22. februar Fuld hus

vinterfriluftsliv3De sidste forårselever kom i går. Bortset fra Eva fra Kenya, er alle mødt frem, og vi er i fuld gang med at integrere vinterholdet  – og de netop ankomne. I de første dage skal vi  præsenteres for alle fagene. Vi kan vælge mellem 7 hovedfag, og kan  få 2 af dem, hvis vi vil. Og så er der en frygtelig masse sidefag. Hver eneste undervisningsblok byder på mindst 4 og nogen gange 5 forskellige fag. Nogen af os har det problem, at vi gerne vil have alle fagene og derfor er begyndt at overveje at blive her helt til jul.

15. februar. Isklatring

isklatring 170 x 100Friluftsholdet vendte hjem søndag morgen kl. 5.00. Vi havde holdt gang i festen, og de fik ikke lov at gå i seng før morgenmaden. Lige nu ryder de op på udstyret og deler billeder. De har overnattet i ishuler, stået på ski og klatret af stejle isvægge. På onsdag er der premiere på musikteaterforestillingen,  en forestilling hvor musik og teatereleverne har skrevet original tekst og musik. Det handler om kærlighed og foregår på et hotelværelse i Moskva. 20 teaterelever og 10 musikelever er med i stykket.

8. februar. Fordybelsesuge.

hockey i øvelsessalen 170 x 100I dag sender vi 16 friluftselever afsted til Norge. De skal stå på ski, klatre på isvægge og bygge igloer. De skal bo i snehytterne hele ugen og klare sig udendørs i 6 døgn i mellem 20 og 30 minusgrader. Hjemme arbejder vi med den musikteaterforestilling, der har premiere i uge 7. 20 teaterelever og 10 musikere har skrevet original drama og musik. Hvordan det lyder og ser ud, afsløres d. 17. februar. Journalistelteleverne bruger ugen på forberedelser til optagelsesprøver på bl.a.  Journalisthøjskolen.

1. feb. Snit dig glad

snit dig gladTorsdag eftermiddag betyder workshops. I de første 7 uger af forårsforløbet kan man torsdag  vælge mellem en række tibud, og møde de fleste af de elever, man ellers ikke deler fag med. Det er også her lærernes indre legebarn for lov at komme frem, når de tilbyder Dragebygning, Sådan får du ret, Loppecirkus eller Snit dig glad. På næste torsdag kan man igen lave mad med vores kok Dan Andersen. Så er der nærmest fest til aftensmaden, hvor alle andre får lov at nyde resultaterne.

24. jan. Vi har lige opfundet demokratiet

husgruppemøde 170 x 100Vi er snart midtvejs i den første 7 ugers periode af forårsskolen. Friluftsholdet prøver kræfter med de kolde nætter og sover ofte ude. De træner til en uges udendørs overlevelse i Norges fjelde. I Teatersalen bygger de scene til den Musikteaterforestilling musikere og skuespillere sammen er i gang med at skabe. Også alle andre fag er kommet godt i gang, og det er som om vi allerede har været længe. Hver torsdag er mødedag. Først samles vi i de enkelte husgrupper og aftaler det praktiske med hinanden. Måske diskuterer vi forslagene til fællesmødet senere på eftermiddagen. I den første uge opfandt vi demokratiet. Nu er vi i gang med at bruge det og gøre erfaringer med det.

17. jan. Clement Kjersgaard kom forbi

Clement 2Sammen med ca. 30 gæster fra byen fyldte vi i aftes foredragssalen til bristepunktet, da Clement Kjersgaard var gæst til den ugentlige højskoleaften. De annoncerede 2 x 45 minutter, afbrudt af kaffepause, blev til 2 x 70 minutter, og med Clements performancetalehastighed fik vi nærmest 4 foredrag på en enkelt aften. Emnet “Danskerne og verden omkring os” benyttede han til en grundig analyse og sammenligning af amerikansk og dansk politik. Vi har fået et to-partisystem i DK. Det ene parti hedder VK, det andet SSF, og de er enige om ligge midterst.

12. jan. Det er hvidt herude

snebillede af haven 170 x 100Hveranden morgen er Møllesøen dækket af et tyndt lag is og sne. Ved badebroen hugger vi hul og tager os et hurtigt dyp inden vi skynder os ind i saunaens varme. Gamle elever byggede saunaen på et sommerkursus for nogle år siden. Den ligger ved søbredden og er bare genial. Vi træner i at tænke herude om vinteren. Om nogle få uger rejser vi til Norge, hvor vi skal bo i hjemmebyggede snehuler, og lave maden på trangiakøkkener. 6 dage udendørs i op til 20 graders kulde. Det er lidt vildt.

10. jan. Den første uge

Brian fortællerDen første uge på forårsskolen, som lige nu er vinterskolen er næsten gået. I løbet af ugen er der kommet 3 elever mere til og vi er nu det største forårshold i nyere tid på Ry. De første 3 dage er gået med præsentation af de mange fag og til at få elevdemokratiet på skinner. I dag torsdag er det helt almindelig hverdag og fagene er kommet i gang. Vi spiser mere end vi plejer, også lidt bedre… Aftnerne er fyldt med program. Mandagen var teaterlærer Brian Hansen på med et vittigt foredrag om at begynde på højskole. Tirsdag var vi på besøg i alle bogrupperne. Onsdag lærte vi mange nye sange, men sang også mange vi kendte, da vi havde til sangtime med Ole Toftdahl. Torsdag er reserveret husgruppens med forberedelser til velkomstfesten fredag.

Velkommen den 3. januar

skolen i nattelys 170 x 100Søndag den 3. januar begynder vinter og forårsskolen. Fra begyndelsen bliver vi 55 elever, og fra d. 21. februar vil vi være ca. 80. Når man kommer til Ry Højskole med toget, går man bare ud på gaden og kan se skolen, der ligger lige overfor. De første dage byder på introduktioner til fagene og hinanden, men allerede midt på ugen vil vi være i gang med alle fag.

Vi glæder os til at se alle mellem 15 og 17 på søndag.

16. december. Juleferie lige om lidt…

fyrværkeriEfterårsholdet takkede af lørdag d. 12. december. I stedet for elever er det håndværkere, personale og et rengøringshold med elever fra efteråret, der fylder skolen. Blå gang er lige nu ukendelig, men vil fra februar være klar til at blive indtaget af forårsholdet 2010. Der kommer nye gulve, møbler og lysindfald. Den får også nye farver på vægge og karme, men vil stadig kunne leve op til sit navn. Der er stadig ledige pladser på vinter/forårskurset, men ikke ret mange. Vi bliver ca. 55 elever fra d. 3. januar, lige som sidste år. Den 21. februar, hvor man kan komme med i andet optag,er der meget tæt på at være fyldt. Vil du gerne sikre sig en plads på forårsholdet, skal du ikke vente, men sende din tilmelding nu.

4. december …og ravnen flyver om natten.

valravnTeatersalen er helt fyldt. Der sidder folk i midtergangen og ekstra klapstole er hentet ind. Fra scenen behersker “Valravn” alles opmærksomhed med lyden af dybe trommer, drejelire, tinfløjter og elektroniske tracks, der nøje har fastlagt form og tempo. I centrum finder man sangerinden Anna Katrin Egilstrød. Hun er fra Færørerne, og hendes svage accent understreger de nordiske rødder i musikken. Hun synger, råber, hvisker og skriger mens drejeliren, violiner, fløjter og dybe trommelyde akkompagnerer med et lydbillede af polyrytmer, teknoriffs og folkemusik. Det her er langt fra bluesmusik, men hun maler med stemmen et univers frem og synger blåt på sin helt egen måde. På forreste række sidder. Mateuz, der er klædt i sort har medbragt en ravnefane. Anne Katrin spørger om hun må lege med den, og fortæller om den næste sang, der netop handler om fuglen, der har givet ensemblet navn.

2. december Der er meget vi lige skal nå…

grankvist 170 x 100Men det mærkes på alle, at det er sidste øjeblik. Nogle fag slutter af allerede i denne uge, og hovedfagene gør sig klar til præsentationer. På lørdag inviterer vi til gæstedag, og der kommer heldigvis rigtig mange. Teaterholdet har haft deres debut i mandags og spiller igen i weekenden. Musikholdene er klar, Og frilufterne øver sig igen i grønlændervendinger i 5 grader koldt vand. Kunstudstillingen er allerde i dag ved at tage endelig form. Aftnerne er der rift om: sidste bordfodboldturnering, sidste møde i pibeklubben (hvor der læses lyrik og drikkes rødvin), Sidste Bailyaften i biblioteket. Der er stadig to højskoleaftner i vente. Den første i aften med bandet Valravn.

20. november Fordybelse og masser af oplevelse.

windsurfing 170 x 100Ugen er gået med fordybelse i vores hovedfag, og vi har nærmest ikke haft tid til at se hinanden. Nu holder vi en gensynsweekend, der forhåbentlig kan bringe os på omgangshøjde. Frilufterne kommer tilbage fra det nordjyske, hvor de bl.a. har surfet i Vesterhavet, sovet i skoven og i det hele tage opført sig vildt. Musikerne var i aftes på besøg på Efterskolen Ådalen og spillede en times koncert. Journalisterne håber de har skrevet sig ind på Urbansiderne. I Billedværkstedet er lærrederne blevet fyldt med farve op til flere gange og Keramikovnen gløder med de sidste glaserede kreationer. I aften åbner vi Café Sommersol med Musikholdets koncert. Søndag aften er der forpremiere på Teaterholdets efterårsproduktion.

11. november – besøg af Jelling Seminarium

jelling seminarium 170 x 100

Endnu en gang har vi åbnet dørene til et inspirerende besøg fra verden uden for højskolen: Ind kom en blandet flok fra Jelling Seminarium, som med latter og hyggesnak hjalp os med at fylde siddepladserne i spisestuen. En god håndfuld højskoleelever havde samme dag kastet sig flittigt ud i en køkkenworkshop, og vi kunne derfor byde vores gæster velkommen med velkrydret unghanebryst og mange lækre tilbehørsretter. Men seminariefolket gav godt igen og inden aftenen var omme havde vi både nydt deres smittende glade kor, flerstemmig fællessang, en lille poptrio, samt en stribe underholdende kortfilm, og til sidst blæste de os godt igennem med en omgang velkomponeret bigband. Det bliver i hvert fald ikke sidste gang, vi tør åbne vores døre.

5. oktober. Galla, god arkitektur og gulerods tzatziki

byplanlægning 170 x 100Temadagene om bæredygtig arkitektur havde taget hårdt på vores kræfter, da vi lørdag eftermiddag skulle præsentere vores færdige produkter. Alle havde lagt en masse energi i projektet, de fleste havde siddet oppe den halve nat og klippet og klistret, hvilket den færdige udstilling bar tydelig præg af. Ikke mindre end fire dommere, heriblandt arkitekter og forstander Ole Toftdahl var mødt op. En vinder og andenplads blev kåret og projekter der fortjente hædrende omtale blev belønnet med rødvin. Lettelsen spredte sig og alle var klar til gallafest med bæredygtig middag bestående af rødbedebøf og gulerodstzatziki. Natten blev lang og festlig og nu nyder vi at være tilbage i det vante skema. Her kan du følge arbejdet i vores tegnestue.

29. oktober Bæredygtighed og byplanlægning

Nina Mathiesen arkitekt 101 x 170Temadagene er i fuld gang. Vi leger arkitekter resten af ugen. Til denne onsdags højskoleaften har vi fået besøg af Nina Mathiesen, som læser på arkitektskolen i Århus. Aftenens emne er bæredygtighed og byplanlægning, og Nina forklarer og fortæller akkompagneret af billeder og tegninger. Der skal tænkes mange tanker og laves mange grundige overvejelser, før man påbegynder et byggeri! Og det gør vi snart. Ugen er en lang arkitektkonkurrence, hvor vi i grupper kæmper om at skabe en bæredygtig bydel på det gamle godsbaneterræn i hjertet af Århus. Teatersalen er vores tegnestue, fyldt med opslagstavler, sofagrupper og arbejdsstationer. I formiddag besøger vi området, og i aften skal første skitse afleveres. På lørdag afgøres konkurrencen, og mon ikke vi så holder en fest?

27. oktober – Hjemme igen

trabant 170 x 1005 døgn i Berlin er ikke nok, men alligevel nok til at alle elever og lærere kommer hjem med en masse spændende oplevelser og indtryk fra denne store kulturelle suppegryde. Der er blevet dyrket parkour i parker og stræder, danset swing i Clarchens Ballhaus, hvor der er skudhuller i spejlene og lysekronerne mangler pynten. Berlins enorme mængde Street art er blevet fotograferet og diskuteret, og vi har fået historier om Stasi og dopede sportstjerne. De fleste elever har skifter roberne ud med udsøgte varer fra byens genbrugsbutikker, og aftnerne har budt på kanin dukketeater, jazz og russer disco.
Berlinere vogt jer! Vi kommer snart tilbage….

14. oktober. Kortfilm hægter sig fast i mundhulen

Morten Boesdael 170 x 100En mand opdager forundret en lækker konditorkage, der ligger på stranden. Han samler den op, og med et ryk bliver han trukket ud i havet af en krog gemt i desserten. Sådan forløber en af de tre spændene kortfilm præsenteret af filminstruktør Morten Boesdal onsdag aften. Han tog det begejstrede publikum med ind i kortfilmens univers – fra en benzinstation i Norge til en festlig lejlighed med danske unge. Det var en inspirerende aften, hvor vi fik indblik i, hvordan kortfilm kan spidde situationer præcist, klart og reflekteret.

8. oktober. Musik og lyrik

Lone Hørslev 170 x 120Et lille rødt hus, Søndermark 19, nede ved havnen, tæt på Brugsen… Sådan lyder omkvædet på en af de helt nye sange fra CD’en Blik, Bang Bang med Lone Hørslev og Mads Mouritz. Sangen har allerede fået tilnavnet Salmen, fordi Mouritz har fået Hørslevs ord til at lyde som sådan én. Onsdagens højskoleaften med de to kunstnere var fortættet af koncentration fra første minut. Hørslev kan få lysten til ord og til at skrive digte frem i enhver.  Mouritz er en mester i kunsten at koble lyrik og musik.

6. oktober. Mange musikere på efterårsholdet.

flygel tangenter 170x 100

Der er gået 14 dage siden Efterårsholdet blev fuldtalligt. De sidste er ankommet og i alt er vi 63 elever på efterårsskolen. Alle fagene er valgt og er godt i gang. Musiklinjeholdet er så stort, at vi må sætte en ekstra lærer ind. Sangere, blæsere, percussionister, guitarister, pianister – en besætning, der åbner muligheder for både jazz, rock, fusion, rap og hvad der måtte opstår af ideer undervejs. Omkring 30 har valgt kunstlinjen enten som billedkunstnere eller keramikere. Journalisterne skriver portrætartikler, teaterlinjen er i gang med at planlægge en større teaterproduktion, mens friluftsholdet udfordres af efterårets ankomst.

28. september. så er det hverdag igen

kor 1 170 x 100Det største efterårshold i lange tider fylder op på Ry Højskole. Alle fag er kommet i gang på Efterårsskolen, der strækker sig frem til d. 12. december. Et 35 personer stort kor med mindst 15 herrestemmer og et sammenspilshold med trompet,  alt- og tenorsax er bare noget af det man hører, hvis man bevæger sig rundt i bygningerne i disse dage. 15 nye elever ankom i søndags til Ry og er i gang med at smelte sammen med de ca. 50, der var kommet 5 uger tidligere.  Hverdagen er god til integration, og vi glæder os til en serie hverdage i de kommende uger.

1. september. Skolen vrimler af liv.

Vi befinder os midt i en myreture. I denne uge er skolens befolkning næsten fordoblet. Århus Seminariums Idrætslinie holder studietur på  Ry Højskole og i skovene omkring. Omtrent 60 seminariestuderende har besat haven og bredden ned til Gudenåen, hvor de laver mad på Trangia og sover i telte. De benytter vores klatrefaciliteter og højskolelærerne er også seminarielærere i denne uge.  Tirsdag kommer et musikliniehold forbi for at arbejde med stomp. Selv er vi godt i gang med sensommerskolen. Der trænes ivrigt i kajakkerne inden Sverigesturen om 2 uger. Keramiklokalet er begyndt at lugte rigtigt, og musiklokalet er som regel optaget.

8. september. Himlen er virkelig blå

friluft_classic_2_170_x_220Sensommeren er her. 25 grader, høj blå himmel og  en gudenå, der lokker i baghaven. Friluftsholdet træner flittigt til skærgårdsturen i næste uge. I dag sejler de til Mossø og tilbage for at afprøve dagsformen, inden de skal sejle på mere åbent hav. Mens frilufterne udfordrer sig selv på svensk territorium, fordyber de øvrige sig i musikproduktion, skuespilstræning eller journalistik. Journalisterne har netop indkaldt statister til de t.v. – produktioner de har gang i. Der er konkurrence om at lave det flotteste produkt: drengene mod pigerne. En uges fordybelse til alle inden vi søndag d. 20. september modtager de 10 – 15 nye elever, der skal deltage i efterårsskolens næste 12 uger.

21 august. Holdet er sprunget ud.

klatrepæl_1_170_x_220Den første uge er næsten gået. Vi går rundt mellem hinanden, som havde vi kendt hinanden i flere måneder. Ugen har budt på introduktioner til fagene, til hinanden og til højskolen i det hele taget. Når man er helt bims af de mange informationer, er det godt at vide, at man kan klare hovedet med et spring i søen. Fagene er i gang. Kajakkerne og kanoerne er i søen. Journalisternes kameraer snurrer. Basforstærkeren er tændt. Leret er allerede i gang med at tørre og skal snart i ovnen og teaterlamperne er ved at komme i stilling. I aften er der velkomstfest.

16. august. Sensommerskolen begynder.

spring_i_søenVi glæder os. De 55 elever der har meldt sig fra begyndelsen af dette efterår på Ry Højskole kommer i eftermiddag, og om 5 uger kommer der endnu flere. Solen skinner, søen er klar til at tage imod kajakker, kanoer og badende. Den udendørs sauna venter på igen at blive brugt. I musiklokalet er alt ting på sin plads, men snart vil mere normale tilstande brede sig. De første 5 uger rummer alle hovedfagene og en række sidefag. D. 20 september, når de sidste ankommer vælger man fag påny. Klik ind i menuen på øverste billede og se, hvilke fag vi byder på. Du kan lige nå at være med fra i dag, hvis du skynder dig.

7. august Her er fredeligt og stille.

mellemrummet6Sommerkurserne i Ry er veloverståede. Alt er ryddet op og gjort rent. Kun kommende elever på rundvisning bringer liv i bygningerne og parken. Men det varer ikke længe. Vi tæller ned til sensommerskolen, der begynder d. 16 august.

Inden da er Ry højskole hjemsted for 30 klimajournalister fra hele verden, der skal forberede sig på klimakonferencen. Kina, Brasilien, Rusland og alle mulige andre lande er med, når Klimakonsortiet viser rundt i DK.

6. juli sommerkurser

pige_med_bas_170_x_100Hver uge møder mellem 80 og 90 nye sommerkursister til sommerhøjskole i Ry. På Ry Classic-kurserne har man kunnet arbejde med de fag, der også er hovedfag på de lange kurser. I denne uge er der klassisk korsang med musicalrepertoire på programmet. Samtidig kan man følge et hold i pilgrimsvandringer eller det hold, der arbejder med adventure race. Den kommende uge indtager kurset “Musik i Ry” og “Natursafari for familier” skolen. Der er 2 – 3 pladser tilbage på musikkurset.. På Ry uden filter, der afslutter rækken af sommerkurser op til elevmødet, er vi der også ganske få pladser tilbage, så skynd dig, hvis du vil nå at være med.

6. juni Gæstedag

Mads_i_dekameron_170x100Mødre, fædre, brødre, søstre, paponkler, halvtanter og og bonusslægtninge var lørdag inviteret til skolen for at høre, se og mærke. Teaterholdet spillede den sidste af tre forestillinger med Alex Hausvaters “Dekameron”, journalisterne og kunsteleverne udstillede, frilufterne demonstrerede kajaksejlads, klatring og rapelling og musikholdene gav koncert. Forårsholdets sidste uge er i gang.

29. maj fordybelse

musikfestival_100x170En hel uge med fordybelse i hovedfagene. Journalisterne har færdiggjort det Magasin, det lige nu er på trykkeri i Silkeborg, og så har de skrevet artikler til Midtjyllands Avis om alt, hvad der rør sig i Ry. Frilufterne er blevet luftet kraftigt i Limfjordens vande og andre nordjyske steder. Musikerne har spillet, og Teaterholdet er ved at færdiggøre “Dekameron”, der skal have premiere d. 4. juni. Men inden da havde vi i weekenden musikfestival, med masser af gæster og gæstemusikere. Amfiscenen var badet i sol og musikken spillede i næsten 2 døgn.

21. maj deep blue

deep_blue_sea_event_170x_100Café Sommersol er normalt forbeholdt de der trænger til et spil bordfodbold eller pool. Eller måske har man bare lyst til at sidde lidt sidst på aftenen med en kop kaffe eller en kold øl. Og så er der selvfølgelig festerne og “åbenmikrofon” aftnerne… Tirsdag aften lignede Café Sommersol ikke sig selv. Hanne havde inviteret til en lille overraksende event, og omskabt vores dejlige café til et vandmiljø i blå farver.

19. maj kundskab og smerter

flygel_tangenter_170x_100Nils Malmros var foredragsholder i fællestimen i dag. Han fortalte om Kundskabens træ og Kærlighedens smerte, om forholdet mellem de to film og om sin egen rolle i dem. Nogen havde måske troet, at vi skulle se filmklip. Det gjorde vi ikke. Vi sad fængslede i 7 kvarter af fortællingen om billederne, som alle kunne se på den indre filmskærm, der kørte undervejs. Malmros’ film kender vi i forvejen. Det hører til almen dannelse. Sådan er det bare.

13. maj politik og eu-valg

eudebat_100x170Aftenen er gået med EU-debat. Det var de store kanoner, der var inviteret. Aviserne havde skrevet om det store valgmøde med op til flere spidskandidater i panelet. Der kom ca. 30 af de lokale beboere, – det er sikkert rigtig flot, når det gælder vælgermøder om EU, og sammen med os betød det en stopfyldt foredragssal. At spidskandidaterne meldte fra i timerne lige før var så en smule skuffende.

5. maj masser af teater

bandiougou_1Morgensamling 4 elever fra skolens teaterlinje, bød på monologer Monologer har været et af teaterfagene i foråret. Det var temmelig professionelt, men faget er også ment som forberedelse for de som skal videre den vej. Fællestimen kunne byde på ikke bare professionelt, men også internationalt teater med gruppen Les Fils de Adam fra Mali. De spillede stykket “Bandiougou den sidste”, bygget over en fortælling fra Mali, der lignede en sammenblanding af flere H.C. Andersen eventyr.

30. april. studietur

I aften kommer alle tilbage fra en uge i Nordengland. Scarborough, Whitby, York, huleklatring, pubcrawl, mountainbike, Premier League, vikinger, Dracula, Harry Potter huse og middelalderstemning. Vi har boet på 5-stjernet hotel med altan og udsigt over havet. (Det var nu en fejl fordi hotellet havde overbooket). Mere følger når vi har fået tid at redigere lidt i dagbogen

22. april. Link til lykken

Hørlsev og Mouritz 100x170“Jeg sender dig et link til lykken. Du svarer i en mail at siden desværre ikke kan åbnes.”
Vi sidder der alle sammen – i teatersalen, sammen med ca. 20 borgere fra Ry og omegn. På scenen står Mads Mouritz og Lone Hørslev, der foruden digtene og guitaren har medbragt sangeren Disa fra Island. Mouritz/Hørslevprojektet længe leve. Vi lever stærkt de 5 kvarter koncerten varer, og har ingen vanskeligheder med at åbne linket.