RY HØJSKOLE 2017 | Ry Højskole
20104
page,page-id-20104,page-child,parent-pageid-17982,page-template,page-template-full_width,page-template-full_width-php,ajax_updown_fade,page_not_loaded,boxed,,qode-title-hidden,qode-theme-ver-6.8,wpb-js-composer js-comp-ver-4.4.4,vc_responsive

RY HØJSKOLE 2017

Nyt indgangsparti og musikhus 1150 x 410

PRESSEMEDDELSE

Virkeligheden er vild

 

Nogen gange er virkeligheden bare for vild! På Ry Højskole har alle hænderne i vejret, og selv om fødderne vender nedad, er det vanskeligt at holde jordforbindelsen.

 

A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal har med en fantastisk gave sikret, at Ry Højskole kan gå i gang med det meget ambitiøse projekt:  Ry Højskole 2017.

 

AP Møller Fondene har skænket en gave på 30 mio. til udvikling og istandsættelse af skolens bygningsmasse.

 

På Ry Højskole har man længe forberedt sig på projektet. I 2012 fik skolen af Realdania og Kulturministeriet støtte til at udvikle forundersøgelsen ”Ry Højskole – bæredygtig Højskole”. Det er efterfølgende blevet til projektet Ry Højskole 2017.

I september 2017 fylder Ry Højskole 125 år, og når det sker, kan skolen fejre jubilæet med en helt ny facade mod byen.

 

Hvor den gamle tekniske skole ligger, opføres en ny tre-etagers bygning med et markant og let foldet skifertag. Arkitekturen tilhører nutiden, men vil i materialer og udtryk også forbinde sig med den gamle fredede stationsbygning overfor. Det nye hus sammenføjer husene ud mod Klostervej, hvor en ny og indbydende frontline med indgangsparti og ankomsthall mod stationen løfter pladsen og giver gadens rum nye muligheder.

Bygningen rummer lyse og luftige undervisningsrum og vil i det indre skabe bedre sammenhæng i Højskolen.

 

Nabobygningen – den gamle hovedbygning – vil i tag-etagen indrettes med nye kunst- og designlokaler. Her vil en gennemgribende renovering af tag og konstruktion danne ramme om et nyt og spændende rum.

Det fulde projekt rummer nye musiklokaler, værksteder og værelser. Køkkenet udvides og gårdrummet omskabes og vil give plads til et væld af mulige og umulige funktioner.

 

Det er arkitekt Jesper Danø, der tidligere har medvirket ved markante byggerier i Danmark og i udlandet, der har stået for designudviklingen af projektet.

 

Ry højskole fyldes flere gange om året af mellem 80 og 100 unge, der opholder sig imellem 12 og 22 uger på et langt højskoleophold. I juli og august er der sommerkurser for folk i alle aldre. I ledige perioder benyttes højskolen af kommuner, regioner og virksomheder.

 

Højskolen fungerer også som kulturudbyder i stationsbyen Ry og er et mødested for alle, der ønsker at deltage i den demokratiske samtale eller i kulturelle oplevelser på højt niveau. Næsten ugentligt inviteres lokalbefolkningen til, sammen med højskolens elever, at opleve foredrag, teater og koncerter.

Omkring 2000 personer deltager årligt som kursister eller gæster på højskolen. 1500 lokale borgere besøger skolen i forbindelse med kulturelle arrangementer.

 

Ry Højskole 2017 er med donationen kommet to tredjedele af vejen til realisering af den samlede plan. Skolen bidrager selv med et betragteligt beløb, og søger nu videre efter partnere, der lige som A.P. Møller fondene, har lyst til at sikre, at skolen med en af de smukkeste beliggenheder i landet fortsat kan være en højskole med åbne døre, tilgængelig for alle med lyst til deltagelse, fordybelse, læring og fællesskab.

 

Ry Højskoles forårskursus har været udsolgt siden oktober, og i det forløbne år har der været fuldt belagt på alle kurser. Vil du på højskoleophold i 2017, har vi ledige pladser på efterårsholdene. Vores sommerkurser 2017 er åbne for tilmeldinger.

Her bor vi

RUNDVISNING

TILMELD

KONTAKT