Foredragssalen | Ry Højskole
17989
page,page-id-17989,page-child,parent-pageid-17982,page-template,page-template-full_width,page-template-full_width-php,ajax_updown_fade,page_not_loaded,boxed,,qode-title-hidden,qode-theme-ver-6.8,wpb-js-composer js-comp-ver-4.4.4,vc_responsive

FOREDRAGSSALEN

FOREDRAGSSALEN

Intenst møde

Om det at åbne en smuk dør til en anden verden

 

AF IDA N. AMMUNDSEN

En rigtig taler ser ud på sit publikum og eventuelt enkelte gange ned på sine papirer. Publikum kigger interesseret på taleren og hører efter, hvad det er, der bliver sagt. Som taler er man tvunget til at koncentrere sig. Men fra publikums side er der forskel på at se interesseret ud og på at reelt være det. I Ry Højskoles lyse foredragssal står der et sort flygel, hvorpå der altid er stillet friske blomster i en vase. Store farverige malerier hænger på væggene, og stearinlys og radiatorer varmer rummet. Foredragssalen har været vært for mange foredrag, møder, undervisningstimer, debatter og morgensamlinger.

 

På den anden side
Foredragssalen ligger placeret lige ud til højskolens store, frodige have, hvor Gudenåen bugter sig for enden. Haven er noget af det mest attraktive på højskolens område. Lige meget hvilken årstid, man befinder sig i, kan man være sikker på, at en gåtur i haven vil kalde energi, minder, inspiration og refleksioner frem i ethvert sind. Badebroerne, bakkerne og bladene. Mindestenen, gyngen, de gamle træer og ikke mindst åen med ænderne. Alle disse farver, skygger og former er en sand fryd for øjet, hvad enten det er barnets øje, den voksnes eller den gamles, der skuer. Som taler kan man ikke se selve haven, men man bør vide, at den er der. Det er uhyre vigtigt for en taler i Ry Højskoles foredragssal at fange publikums interesse og holde fast i dem. Ellers mister man dem. Det er havens kraft, der hiver fast i lytterne, åens krusninger kalder på dem med sine lokketoner, de lange skygger trækker dovent i dem og lysten er svær at modstå. Lysten til at åbne døren, få solen i øjnene og lade synes glide hen langs græsplænen og indånde den friske luft. Trangen til at lade fantasien få frit løb ned ad bakken.

fællesmøde-415-x-280
Clement-Kjersgaard1

En ganske ualmindelig dør
Af de fire store døre i rummet kan én af dem altid åbnes. På begge sider er døren hvidmalet, det lille runde håndtag er metallisk. Seks ruder udgør døren. Når solen skinner, strømmer kegler af lys udefra ind igennem disse ruder. Står man udenfor, på den anden side, ser man et åbent rum, som emmer af åndelighed og inspiration.

 

Åbner man døren, får man en følelse af, at man åbner døren til en verden. Men hvilken verden, man åbner op for, kommer an på hvilken side af døren, man står på. I foredragssalen er det kulturen, der hersker med sine taler og debatter. I haven er det naturen, jorden, vandet og luften.

 

På Ry Højskole har man mulighed for at opleve lige dele kultur som natur. Foredragssalen er et tydeligt eksempel på en opdeling af disse to verdener. Vil man møde en anden verden, kan man åbne døren.

 

Stakkels taler
Måske burde skolens arkitekter have tænkt over dette møde mellem verdener, da skolen blev bygget. At fange publikums opmærksomhed i dagtimerne må kræve en del af taleren, da det synes at være så nemt at dreje hovedet nogle grader og kigge ud på plænen gennem ruderne i døren for derefter at tænke på andre ting.

 

Men på den anden side er det jo vidunderligt, at det intense møde mellem to verdener kun behøver at være skilt af en smuk dør, som den i Ry Højskoles foredragssal!

Her bor vi

RUNDVISNING

TILMELD

KONTAKT