Nodelære – Få musikalsk overblik med nodesystemet

Nodelære

Nodesystemet er mere end 1000 år gammelt og er grundstenen for musikforståelse. Det er et genialt værktøj til at udforske musikken, hvor evnen til at læse det giver en stor frihed. Uanset om du er komponist, musiker eller amatør og uanset hvor store eller små dine musikalske ambitioner er, kan noder give dig en godt overblik over det musikalske landskab, og desuden en større forståelse for musikteori. Men hvordan fungerer det, og hvordan lærer man det? 

Hvad er nodesystemet?

Nodesystemet består af fem linjer, hvorpå toners højde og varighed angives. Jo lavere tonen er angivet på linjerne, jo dybere er den, og jo højere jo lysere. Noder læses desuden altid fra venstre til højre. Tonerne kan godt noteres udenfor de fem linjer, det kaldes bilinjer. 

I et nodesystem er der syv stamtoner: c d e f g a og b (c-dur skala). De spilles lige efter hinanden på de hvide tangenter på et klaver. 

Ethvert nodesystem indledes med en nøgle, oftest g-nøglen og f-nøglen, der viser hvordan noderne skal tolkes. Desuden angives i hvilken toneart noderne er skrevet i. Er der for eksempel angivet et enkelt # er noderne skrevet i G-dur, og hvis der ikke er angivet noget, er noderne skrevet i C-dur. 

På nogle instrumenter vil der kun være angivet én tone ad gangen, men på et et instrument som klaveret kan man sagtens spille flere toner på én gang. Det angives ved, at tonerne ligger lige over og under hinanden på linjerne. 

Hvad skal du bruge noder til? 

Hvad skal man egentlig med de noder? Kan man ikke bare bruge sine ører, og lære udenad? Jo, men nodelære giver bare adgang til så mange flere muligheder, og så udelukker nodelære heller ikke muligheden for at bruge sine ører. De to ting kan spille sammen.

Nodelære kan gøre dig i stand til at spille prima vista, hvilket betyder, at du kan kigge på et nodeblad, og spille det som det står, uden at kende melodien i forvejen, eller at have øvet det en masse. Det i sig selv er jo som at kunne et helt nyt sprog! 

Men udover det, kan nodelære også give dig adgang til en helt grundlæggende forståelse for musikteori, som du kan bruge i praksis. Akkorder, skalaer, rytmer og harmonier bliver alt sammen lettere at forstå og gå til, hvis du kan læse noder. Det hele findes nemlig i nodesystemet, og frem for at al teorien bliver abstrakt fordi det hele findes i lyden, er det en måde at gøre det visuelt på.

3 gode råd til hvordan du lærer at læse noder

Dette blogindlæg kan ikke lære dig at læse noder. Men det har forhåbentlig allerede givet dig et indblik i, hvad nodesystemet overordnet går ud på, og hvad man bruger det til. Nu kommer der 3 råd til, hvordan du kan gribe nodelæren an. Et overordnet råd der skal gå igen alle 3 trin igennem er dog, at du skal være tålmodig med dig selv. Nodelære er ikke nemt, det tager tid, og hvis du aldrig har beskæftiget dig med det før, er det næsten ligesom at lære et nyt sprog. Det kommer ikke på én dag. Så husk at hav det sjovt med et, og giv dig selv lov til at fejle. 

1. Brug klaveret 

Klaveret er et genialt redskab til at visualisere nodesystemet, fordi du kan se alle tangenterne og intervallerne, og på den måde får overblik over systemet. For mange er det også en mere tilfredsstillende måde at lære teorien på, fordi det bliver praktisk fra start, og det kan gøre komplicerede systemer nemmere at begribe, fremfor hvis man bare skulle sidde og læse om det. 

2. Brug YouTube 

Det er efterhånden utrolig let tilgængeligt at lære at læse noder, og det skyldes bl.a. YouTube. Der findes et hav af videoguides hvor du kan lære nodesystemet at kende fra bunden, og desuden hvordan du lærer at spille enkelte sange. Så du kan tilpas supplere teorien med at prøve det af ved hjælp af de nodeguides der findes på dine yndlingssange på YouTube. 

3. Brug dine ører 

Det er vigtigt at det du læser i noderne, bliver koblet til din indre musikalitet, og altså dine ører. Så sæt evt. et stykke musik på, som du har noderne til, og følg med i noderne mens musikken spiller. På den måde kommer hele grundtanken bag systemet langt hurtigere til at give mening, og du vil hurtigere selv kunne efterligne det. 

Se også: Hørelære – Træn dine ører til musikalitet 

Musikteori på Ry Højskole 

På Ry højskole kan du både få lov at fordybe dig i musikteori, og at prøve den af i praksis. 

Læs meget mere om musik på Ry højskole her. 

Scroll to Top