De fleste af os har mindst ti års erfaring med tegnekunsten fra barndommen. Mange stopper dog, og siden begynder nogle at erklære, at de ikke kan tegne.
I faget tegning arbejder vi ud fra den betragtning, at hvis du kan holde på en blyant, kan du også tegne.
At tegne er mere end blot en udtryksform, som kan vises frem og beundres. Tegning kan også bruges til indre refleksion, leg og kontakt med andre.
Vi tager fat på tegningens potentiale ved at undersøge forskellige klassiske tegneteknikker, og kombinerer dem med forskellige intuitive tegne-eksperimenter.
Der bliver stillet opgaver inden for en række forskellige temaer som f.eks. portræt, stilleben, rum og krop. Hvert tema behandles med relevante klassiske teknikker, med fokus på at fange rummelighed, lys og form. Herefter laver vi eksperimenter ved at bryde med teknikkerne, opfinde koncepter og afsøge materialernes potentiale. På den måde skaber vi noget nyt og originalt.
Vi kan f.eks. finde på at lave vores egne pensler af ting, vi finder i haven, tegne med hænderne bundet sammen eller måske bygge en tegnemaskine. Vi kunne også skabe store tegninger i fællesskab, hvor styrken i vores forskelligheder kommer til sin ret.
Om du er god til at tegne eller ikke føler dig så sikker spiller ingen rolle. Der er meget at lære for alle.
Klik for at komme tilbage til hovedsiden for Kunst og Form