Alle kender til at have en krop og et køn, men vi har ikke altid den samme oplevelse af, hvad det vil sige at have en bestemt krop eller et bestemt køn. I faget Krop & Køn skal vi undersøge, hvilke forestillinger og forventninger, der gennemstrømmer både samfundet og os selv, når det kommer til kroppen og kønnet.
Undervisningen består dels af en indføring i en teoretisk baggrund, dels af personlige udvekslinger og af en kulturel del, hvor vi undersøger hvordan vores køn og kroppe fremstilles i litteraturen, i film, på sociale medier og i vores kultur generelt. Den teoretiske del består af en introduktion til væsentlige retninger inden for køns- og kropstænkningen så som feminisme, normkritik, identitet, intersektionalitet og designbias. Hertil kommer vores personlige udvekslinger, hvor vi videns-, menings- og erfaringsdeler med hinanden, og hvor vi nok kommer til at opdage at det ikke er lige let eller kompliceret for alle at være med sin krop og sit køn. Desuden skal vi beskæftige os kulturelt og kreativt med kroppen og kønnet, når vi læser litteratur, ser film og benytter os af akutelle udstillinger, forestillinger, og kulturinitiativer i og omkring Ry, der har krop og køn som tema. Vi besøger desuden gerne museet KØN i Aarhus.