|
Som de andre eller
anderledes? Af Jens Bonderup |
|||||||
|
Det er atter ved at være sommer i Ry. Dagens første solstråler spreder de lette tåger over Møllesøen. Jeg kaster et længselsfuldt blik over mod skoven på den anden side, men foran mig ligger en lap papir med to spørgsmål fra kronikørens første kapitel:
Naturholdet tog på kanotur klokken fire. Vore omgivelser er i hvert fald et aktiv, som de fleste andre høj skoler ikke har magen til. Men de er også noget, som har været fælles for alle Ry-elever gennem de forløbne 100 år. Bortset fra kanofarerne, snorker resten af skolen endnu. Mon eleverne var mere morgenduelige i gamle dage? Eller kunne de heller ikke løsrive sig fra bålpladsen før langt ud på natten? Og hvordan havde de det mon med at sidde indendørs, når foråret og sommersolen pludselig meldte sig? Eleverne på billedværkstedet skal sikkert ud med staffelierne i dag, men musikholdet og teaterholdet må blive inden døre. Alligevel er disse udfoldelsesfag meget populære, og vi har givet dem god plads på ugeskemaet. Vores undervisningplan ligner ikke den gamle højskoles tætte timeopdelte skemaer, men vi har dog aldrig villet tage skridtet til en linjeopdeling fuldt ud. Det er helt fint, at eleverne har et fag, som de kan bruge ekstra megen tid på, så de kan fordybe sig og gennemføre større arbejdsprocesser. Men samtidig må vi fastholde højskolens forpligtelse til at give en bred og alsidig oplysning. Eleverne går meget efter fagene, når de vælger højskole. Mange tager f.eks. journalistik for at ruste sig til optagelsesprøven på journalisthøjskolen, men dette betragter vi nu ikke som fagets opgave, højst som en sideeffekt. De store udfoldelsesfag har andre kvaliteter. De giver bl.a. en god træning i at samarbejde, og da de tangerer forskellige andre fag, er arbejdet med dem ikke ensidigt. Journalistik og litteraturværksted er f.eks. også undervisning i historie, samfundsforhold og retskrivning, og der er masser af kulturhistorie og tilværelsesfortolkning i billedværkstedsarbejdet osv. Det har vore lærere sans for, og de betragter sig ikke i første række som faglærere men netop som højskolelærere. Vore elever har siddet på skolebænken næsten hele livet, og selvom mange nok kunne trænge til at forbedre deres skolekundskaber, så har vi ikke dansk, regning og geografi som i gamle dage. Forudsætninger og behov er alt for forskellige og det officielle skolesystem så udbygget med aftenskole- og efteruddannelsestilbud, at højskolens gamle funktion på dette område er udspillet. Eleverne ønsker ikke at bruge højskoletiden til noget, de allerede har brugt 10-12 års skolegang på. Tidligere var skolebænken et kærkomment brud på karlenes og pigernes hverdag. Et par timer i håndarbejdsfag, gymnastik og sang var tilstrækkelig variation fra de stillesiddende timer. I dag er det næsten omvendt. I hvert fald føler mange elever, at tre ugentlige fællestimer i foredragssalen og et enkelt bogligt fag er i overkanten af, hvad de kan klare at sidde stille til. Det er vanskelige vilkår, når man som skole står fast på, at der også skal være historiske, politiske, filosofiske, litterære og religiøse fag på programmet. Aktivitetsfagene giver i øvrigt en lille bonus, når vi hen mod slutningen af hvert kursus inviterer elevernes familie og venner til gæstedag. Så er det herligt at kunne byde på optræden med korsang, teater, musik, egne digte og udstillinger af kunst, foto og keramik. Men de skjulte resultater af højskoleopholdet er nok så væsentlige. De kan ikke måles, og vi kan egentlig kun håbe på, de er der: større appetit på livet, inspiration til at tænke dybere over tilværelsen, modstandskraft over for letkøbte meninger og med tro på, at det kan nytte at gøre en indsats. Eleverne forlader nok højskolen med flere spørgsmål end svar, men sådan skal det også være. Umiddelbart vil de fleste elever hævde, at det er det sociale liv og kammeratskabet, der giver mest. Senere bliver vurderingen mere nuanceret. Det sociale liv betyder dog en ting, som eleverne næppe skænker en tanke. Højskolen er et af de sjældne steder, hvor de bliver sat i et fællesskab, som de ikke selv vælger. Livet i dag er fyldt op af valgfællesskaber. Endog i familielivet er der en tendens til at legitimere frit valg af omgangskreds. på højskolen må man imidlertid leve med de mennesker, der nu engang er der. End ikke sin værelseskammerat vælger man selv. Men så godt som alle accepterer det uden at opdage, hvor radikalt det egentlig bryder med vor tids frit-valg-mentalitet.
Morgensang
med forårsholdet 1992. Det gør dog ikke den store forskel. Vi er vant til, at kun omkring halvdelen går til morgensang. De fleste siger, den er en god begyndelse på dagen, men alligevel er kun en fjerdedel faste deltagere, mens en anden fjerdedel aldrig kommer. Skulle man være hård og gøre det obligatorisk? - Jeg tror, Grundtvig ville vende sig i sin grav. Højskole skal bæres af lyst. Morgensangen er ikke en andagt som i gamle dage, men nogle af os synes, det er for tamt at begynde dagen med fædrelandssange og naturlyrik og vælger som regel en salme. Ret meget mere skal der ikke til, før nogen næsten oplever det som forkyndelse og hermed noget, der aldrig bør være obligatorisk. Jeg ved nok det er dovenskab, og ikke en moden stillingtagen, der gør sig gældende hos de fleste morgensangspjækkere. Men trods alt er vi kommet langt, uden tvang, siden 70'erne, hvor der kunne være morgensamlinger med kun 5-6 deltagere. »Er Ry Højskole stadig
grundtvigsk?« Det er ikke nok at henvise til, at eleverne selv har valgt at komme på højskolen, og at de så må tage den, som den er. Netop fordi tiden foreskriver, at man skal være kritisk og selv vælge, bliver den moderne elevs spørgsmål: »Hvad er obligatorisk, og hvad er frivilligt?« Højskolen slipper ikke uden om spørgsmålet, selvom det går på tværs af dens grundlæggende væsen. Undervisningstimerne, inklusive foredrag, er obligatoriske. Men alene ordet er så u-grundtvigsk som noget kan være. problemet er, at intet i dag betragtes som selvfølgeligt og givet. Alt er valgt eller tilkæmpet. Man går ikke fordomsfrit ind til noget og forholder sig til det som det er. Derfor er det et spørgsmål, om en højskole overhovedet kan være grundtvigsk, hvis eleverne ikke tager imod den som sådan. Hvor friheden tidligere handlede om den enkeltes frihed til at tage stilling til det forelagte, handler den nu om, hvad man overhovedet ønsker at få forelagt. Det er naturligvis problematisk, for ret beset er det umuligt at kende sagen, før den er blevet forelagt - og så er det selvsagt for sent at nægte at få den forelagt. Måske er det resultat af vores rastløse TV-tid. Vi vil underholdes, vi vil selv vælge programmet, det skal fange os i løbet af de første to minutter, ja på overskriften alene. »Du kan trække hesten til truget, men du kan ikke tvinge den til at drikke,« hed det i gamle dage. På højskolen er det en fri sag, hvad eleverne tager til sig ved truget, men problemet i dag er overhovedet at få dem derhen. Sker det med tvang (obligatorisk deltagelse), er vi faktisk ikke en fri, grundtvigsk skole. Jeg har sat tingene på spidsen for at
fremhæve det principielle. Derfor har vi det også meget bedre med højskolesangbogen, end vi længe har haft. Eleverne får den til personlig eje ved ankomsten, og den betragtes ikke mere som et støvet fortidslevn. Et andet af højskolens gamle koryfæer er foredraget. Der sidder stadig meget af 70'ernes ideologi om envejskommunikation i eleverne, men forståelse for det personlige foredrags kvaliteter vokser. Måske ligger vanskeligheden nu mere hos foredragsholderne. Oven på så mange år, hvor man savnede opmærksomme tilhørere til at provokere en til at gøre det bedre og bedre, er det næsten som at lære genren på ny. I Ry har vi i de seneste år udfordret hinanden ved at tilrettelægge foredragsrækker om historiske emner og om de europæiske lande. Alle lærerne har skullet bidrage og har gjort det uden at forfalde til deres egne fags sikre positioner. Opgaven var netop at behandle emnerne aktuelt, alment og tværfagligt - et hårdt forlangende i en tid, hvor man er vant til, at kun fagfolk udtaler sig for et større publikum. Men vi føler, det er rigtig højskole at bryde dette monopol, og det bringer os i en vigtig dialog med hinanden og måske nærmere en fælles forståelse af, hvad højskole bør være. Jeg vender tilbage til min seddel: Sidst af alt må en grundtvigsk skole fremtræde som dogmatisk. Grundtvig var som bekendt ikke særlig begejstret for grundtvigianerne. Men frem for at diskutere begrebet, vil jeg dreje spørgsmålet lidt. For måske er det i denne krønikesammenhæng mere relevant at spørge, om det er Hostrups, Bordings og Terkelsens skole, der lever videre i Ry? I de 16 år jeg har været her, har mange elever fra Terkelsens og Bordings tid besøgt deres gamle skole. Gensynet var bestemt ikke uproblematisk. Enkelte havde forståelse for, at tingene måtte være anderledes, andre var dybt rystede og syntes tilsyneladende, at det hele burde have været som i deres tid. Jeg tror dog, at et flertal nok forstod nødvendigheden af fornyelse. Men de var skeptiske og bekymrede over den måde det skete på. Så meget at mange valgte at stå af. Det var ikke længere deres skole. Man holdt op med at komme til elevmøderne og meldte sig ud af elevforeningen.
Hvad disse gamle elever nok ikke vidste var, at vi på skolen i høj grad delte deres bekymring, og at vi stod midt i en meget vanskelig og årelang proces, hvor vi så at sige skulle genskabe højskolens berettigelse og selvrespekt oven på de enorme omvæltninger fra begyndelsen af 70'erne. Det var svært overhovedet at få mening i skolehverdagen. Derfor kunne vi sommetider blive knotne, når vi blev beskyldt for at lade stå til - af elever fra dengang det hele næsten gik af sig selv. Jeg håber denne krønike vil illustrere, hvad der stod på spil. Det drejede sig jo om selve højskoletankens mulighed for at finde plads i et samfund, der havde afskrevet de fleste af de værdier, som den gamle bevægelse byggede på. Ingen af os, der har gransket i Ry Højskoles historie, er i tvivl om, at omvæltningerne omkring 1970 afstedkom den største, ja måske eneste virkelige krise i de forløbne 100 år. Men Arne Ørtveds artikel »Da Grundtvig blev genfundet« peger dog på, at det selv i den værste omvæltningstid handlede om at realisere højskolens egentlige anliggende på den ny tids vilkår. Og når Niels Højlunds artikel hedder »Blot et led i kæden« afspejler det, at vi trods alle forandringer har følt os som del af den samme historie. Ja, kæden af kjærminder man sagtens prise tør: jo stærkere den binder, des friere den gør. Disse Grundtvig-linjer sang vi også i 70'erne, et årti præget af tanker om fri opdragelse, frihed fra autoriteter, frie undervisningsformer osv. ord der kunne være taget af Grundtvigs egne skrifter. Selv frigørelse fra fortidens snærende bånd talte den gamle om. Men vi blev ikke frie i 70'erne, snarere rodløse. Måske fordi al fortid blev regnet som snærende bånd. Faktisk oplevede vi en større og større grad af ufrihed. Men selvom vi nok vidste, at det havde at gøre med historieløsheden, tårnede den afgørende opgave sig op foran os: Hvordan trække skellet mellem det, den gamle Hostrup kaldte »hvad tiden vil«, og det han kaldte »dens løgne«? For det nytter jo ikke, at højskolen isolerer sig, hverken i egne »progressive« former eller i fortidig idyl. Vi kan være med til at påvirke udviklingen, men placerer vi os helt udenfor, ender vi i bedste fald som en eksperimenterende enklave eller et musealt levn. Men højst sandsynligt ville vi dø en langsom død. I bakspejlet forstår jeg mere og mere af Ørtved-stabens betydning. Ry Højskole er godt tjent med, at man dengang tog udfordringen op og ikke skilte sig af med oprøret, som Askov gjorde det, eller overgav sig helt som så mange andre. I bagklogskabens sikre favn kan man let få øje på mange dumheder, men Ry-folkene havde trods alt den ægte vare med i bagagen, om end den en overgang syntes godt gemt på bunden af kufferten. Niels Højlunds tid var også min egen. Det var, som han selv nævner det, vanskeligt at finde rollen som leder, netop fordi tiden tilsyneladende ikke ønskede ledere. Til hans beretning bør dog føjes, at han faktisk var mere leder end som så. Muligvis følte han det ikke selv. Men om nogen kan tillægges æren for, at Ry Højskole fik gang i en udvikling væk fra den pluralistiske lige-gyldighed hen mod et mere holdbart grundlag, ja så er det faktisk Niels Højlund, og det turde dog være en kvalificeret lederindsats at levere drivkraft og inspiration til dette. Posten har netop afleveret et brev. Afsenderen vil gerne deltage i jubilæumsfesten. Jeg føler næsten et sus fra vores histories begyndelse ved at læse underskriften: Gerda Hostrup. Datter af Ry Højskoles grundlægger. Og når jeg samtidig tænker på Inger Marie Terkelsens daglige medleven og opbakning af vort arbejde, er jeg ikke i tvivl: Jo, det er Hostrups, Bordings og Terkelsens højskole, der nu fylder 100 år. Det er atter ved at være sommer i Ry. Tilbage på mit papir står spørgsmålet:
Som de andre eller anderledes? Tja, jeg synes ikke om det generelle
billede af højskolen i dag. ... og at sommeren ikke bliver for lummer! |
|||||||
