Ry højskoles krønike - Styring og økonomi

Styring og økonomi

Hovedfløjen og håndværkerskolen set fra banesiden.

Ry Højskole blev fra sin start styret og drevet på en ganske anden måde, end tilfældet er i dag. Frem til 1954, hvor skolen blev en selvejende institution, var forstanderen på alle områder den suveræne beslutningstager, og højskolen var hans private ejendom. Da skolen blev selvejende i 1954, skete der efterhånden en vis spredning i styringen, dels som følge af den ændrede status, dels som følge af den almindelige udvikling med hensyn til indflydelse på arbejdspladser og undervisningsinstitutioner.

Højskoleejerne
Helge Hostrup byggede i 1892 Ry Højskole for 9000 kr. Grunden fik han gratis, og han fik overladt forsamlingshuset imod at overtage restgælden i huset. Den lød på 1700 kr. Da han i 1907 solgte den til Rasmus Bording, fik han 32.000 kr. med 8000 i udbetaling. Men så var forsamlingshuset også blevet bygget sammen med skolen, Tårnet var blevet rejst, og grunden gik helt ned til Ry Møllesø. Bording rejste pengene til købet ved at finde garanter til et sparekasselån, og som beskrevet i kapitel 9 var det ikke nogen helt let sag.

Grundlaget for høj skoledrift var naturligvis, at der var elever nok på skolen - på det punkt er der ingen forskel fra dengang til nu. Eleverne betalte for deres ophold på skolen, og de kunne søge støtte til opholdet ved amtet. I 1929, hvor Johannes Terkelsen året forinden havde købt skolen for 80.000 kr. , kostede det eleverne på vinterskolen 75 kr. for hver af de 5 måneder, opholdet varede. Til dette beløb, der skulle betales månedligt forud, kunne der komme udgifter for eleven på op til 25 kr. for undervisningsmidler. Dertil kom, at der på vinterholdet skulle betales 3 kr. månedligt for lys, varme, sygepleje og bad. Om sommeren skulle der for det sidste betales 1 kr. Til disse udgifter kunne eleven i bedste fald få et offentligt tilskud på 30 kr. Ca. en femtedel af karlene betalte på denne tid selv hele beløbet.

I 1930'erne var der 6- 7 heltidsansatte lærere og 2-4 timelærere. De heltidsansatte fik 300-375 kr. i løn i de otte skolemåneder - og i samme tidsrum kosten på skolen. Dertil kom fribolig hele året. Var en lærer ugift, kunne han eller hun spise på skolen hele året. Den samlede udgift til lærerlønninger var o. 24.000 kr. Lønudgifterne til staben i køkken, rengøring og vedligeholdelse udgjorde 7.000 kr. -kokkepigen fik eksempelvis 80 kr. om måneden. Disse udgifter sammen med udgifter til bygninger, vedligeholdelse, forplejning osv. kunne ikke dækkes alene af de beløb, eleverne betalte for deres ophold, og beløbene blev da også suppleret af et statstilskud. Tilskuddet fremkom ved at lægge 4 poster sammen: et grundtilskud på 500 kr., et tilskud der svarede til 50% af lærerlønningerne - dvs. 12.000 i midten af 30'erne, et tilskud til bygningerne på 10.800 kr. og endelig et tilskud til indkøb af skolemateriel, der typisk på denne tid lå på 400 kr. I alt et statstilskud på 23.700 kr.
(Johannes Terkelsen: Skole- og rejseliv)

Det var gennemgående ikke en fed forretning at drive højskole, men kun en enkelt gang synes Ry Højskole at have været ude i en krise, som kunne have kostet dens eksistens. Det var, da Hostrup rejste i 1905, og skolen et par år var forpagtet bort.

Med hensyn til styringen af Ry Højskole frem til 1954 var det meget simpelt: forstanderen bestemte i princippet det hele. For de to første forstanderes vedkommende har dette princip sikkert i høj grad svaret til praksis, hvorimod Johannes Terkelsen synes at have haft en åben samarbejdsform, når det gjaldt det pædagogiske og den daglige drift.

Højskolen som selvejende institution
Da Ry Højskole overgik til at være en selvejende institution i 1954, blev der taget en økonomisk byrde fra forstanderens skuldre. Samtidig gav den nye status mulighed for at gøre brug af nye støtteordninger fra staten.

Asbjørn Mandøe nedlægger grundsten til Over- og Underhuset. Bestyrelsesformand Albert Andersen forrest til venstre.

Umiddelbart gav nyordningen den ændring i forstanderens stilling, at han var ansvarlig overfor en bestyrelse. I praksis gjorde det ikke den store forskel. Terkelsen kunne køre videre, som han plejede, og da Mandøe kom til i 1956, synes kompetencen endda at blive mere koncentreret hos forstanderen. - Men denne stil kunne som tidligere beskrevet ikke blive ved med at hamle op med den nye tid i slutningen af 60'erne, hvor elever og lærere begyndte at kræve mere indsigt og stærkere indflydelse. Mandøe tog konsekvensen: han kunne ikke forlige sig med udviklingen, og han gik i 1971. Efter de tumultagtige år i begyndelsen af 70'erne begyndte der at vise sig en ny ledelsesstil på Ry Højskole, hvor forstanderen stadig havde det overordnede ansvar i forhold til bestyrelsen, og hvor han havde afgørende indflydelse på skolens pædagogiske linje - men dog på en sådan måde, at han - med en enkelt undtagelse - arbejdede tæt sammen med sin lærerstab om indholdet i denne linje. Med hensyn til ansvaret for de praktiske opgaver på Ry Højskole, synes disse i høj grad at være uddelegeret.

Bestyrelsens rolle synes også at have udviklet sig i perioden siden 1954. Frem til 1970'erne havde den mest karakter af at være en støttekreds, og der har næppe været de store uoverensstemmelser mellem forstander og bestyrelse. Med ungdomsoprøret kom også bestyrelsen på banen, og der var af og til optræk til konflikt mellem det ledende organ på den ene side og forstander/lærere på den anden side. Men hele tiden har bestyrelsen anerkendt forstanderens og medarbejdernes reelle ansvar med hensyn til skolens pædagogiske linje. Ved bestyrelsesformand Albert Andersens afgang i 1973 skrev forstander Arne Ørtved: »Medfrisind og tolerance har han respekteret denne linie, selvom han vist ofte har været undrende og kritisk over for det, der foregik." Den samme holdning havde efterfølgeren Jørgen Nielsen. I 1974 kom det i bestyrelsesformandens årsberetning frem, at man havde ønsket mere fasthed i den daglige ledelse, men han konstaterede samtidig, at kompetenceforholdene fortsatte uændret. Også sagen omkring det eventuelle salg af skolen til brug for militærnægtere i 1972 har sikkert givet varme diskussioner i bestyrelsen.

Den tungeste sag for skolens bestyrelse har formentlig været sagen om forstander Klavs Birkholm i 1989. Sagen var tung, fordi det altid er svært at afskedige en leder - både følelsesmæssigt og økonomisk. Men den var samtidig til at håndtere, fordi bestyrelsen og den øvrige stab på skolen vurderede forholdene ens.

Økonomisk set har det gået op og ned på Ry Højskole, siden den blev en selvejende institution, men alvorlige økonomiske kriser kan man næppe sige, at der har været.

I 1967 fandt forstander Mandøe det urimeligt, at højskolerne på grund af den dårlige økonomi var nødt til at lægge hus til det ene uvedkommende kursus efter det andet. Der blev ventet med længsel på en ny høj skolelov - en lov, som forhåbentlig ville give skolerne en bedre økonomi. »Men eet stort ønske har vi jo midt i alt dette: at der ikke bliver skåret i højskolens frihed. Den har været og er stor, og det er det værdifulde ved denne skoleform. Vi kan indrette os frit, man blander sig fra statens side ikke i vort arbejde og kommer ikke med forskrifter...«
(Års skriftet 1968).

I 1969 kom så den nye lovgivning om høj skolerne -dels en tilskudslov, dels en højskolelov. Mandøe modtog dem ikke med særskilt begejstring: »Om den første kan vi vist nu sige, at det gennemgående er en god lov, om den anden må det siges, at den er hæderlig, men har visse skønhedspletter.«
Blandt skønhedspletterne var iflg. Mandøe, at lærerne nu skulle lønindplaceres efter uddannelse, hvilket gav »en kedelig forskelsbehandling". Højskolernes frihed forblev vel efter den nye lovgivning uantastet, men forstanderens administrative arbejdsbyrde blev ikke mindre: »Som leder kan man godt nu og da sukke, når man ser, hvordan budgetlægning, indberetninger, indplaceringer, statistik, regnskab, møder med revisorer o.l. stjæler en masse af den tid, man gerne ville have brugt på pædagogiske formål.«
(Års skriftet 1970)

Den administrative byrde blev da også en af årsagerne til, at Mandøe i 1971 flyttede sin gerning til gymnasieskolen, hvor han netop kunne koncentrere sig om undervisningen.

Den første ansættelse af en administrativ medarbejder fandt sted i 1962, hvor Hanne-Loe Jørgensen fik en kombineret lærer- og sekretærstilling. Hun blev året efter afløst af Inge Boje, som blev på posten helt frem til 1973 - med en afbrydelse på et par år. Derefter fulgte Ruth Hangaard, som har haft en central betydning for skolens administration helt op til slutningen af 80'erne. I dag er Bo Bartkær ankermand i administrationen.

Da Arne Ørtved overtog forstanderstolen i 1971, var det ikke kun det store opbrud i skoleformen, der kunne volde problemer - der var også nok at slås med økonomisk. Begyndelsen af 70'erne var en svær tid for alle højskoler - der var nedgang i elevtallene, og flere skoler måtte lukke. Situationen i Ry gav anledning til følgende overskrift i Aktuelt 2.8.1973:
»Forstander: Højskolerne er i krise
- elevtilgangen svigter.«
I juli samme år udsendte Ry Højskole en appel til gamle elever om at skaffe nye elever, og som en af årsagerne til de trange tider anføres, »at vi endnu ikke for alvor har fået et klientel til afløsning af landboerne, som tidligere fyldte højskolerne, men som nu simpelthen ikke er så mange, at de kan gøre det længere.« Nye terminer for holdene var nok også medvirkende til dykket. I stedet for vinterskolen nov. -marts og sommerskolen maj - juli var der nu blevet indført et efterårshold, der startede 1. september og varede 4 måneder, og et forårshold, der startede 15. januar, og ligeledes var på 4 måneder. Dertil kom et 6-ugers sommerkursus. Disse nye terminer var et brud på et mønster, der havde ligget fast siden 1892, og det var ikke mærkeligt, at der kom nogle år med indkøringsproblemer med det nye system. Dertil kom købet og indkøringen af Ryhus. I 1973 var det nødvendigt at afskedige næsten alle timelærere, og der måtte skæres ned på en række aktiviteter.

Først i midten af 70'erne begyndte elevtallet at stige igen, og en lettet og forholdsvis nybagt forstander - Højlund kan i årsskriftet melde, at der nu igen er råd til at ansætte timelærere - og sågar forsyne kontoret med en ny IBM kuglehovedskrivemaskine.
Men trods forbedret økonomi var der ingen grund til at blive imponeret eller tale om gode dage: »Vi slæber som de fleste andre højskoler langt bagefter andre skoleformer - ikke mindst det offentlige skolevæsen! Og mere generelt må man vel stadig sige, al et overskud på ca. 50. 000 (uden afskrivninger), som vi forventer i 1976- 77 på en omsætning på næsten 3 mio. kr. er en alt for lille margin.«
(Årsskriftet 1976/77)

I 1970'erne indførtes begrebet årselever. En års elev er en elev i 40 uger. Årselevtallet var afgørende for beregningen af statstilskud og for, hvor mange lærertimer, der var til rådighed. Årselevtallet for Ry Højskole udviklede sig særdeles tilfredsstillende op gennem firserne, og i 1986 kunne forstander Højlund skrive: »80-erne har økonomisk været en god tid fol Ry Højskole, og 1985 blev ingen undtagelse. Det formelle overskud er ganske vist kun på 31. 000 kr., men dertil skal lægges afskrivninger på i alt 80.000 kr., og der er foretaget henlæggelser på i alt 370.000 kr., så dermed nærmer de reelle overskud sig en halv million, hvortil kommer afdrag på bygningerne for over 100.000 kr. Det er nok det bedste resultat nogensinde for Ry Højskole...« Og i dette resultat skal altså medtænkes, at højskolen siden slutninger af 70'erne havde fået ny køkken- og spisesalsbygning og en ny teaterbygning. Det eneste minus var den langfristede gæld. Da der var statstilskud til renterne på denne gæld, ville gældsbyrden efterhånden blive tungere i takt med de stigende afdrag.

Forrest til højre ses den nu nedrevne bygning Sommersol.

Et gennemgående problem for Ry Højskole i efterkrigstiden var den ringe bygningsstandard. Den havde været medvirkende til, at man havde måttet lægge kursusafgiften på et forholdsvis lavt niveau. I begyndelsen af 80'erne var standarden ved at komme derop, hvor en højere pris for skoleophold kunne komme på tale, og i 1982 kom det til at koste 550 kr. pr. uge ved de lange kurser mod tidligere 450. Også denne højere indtjening var naturligvis med til at forbedre højskolens økonomi. (Årsskriftet 1980/81) Når der ses på kostudgifterne lå Ry Højskole i 80'erne pænt sammenlignet med andre højskoler. En undersøgelse af 60 folkehøjskoler foretaget af Foreningen af Folkehøjskoler i Danmark viste, at der var et gennemsnitligt forbrug på kost og løn på godt 10.000 kr. pr. årselev, og tallet på Ry Højskole var 9.673 kr. pr. årselev.
(Årsskriftet 1981/82)

Ved indgangen til 90'erne er der nye tegn på en generel krise indenfor højskoleverdenen. Elevtilgangen er stagnerende eller faldende, økonomien strammer igen til og truende lukninger begynder at dukke op i horisonten. Men noget tyder på, at krisen rammer ujævnt, og i 1990 måtte forstander Jens Bonderup knibe sig selv i armen over den store tilstrømning af elever til Ry Højskole. I begyndelsen af 1991 kneb han sig vist knapt så meget i armen, men de sidste meldinger tyder dog på, at den 100-årige er i fin form - også økonomisk.