Ry højskoles krønike - Musik og skuespil

Musik og Skuespil

Teaterhuset fra 1984 er højskolens senest tilkomne bygningsværk.

Musik og Skuespil
Musik og dramatik har haft en central placering på Ry Højskole gennem 100 år. Allerede i 1892 blev der på skolens første karlehold dannet et sangkor under ledelse af forstander Hostrups kone Astrid, men det var især sommerholdets piger, der sang i kor. Engang blev Astrid Hostrups sommerpiger rost af ingen ringere end komponisten Carl Nielsen.

Astrid Hostrup dirigerer karlekoret.

Det var ikke få berømte musikmennesker eller teaterfolk, der besøgte Ry Højskole, og der er næppe et elevhold, der ikke har fået en musikalsk eller teatermæssig oplevelse under opholdet - enten som aktive deltagere eller som tilhørere eller tilskuere. Men også blandt det faste personale har der i tidens løb været musikpersonligheder. Den første var Peder Jakobsen.

»Syng Dig glad«
Peder Jakobsen var ansat på Ry Højskole fra 1911 til sin død i 1939. Han blev født i 1868 i Øse ved Varde, og allerede som barn var han multiinstrumentalist. Hans første instrument var en træsko, hvorover der var spændt strenge. Han begyndte for alvor at spille violin som 14-årig og blev snart en efterspurgt spillemand, men hans livs retning blev bestemt under et højskoleophold på Vallekilde. Indtil han blev 30 var han om vinteren tilknyttet højskolen, og om sommeren arbejdede han som klaverstemmer for Hornung & Møller.

I 1910 foretog han en rejse til Norge, hvor han ville forsøge at komme i kontakt med de norske felemestre, og det blev i årenes løb til mange studierejser i den anledning. »Han præsterede det vanskelige arbejde at få lov til at lære, og derefter at lære en række af deres ægte gamle norske felestykker. Vi ved, at han har spillet dem i tusinder af foreninger Danmark over. Det er nok ikke helt uden grund, at han er blevet kaldt Danmarks felemester.«
(Johs. Terkelsen i Årsskriftet 1936 i anledning af Peder Jakobsens 25 års jubilæum)

På Vallekilde Højskole traf han Rasmus Bording, og der opstod et venskab mellem de to mænd, som gjorde det naturligt for Bording - da han var blevet forstander - at opfordre Peder Jakobsen til at blive lærer på Ry Højskole. Her kom han til at undervise i verdenshistorie, dansk, regning og sang.

Peter Jakobsen med hardangerfelen

I 1912 kom 1. udgave af sangheftet »Syng Dig glad«. »Ved siden af skolearbejdet har jeg fået tid til i år at få udgivet et lille sanghæfte... (.) »Syng Dig glad« hedder det, og det indeholder 112 sange, mest nye, som ikke findes i vore højskolesangbøger, i alt fald ikke i dem begge. Jeg har samlet nogle af de bedste af vore nye sange. De var først beregnet til brug her på skolen sammen med højskolesangbogen, men de har rundt om i Danmark fået en så venlig modtagelse, at de har været udsolgt i over en måned. Nu til jul kommer 2. udgave, og en måneds tid senere udsender jeg tonesamlingen dertil. jeg håber, at »Syng Dig glad« må yde et lille bidrag til, at der kommer mere liv i sangen, at der synges mere og bedre i vort land«. Og efter oplagene at dømme kom der mere liv i sangen efter udgivelsen af Peder Jakobsens sanghefte. I 30'erne var det i alt blevet trykt i ca. 330.000 eksemplarer, og »Syng Dig glad« var med til at bane vejen for Folkehøjskolens Melodibog.

Fra dilettant på Øen til moderne teaterhus.
Helge Hostrup, Ry Højskoles første forstander, elskede at spille dilettantkomedie. Hans kone Astrid beretter: »Den faste trup bestod af Helge, der spillede hovedrollen, og mig, der som direktørens frue fik lov at vælge min rolle. Doktor Isagers frue skiftedes med mig som primadonna, da det nemlig for vor kunstnerbane på Ry teater var så praktisk indrettet, at vi skiftevis fik vore børn.

Dyrlæge Jacobsens københavnske frue havde de komiske roller, og skomager Mathiesen, der debuterede som smedemester Smidt i »Genboerne«, havde dermed erobret rollefaget: De solide borgere. Han havde en god sangstemme, men det tog tid at lære melodierne, så hans kone sang dem for ham, mens han akkompagnerede ved at slå pløkker i fodtøjet. Urmager Brostrup udmærkede sig som smedesvenden Kristen Madsen og gled derved ind i de komiske roller. Vore skiftende lærere og lærerinder og de talentfuldeste af eleverne var de vekslende kunstnere. Alle C. Hostrups komedier spillede vi og Heibergs vaudeviller og Hertz' lystspil.«
(Astrid Hostrup: »Et jævnt og muntert, virksomt liv...)

I Bordings forstandertid blev der ikke gjort meget i komedier - det nærmeste, man kom det dramatiske, var nogle optrin med udklædte elever, som f.eks. i 1921. Her fremstillede eleverne under håndarbejds- og tegnelæreren Magda Christensens ledelse »De fire Aarstider«. (Årsskriftet 1921) - Men i 1924 blev Johannes Terkelsen lærer på skolen, og så kom Hostrups komedier igen på repertoiret. Og der blev de - og andre teaterstykker - helt frem til i dag.

Før omvæltningerne i 1970'erne var der et nogenlunde fast mønster i skuespilleriet. Årets væsentligste forestilling var selvfølgelig den, der blev vist ved sommerens elevmøde. Men der var også de mere uforpligtende teaterløjer til fastelavn, ligesom højskolen var drivkraften i Ungdomsforeningens årlige teaterstykker. Ungdomsforeningen blev stiftet på initiativ af Peder Jakobsen i 1921, og den var ment som et forbindelsesled mellem skolens og egnens unge.

Elevmødets teaterstykke blev vist i haven - eller på Øen, efter at den blev etableret i 1930. Hovedkræfterne i stykkerne var lærerne, og en af dem – Haugstrup Jensen - ser i Årsskriftet 1984/85 tilbage på friluftsspillenes storhedstid i 30'erne og 40'erne. Ifølge Haugstrup Jensen var det grundlæggende krav til denne teaterform, at der ikke måtte slækkes på stykkets kvalitet: »Litterære makværk er det håbløst at redde på friluftsscenen". Derudover måtte der også stilles en række andre krav. For det første skal handlingen i det spil, man vælger, helst udelukkende foregå under åben himmel. Dernæst kræves der et kraftigt spil med bevæget handling og en enkel persontegning. Endvidere er store dramatiske hovedoptrin ønskværdige - især på en højskole, hvor statistmaterialet er til stede i rigelig mål. Derimod advarer Haugstrup Jensen mod brugen af enkelte elever til større roller - de udvalgte ville blive isoleret fra resten af holdet.

Der blev lagt meget arbejde og fantasi i kostymerne til de traditionsrige spil på øen...

... men det var trods alt nok de store optrin, kombineret med de smukke omgivelser, der gjorde størst indtryk på de mange tilskuere.

I perioden 1934-58 blev bl.a. disse stykker spillet: Elverhøj (1934, 1941 & 1955), Der var engang (1936 & 1952), Til sæters (1940), Ambrosius (1942 & 1956), Et folkesagn (1947), Købmanden fra Venedig (1948), Drot og Marsk (1951), Vor by (1958).

Vi stopper ved 1958, hvor stykket »Vor by" af amerikaneren Thornton Wilder blev spillet. Forstander Mandøe har nok følt det som noget af et vovestykke pludselig at spille et dybt alvorligt stykke til elevmødet:
»Vi var meget spændte på, hvad elevmødets deltagere ville sige til det. Det er jo ikke nogen almindelig sommerkomedie. En del var vist skuffede..." De moderne tider var ved at banke på også på dette område.

Forstander Ørtved og hans stab løb ind i et problem i 1971, som man næsten kan sige var med modsat fortegn i forhold til »Vor by« i 1958. I 1971 havde man valgt et stykke, der måske var en anelse for altmodisch: »En virkelig hovedpine havde lærerne i sommerens løb. Det var »Eventyr på fodrejsen« Vi havde tilbudt at spille et stykke af Hostrup i anledning af byens 100 års jubilæum, men det faldt os frygteligt vanskeligt. Mange ting i stykket forekom os noget støvede, og selvom vi stregede med hård hånd og gjorde stykket så farceagtigt som muligt, kneb det for os at få hold på det. Især kneb det med sangene: nogen kunne ikke synge, andre blev nervøse, når de sang, og resten kunne ikke høre klaveret« For at gøre en lang historie kort lykke des det - efter amputering af en hel akt og andre kosmetiske operationer - at gennemføre 4 forestillinger, og efter den sidste råbte Bent Bundgaard »yappedappe duuuuuu« Han var både instruktør og forelsket student, og begge funktioner havde flere gange ført ham til randen af fortvivlelse. «
(Årsskriftet 1971)

Efter denne forestilling var der heller ikke på teaterområdet meget tilbage på Ry Højskole, der var, som det plejede at være. Men ændringerne på området havde nu været på vej et stykke tid. Mandøe var ved at være træt af elevmødeforestillingerne, som krævede mange ressourcer fra lærerstabens side, og i 1964 blev det første egentlige dramatikhold oprettet, således at teatervirksomheden kunne glide over i dette regi. Det første dramatikhold havde Thorkild Larsen som lærer, og man arbejdede med stykker som Max Frisch: Philip Hotz' store vrede, lonesco: Enetime, Arrabal: Frokost i det grønne og Wesker: Livets rødder.

Et spark fremad fik de dramatiske udfoldelser på Ry Høj skole efter købet af Ry Husholdningsskole. Nyerhvervelsen blev omdøbt til Ryhus, og med højskolelærer Niels Hovgaard som drivkraft blev der etableret et egentligt teaterrum, som gjorde det muligt at forlade de primitive forhold, dramatikholdet havde i dagligstuen. Teaterrummet blev malet kulsort og opbygget så fleksibelt, at scenen kunne stå hvor som helst, og der blev gennemført mange inspirerende teaterprojekter i denne periode. Men der var også trælse oplevelser indimellem, når et meget bevidst dramatikhold skulle igennem endeløse diskussioner og analyser af frygt for, at der kunne være noget i vejen med at spille et stykke af lonesco. »Eller når man måtte sætte en masse i gang for at finde hovedrolleinde- haveren, der bare ikke rigtig var motiveret for at stå op på en eller anden måde, fordi der lissom havde været fødselsdag aftenen før.«
(Niels Hovgaard i årsskriftet 1984/85)

Med sin utraditionelle indretning og sine moderne, tekniske faciliteter, er teatersalen et aktiv, som kun få højskoler har magen til.

Fra det første hold i dramatik i 1964 har faget vokset sig stærkt på Ry Højskole. Der er blevet opført stykker som »Jaques eller underkastelsen« (1969,1975 & 1980), »Billy Løgneren« (1972), »Laser og pjalter« (1977 & 1986), »Porgy and Bess« (1978 & 1989), Biermann-syngespillet »Dra-dra« (1979 & 1983), »Cabaret" (1983), »Road« (1988 og 1989) og »Den gamle dame kommer til byen« (1990). Som eksempel på et stykke, der er skrevet af teaterholdet selv kan nævnes »Sidste udkald« (1985, udgivet på forlaget Drama). 20 år efter det første dramatikhold kunne der tages en moderne og professionelt opbygget teatersal i brug. I den anledning reflekterer den senere forstander Jens Bonderup over teater som højskolefag: Han starter med at slå fast, at teater ikke er et centralt højskolefag. »Det centrale for folkehøjskolen er, at elever og lærere mødes i samtaler, aktiviteter og et dagligt liv, hvor optagethed af tilværelsen og dens mange spørgsmål, vores fælles søgen og livsudfoldelse bliver kernen«. Men teater må gerne have en fremtrædende plads, og det er der gode grunde til. For teater er et attraktivt og spændende fag, som i sig rummer en lang række andre fag som musik, dans, litteratur, digtning, formning, tekstilarbejde, teknik, krops aktivitet osv. Men der er ting, man skal passe på. Man skal ikke hoppe på de stykker, der er skrevet specielt for dilettanter - de er indholdsmæssigt for tynde. på den anden side må man kende sin begrænsning og ikke kaste sig over for store opgaver. - Men det gør man jo alligevel tit, og så gælder det om at »bearbejde opgaven og give den en - måske helt utraditionel- iscenesættelse, som formår at udnytte holdets evner maximalt«.
- Eller man skriver selv sine stykker, som man også har gjort det på Ry Højskole op gennem 80'erne. Musicals og andre former for musikteater har også været dyrket en del på skolen. Hvad denne teaterform ikke har i dybde og tekstlig rigdom, har den til gengæld i musikkens og sangens liv og intensitet. Når det gælder uddeling af hovedroller til eleverne er Bonderup ikke enig med Haugstrup Jensens ovenfor anførte syn.
»Det er (…) min egen lykkelige erfaring, at netop det, at et hold når frem til at acceptere medlemmernes forskellighed m. h. t. evner og færdigheder og at udnytte dem bedst muligt i forhold til opgaven, faktisk er med til at forøge udbyttet ved teaterprojektet betragteligt«. Konkluderende skriver Bonderup, at udbyttet ved teater som fag »har at gøre med stykkets indhold og den debat det afføder, og med den indsigt i den kunstneriske proces, som man erhverver sig, og som rækker langt ud over teaterkunsten. Det har at gøre med oplevelsen af at være forpligtiget i et sammenhold om noget, man finder spændende og væsentligt.«
(Års skriftet 1984/85)

Inger Marie Terkelsen.

Nye rytmer
I 1989 blev tekstilfaget erstattet med musik som hovedfag på Ry Højskole. Det betyder ikke, at musik ikke havde spillet en væsentlig rolle på Ry Højskole inden da. Tværtimod. Inger Marie Terkelsen er konservatorieuddannet pianist, og siden hun i 1932 blev gift med Johannes Terkelsen har der omkring hende udfoldet sig et rigt musikliv, og det var naturligvis hende, der i 1966 skulle slå de første akkorder på højskolens nye flygel.

Siger man »musik« og »højskole« i samme åndedrag, er det vel nærmest en rygmarvsreaktion at fortsætte med at sige den danske sang og højskolesangbog. Og den danske sang har bestemt også haft sin faste plads på repertoiret på Ry Højskole. Men der blev også spillet og lyttet til klassisk musik, og folkemusik og »moderne« dansemusik lød ofte i gymnastiksalen i 1960'erne. Fra begyndelsen af 70'erne kom der for alvor nye rytmer til skolen. Der blev produceret musicals, og der var jazzkoncerter. At drive korvirksomhed på en højskole kan vel siges at kræve sin dirigent og korleder - der skal jo startes forfra hvert halve år. Men i 1977 lykkedes det at etablere et mere permanent kor, hvis medlemmer bestod af en tredjedel elever, en tredjedel forhenværende elever fra Århus amt og en tredjedel lokale sangere. De to sidste tredjedele kom til at udgøre korets stamme, og der blev arbejdet med et blandet repertoire af både klassiske og rytmiske værker. Af opførelser kan nævnes »Elverskud« (1980) og en Duke Ellington suite skrevet til koret og et ti-mands band (1981).

Rock- og folkemusikken var knap så meget på programmet - men både Poul Dissing og Kim Larsen og hans Starfuckers har dog været skattede gæster på skolen.

Dette midlertidige musiklokale er nu erstattet af et moderne, lydisoleret samspilsrum med tilhørende indspilningsstudie.
Her diskuterer elever et nummer med Jakob Ohrt.

Teater i 1990. Dürenmatts »Den gamle dame kommer til byen«.

I slutningen af 80'erne kom musikken altså ind som hovedfag. Det første år - 1989 - var det rock, der blev undervist i, og det fik den tidligere forstander på Ry Højskole Niels Højlund til at hvisle til musiklæreren: » Hvis jeg havde været forstander her på stedet i dag, så var du faneme aldrig blevet ansat!« Men Jacob Ohrt fortsatte ufortrødent sin undervisning i rock. Eller reggae:
»En af mine elever kritiserede mig for at starte sammenspilsundervisningen med et svært reggaenummer, »vi er jo alle sammen grønne i faget, så kan vi ikke starte med et let rocknummer?« Jeg kunne kun svare: »Det her er ikke svært, og rockmusik er ikke let! « Og vi fandt ud af at spille reggae - med løftede øjenbryn og »Nå ja!« i øjnene.«
(Års skriftet 1989).