Sidste afsnit

Indholdsfortegnelse

Næste afsnit

»Lande og folk«

»Lande og Folk«
I 1923 var der udenlandsk besøg på Ry Højskole. Gæstens navn var Zofia Gulinska, en polsk student, der havde opholdt sig 14 dage i Danmark. Hun holdt et foredrag om Polen på et smukt dansk, der imponerede forstander Rasmus Bording. (Årsskriftet 1923) Men der var langt mellem de udenlandske besøg på denne tid. Det var først og fremmest under Terkelsens forstanderskab, at blikket fra Ry Højskole blev kastet ud mod den store verden.

Udenlandske gæster
Forstander Terkelsen havde timen mellem 11 og 12. En gang om ugen hed faget »Lande og folk « Og var der nogen, der kendte noget til lande og folk, var det Johannes Terkelsen. Før han blev højskolelærer i Ry, havde han været lærer blandt dansk-amerikanere i USA, og hjemturen herfra gik via Israel, Ægypten, Italien, Schweitz og Tyskland. I denne periode (1922-24) fik Terkelsen mange kontakter i udlandet, og også efter at være blevet højskoleforstander, blev der tid til at rejse. For Ry Højskole betød dette internationale udsyn, at en strøm af udenlandske gæster fra hele verden besøgte skolen, og ikke sjældent var der en udlænding blandt eleverne. Og det hændte endda, at udlændinge blev elever på Ry Højskole i to generationer:
»Blandt eleverne (i 1953) var Silvia Jager fra Svejts. Hendes far og mor kom og besøgte os i juli måned. Hendes mor var elev her på skolen i 1929... « (Årsskriftet 1953)

Det internationale udsyn manifesterede sig fysisk i gymnastiksalen, hvor de nordiske flag var ophængt. Indtil 1938 var der kun 3 flag, men på Terkelsens fødselsdag blev de suppleret med yderligere to: det finske og det islandske. Det sidste flag havde en særlig betydning, idet den islandske forfatter Bjarni Gislason i en lang årrække var knyttet til Ry Højskole.

Men også til det sydlige udland var der stærke forbindelser. En del af besøgene fra Mellemeuropa blev formidlet af den kendte schweiziske højskolemand dr. Fritz Wartenweiler, som Terkelsen havde besøgt i 1924 (J. Terkelsen: En vej til højskolen), og der var i det hele taget tæt kontakt til de kredse i Schweiz og Tyskland, der forsøgte at etablere højskoler efter den nordiske model. Efter Hitlers magtovertagelse i 30'erne var der ikke det bedste klima for disse institutioner, og især ikke for et forstanderpar, der var af jødisk herkomst. Et sådant forstanderpar blev i et par år fra 1933 tilknyttet Ry Højskole. Hr. og fru Mockrauer havde drevet en højskole i Dresden, og indtil parret flyttede videre til Stockholm, holdt den fordrevne forstander gentagne gange foredrag om forholdene i diktaturstaten Tyskland.

Højskolen fik også enkelte besøg af organiserede nazister i 30'erne. De blev modtaget venligt og vist høfligt rundt, men de har næppe forladt skolen med en følelse af, at de der havde fundet forståelse for deres synspunkter. Holdningen til det, der skete i Hitlers Tyskland var klokkeren: man afskyede blandt forstander og lærere det brutale fascistiske styre. Derfor kunne det efter besættelsen måske være sin sag at vise sig for imødekommende overfor netop tyskere. Men forstander Terkelsen havde ingen betænkeligheder, da Ry Højskole i vinteren 1948-49 gennem engelske myndigheder blev opfordret til at tage imod en ung tysker som højskoleelev. Samme vinter kom 15 tyske studenter på et kort besøg, og disse kontakter førte til, at Terkelsen blev indbudt til at besøge Tyskland.
»Hvad jeg oplevede i Tyskland, var for mig forfærdende. Men det er alt for langt et kapitel at komme ind på her. Jeg kan blot ikke lade være med kort at nævne, at de - jeg tror meget få danskere - der vil laste mig for sådan en tur, måske dog mangler noget af den medmenneskelighed, som netop er noget af det største og karakteristiske ved al sand danskhed og nordiskhed.«
Og han fortsætter med at citere Bukdahl, der var en hyppig gæst på Ry Højskole: »Det nationale må være et vækstvilkår for den mellemfolkelige og verdensborgerlige bestræbelse det må ikke blive sit eget formål, men vækstvilkår for de ideer, hvorpå europæere kender hinanden og hvorigennem vi får et fællesskab i synet på menneskets værdighed, personlighedens ret og folkenes frihed.« (Årsskriftet 1949).

Denne grundholdning gennemsyrede Ry Højskole i Terkelsens forstanderperiode. Det svarede til det fjerde blad i det firkløver, han brugte til at illustrere sit højskolesyn: det første blad var Den enkelte person, det enkelte jeg, det andet et hjem, det tredje folket og det fjerde blad var menneskeheden. Om det skriver han i
»En vej til højskolen « (1975):
»Muligvis er dette felt i højskolens liv undertiden blevet en del forsømt. I dag er der mere brug for det end nogensinde. Ud fra en naturlig rodfæstethed i eget jeg, hjem og folk må der rækkes hånd til de teknisk og ofte kulturelt underudviklede lande og folk. Det må være os en selvfølge, at det, der ligger dybest hos alle mennesker, er ens, bortset fra race, hudfarve, bosted.«

Gæster i udlandet 
I 1957 var Ry Højskole for første gang i udlandet. Det betød bestemt ikke -som ovenfor anført - at skolen ikke hidtil havde haft internationale forbindelser, men først nu var tiden blevet sådan, at det var naturligt at stoppe alle eleverne i en bus og køre sydpå. I første omgang gik turene til grænselandet. Af og til måtte man også over til det grimme jerntæppe og føle et lille koldt gys, som i 1961:
»13.-15. marts havde vi udflugt til Nord- og Sydslesvig med afstikker til Lybæk. Vi nød denne gang den ære, at en østtysk folkepolitiofficer ved jerntæppet øst for Lybæk tog os alle i sit filmkamera, da vi stod ved zonegrænsen. Forhåbentlig pynter vi i hans album.« (Mandøe i års skriftet 1961). 

Tysklandsturene fortsatte uden slinger i valsen frem til begyndelsen af 70'erne, hvor der jo blev lavet om på mangt og meget. Nu blev også Berlin (1973) og DDR (1977) rejsemål, mens der var ture til Norge i 1973 og 1976. I 1978 stod den på flodtur i Holland:
»20-25 mennesker på en sådan pram i en hel uge - så kender man hinanden på godt og ondt. Indimellem val der landlov med utallige museumsbesøg - og en enkelt genever nu og da til al stive humøret af med undervejs.« 
(Årsskriftet 1978-79)

I 1977 arrangerede højskolelærer Niels Bjørn Hansen en studietur ti] Østafrika. Turen var ikke for almindelige elever, men en del af et kursus, hvis formål det var at gøre lærere i den danske folkehøjskole bedre egnede til at undervise i ulandsproblemer. Arbejdet med dette projekt blev for Niels Bjørn springbrættet for fire års ulandsarbejde i Kenya.

Efter et par år med ture til østlande (DDR og polen i 1979 og Tjekkoslovakiet 1980), var der pause med udenlandsrejser nogle år. I 1984 rejste Ry Højskole til Öland: »Turen var et eksperiment, også for så vidt som vi prøvede at komme af sted alle mand, rub og stub: elever, lærere, praktisk personale etc., og det gav os en helt ny oplevelse af hinanden. Vi lærte også derved noget om, at vi netop skal af sted samlet, hvis vi skal have skolemæssigt udbytte af en sådan tur.«

Efter denne succes kastede man sig atter over Østeuropa: DDR og Leningrad (1985) Berlin 1987, Ungarn 1986, -88 og -89, Prag 1990 og -91 og Polen 1991. Som et mellemspil var der i 1986 en »grøn periode«, hvor hele skolen - bortset fra teaterholdet - spredte sig over det meste af det nordlige Mellemeuropa: Et kunsthold var i Amsterdam, et flygtningehold i Paris og et naturhold i Wales. Nøgleperson i tilrettelæggelsen af de fleste rejser i 80'erne var højskolens administrative medarbejder Ruth Hangaard.

Hvad er så fidusen ved, at en institution som Ry Højskole rejser så meget rundt? Her er det nok vigtigt at holde fast i, at turene ikke er isolerede begivenheder i undervisningsforløbet - som en charterrejse til Mallorca for at stresse af. Rejserne er en del af det integrerede forløb, som et højskoleophold helst skal være, og som rejsen til bland i 1984 var et udtryk for:

»Det er nok ikke for meget sagt, at forårsskolen 84 kulminerede på denne Ölands-tur. Men det skal på den anden side ikke få os til at glemme, at forud for den lå mere end tre måneders almindelig skole i lyst og nød, med op - og ned ture, med løselige og uløselige problemer undervejs,. med intense diskussioner på studiekredshold, med udmarvende cykelture på naturhold, med udbytterige ekskursioner på landbrugshold, med stor succes for teaterholdets Cabaret (...), og med alt det andet, der udgør et højskoleopholds hændelsesforløb.«
(Niels Højlund i Årsskriftet 1984/85)

Men turene giver også en eminent mulighed for at komme ud at se på omverdenen med egne øjne - og blive klogere på den. Især hvis der ikke rejses ud med samme indstilling som den lille nisses, hvis udbytte var en erkendelse af egen ufejlbarlighed.

»Højskolerne har årlig kontakt til 40. 000 mennesker. Personer, som også er på rejse i livet og søger efter viden, kontakter og oplevelser. Her finder den lille nisse voldsom konkurrence. For modsat hans bureau, modsat de nyreligiøse bevægelser er det ikke stedet, hvor de færdigsyede meninger gives. Tværtimod. Udfra et engagement i hinanden og livet og ikke mindst ved at tale sammen kan man risikere at vende hjem klogere på sig selv og andre.«
(Højskolelærer Trine Juvik i Årsskrift 1987/88 efter rejse til Ungarn med efterårsholdet 1988).

Udenlandske elever 
I de seneste år er der kommet en ny gruppe udenlandske elever til på Ry Højskole. Forstander Niels Højlund kommer ind på disse grupper i sin årsberetning 1985/86: »Udlændinge har spillet en stigende rolle igennem de seneste år og både efterårsholdet 85 og forårsholdet 86 vil sikkert huske de iranske indslag i hverdagen, ligesom forårsholdet har kunnet glæde sig over noget så sjældent som en polsk kammerat. Vietnamesere er her også for øjeblikket.«

Der er umiddelbare fordele ved at give flygtninge et højskoleophold: »Vi kan tilbyde dem et intensivt samvær blandt danske unge på deres egen alder i fra fire til otte måneder. De bliver tvunget til at høre dansk og at tale dansk døgnet rundt, og de lærer en masse om det danske samfund, simpelthen ved at iagttage, hvordan vi opfører os og er, når vi slet ikke længere tager hensyn til dem som flygtninge.«

Der var bare den hage ved flygtningenes ophold på Ry Højskole, at det krævede forøgede ressourcer, der ikke blev modsvaret af forøgede tilskud eller bevillinger. Til gengæld gav det gevinster på det mere åndelige plan: »Intet er så godt et middel mod fordomme om den ene eller anden slags mennesker fra den ene eller anden ende af kloden som at møde dem »live«. Den behandling kan fordomme næsten aldrig holde til i længere tid. Og også derfor er det vigtigt det med flygtninge og højskolerne...« 
(Niels Højlund i Årsskriftet 1985/86)

Men der var også andre udlændinge end flygtninge. Et næsten fast islæt har været amerikanske elever, hvis ophold på Ry Højskole har været formidlet af Scandinavian Seminar, og i nogle år kom der belgiere på skolen: Først Mark, der blev gift med Jotlanta fra Polen (parret er nu højskolefolk i Sverige). På næste hold blev Marks kammerat Jost elev, der så igen »sendte« sin kammerat Philip til det følgende hold.

En del af de udenlandske elever i 80'erne og begyndelsen af 90'erne kom fra de østeuropæiske lande. Disse elever hjælper af og til højskolen til at få et bedre udbytte af rejserne til østlandene, som det f.eks. var tilfældet med Dorota Kaczmarek, der var elev i 1990/91. På høj skolens tur til Polen i 1991 stod hun klar i Krakow, og gennem hende fik rejsedeltagerne oplevelser, som det ellers ville have svært at opnå.

Sidste afsnit

Indholdsfortegnelse

Næste afsnit