Sidste afsnit

Indholdsfortegnelse

Næste afsnit

Knudepunkter

Forsamlingshuset
Hvorfor blev der oprettet en høj skole i Ry? - Det var ikke en kreds af lokale borgere, som tog initiativ til oprettelsen, men derimod et ungt par, som stod og manglede et sted, hvor de kunne starte en højskole.

Nu ville det unge par nok ikke have valgt Ry, hvis der ikke havde været en vis lokal klangbund for en højskole. Og det var da også tilfældet. Blandt dem, der var med til at gøde jorden, var læreren i Bjedstrup, A. J. Meldgaard (død 1893), præsterne Elmquist og Bak fra Ry og træhandler Jakob Strunge fra Ry station. Den sidste blev primus motor i opførelsen af Forsamlingshuset, som senere skulle blive en del af Ry Højskole. Jakob Strunge havde været på Gedved Højskole som ung, og han var en central skikkelse i grundtvigske kredse på egnen. I disse kredse følte man, at der var behov for et sted, hvor der kunne holdes politiske møder, hvor der kunne arrangeres foredrag, og hvor ungdommen kunne mødes til gymnastik. Man samledes hos Strunge for at diskutere sagen, og blandt de tilstedeværende var Anton Grand, som senere skulle blive Ry Høj skoles første gymnastiklærer. - Resultatet af mødet blev, at man besluttede at rejse kapital til bygning af et forsamlingshus. Byggegrunden blev leveret af Strunge, og huset blev tegnet og bygget af Andreas Bentsen i Vallekilde. Bygningshåndværkerne var elever fra Vallekilde Højskole, og mens de byggede Forsamlingshuset, fik de kost og logi hos Strunge.

Året var 1883.

I de næste små 10 år var der en vældig aktivitet i Forsamlingshuset eller »Øvelseshuset«, som det også blev kaldt - ved Ry station. Der var månedlige ungdomsmøder med foredrag, leg og sang, foredragsforeningen holdt til her, og der blev drevet gymnastik - først af karle, senere også af piger, hvilket sidste vakte en vis lokal forargelse. Tænk sig: disse pigebørn vovede at optræde i dragter, der bestod af bluser og - ja, benklæder! Men efter den første offentlige opvisning glemte de forargede ganske og aldeles deres forargelse i begejstring over pigernes kunnen.

Oprettelsen
Rasmus Bording, som fra 1907 var forstander på Ry Højskole, udtrykker flere steder næsten forurettelse over, at det ikke blev ham, der oprettede højskolen. Han beskriver det som noget af en smertelig oplevelse, at en anden kom ham i forkøbet: »Det var jo der på min Hjemegn, at jeg skulle have haft min Højskole...«

At Bording ikke fik lov at være skolens første forstander, skyldtes ikke mindst Astrid Bojsen. Astrid Bojsen var datter af Peter Bojsen, forstanderen på Gedved Seminarium, og måske har hun i 1888 haft en forudanelse om senere begivenheder, da hun aflagde Ry et kort besøg. Den 18-årige pige skulle på sommerferie i Norge, og med udsigt til en så stor oplevelse, fandt hun det nødvendigt at sværge troskab til den danske natur. Troskaben blev svoret fra søbredden i Ry med udsigt til Himmelbjerget.

Kort tid efter mødte den unge pige for første gang Helge Hostrup. Astrid var flyttet til Frederiksberg en kort overgang for at fuldføre sin præliminæreksamen som privatist, og et kvarters gang fra hendes bopæl lå digterpræsten C. Hostrups hjem. I dette hjem blev hun introduceret, og her oplevede hun Helge Hostrup som et naturligt midtpunkt under selskabelighed og diskussioner. Hun fandt ham en anelse vigtig og utilnærmelig.

Astrids og Helges baner nærmede sig for alvor hinanden i 1889, da de begge blev antaget som lærere på den nyoprettede Sorø Højskole. Astrid skulle undervise i gymnastik, Helge i litteratur og dansk. Hun mødte til sin gerning ganske uden erfaring, mens han - uden dog at have embedseksamen - var særdeles belæst, ligesom hans mors familie uden tvivl har betydet meget for hans åndelige udvikling. Hans morfar var guldalderdigteren Carsten Hauch, og på sin onkel Adam Hauchs private latin- og realskole i København havde den unge Helge Hostrup hentet sin første undervisningserfaring.

De to unge havde en forrygende tid på den nye højskole hos forstander Bjerre og Astrids tante, den store kvindesagsforkæmper Jutta Bojsen-Møller. Henrykkelsen over at være med til at stable noget så levende og festligt på benene som en højskole har nok blandet sig umærkeligt med noget andet, som omgivelserne lynhurtigt bedømte til at være en begyndende forelskelse. Man bemærkede f.eks. en påfaldende - ikke før erfaret -kunstinteresse hos den unge Hostrup, da Astrid sad model for kunstneren Chr. Bjerre, der var forstanderens bror. Det skal siges, at modellen var tækkeligt klædt i sin røde yndlingsnederdel. Nogen forlovelse blev det ikke til, inden Astrid rejste fra skolen efter sommeren 1890. De mødtes igen til efterårsmødet, hvor de pjækkede fra et kvindesagsforedrag til fordel for en spadseretur til udsigtspunktet »parnas«. Her erklærede Helge sig og forsøgte sig endda med et kys. Det strandede på Astrids blufærdighed, men hun var dog ikke i tvivl om sit svar. Den unge pige, der var vokset op på en højskole og havde fået dens feber i blodet, havde fundet sin højskolemand.

I første omgang havde Helge Hostrup dog mest udsigt til at blive redaktør. Hans hu stod til at starte egen højskole, men det kneb med kapitalen, og i første omgang måtte han ernære sig som redaktionssekretær på Ringsted Folketidende. Nu kom Astrids forældre imidlertid til hjælp, og en overgang blev det overvejet, om Særslev Højskole på Fyn skulle købes til de unge mennesker. Det var ikke rigtig noget, og den rigtige løsning kom til Peter Bojsen og hans kone i en drøm: »Nu ved vi, hvor højskolen skal bygges, i Ry, så er den jo i Ry med det samme...« Astrid tilsluttede sig begejstret denne tanke - det var jo i Ry, hun havde svoret troskab til den danske natur. Hun skrev til Helge, som derpå svarede sin svigerfar:

»Kære Bojsen!
Jeg skal ikke nægte, at jeg vilde finde det langt mere tiltalende at prøve en Højskole i Ry. Ikke blot er den dejlige Egn så lokkende, men jeg er selv en Smule kendt i Omegnen, jeg er jo i grunden også hjemmehørende der. En skole i Ry må have ydre Betingelser for at kunne gå. Når Sorø er blomstret så hurtigt op og navnlig pigeskolen, så er dog vist Stedets anerkendte Skønhed medvirkende. Desuden spiller det i mine øjne en ikke ringe Rolle, at vi kunne gøre Regning på stadig Hjælp fra din Side. Hvis Fader er nogenlunde rask, vil han sikkert til den Tid med Fornøjelse tilbringe en Sommer på Skolen. Han vil da rimeligvis alt imellem kunne holde foredrag. Jeg kommer jo til Fastelavn til Gjedved, så kunne vi måske lægge Vejen om ad Ry og se lidt på Lokaliteterne, forudsat at du ved nøjere Undersøgelse finder planen mulig.

Din hengivne Helge«

Svigerfar undersøgte sagen. Han skrev til Ole Jensen, en kendt grundtvigianer på Ry-egnen, for at høre hans mening. Ole Jensen svarede, at barometeret steg i ham ved tanken om at få en højskole i Ry, og til fastelavn 1892 drog Helge Hostrup og Astrid Bojsen sammen med Peter Bojsen på en tur til Ry for at sondere terrænet. De lokale skulle føles på tænderne, og et mindstekrav måtte være, at der blev stillet en gratis byggegrund til rådighed samt ret til at benytte Forsamlingshuset.

Forsamlingshusets bestyrelse tog imod delegationen på Ry station. Det var en lille skare små, grå mænd med træsko og snadder i munden. Modtagelsen var venlig, og der var ingen besværligheder med at få betingelserne opfyldt, og senere ærgrede Astrid sig over, at de ikke havde været mindre beskedne og forlangt j ord helt ned til søen. Den jord måtte de senere købe i dyre domme.

Sagen blev hurtigt afgjort, og en bygmester fra Skanderborg blev bestilt til at bygge skolen. Pris: 9.000 kr. Grundstenen blev nedlagt i april, og lige før Peter Bojsen skulle til at indmure blikkassen med dokumentet, opfordrede han Helge Hostrup til at vedlægge en slags formålsparagraf for skolen. Den unge forstander in spe rystede på stående fod følgende verselinjer ud af ærmet:

Væk Ungdomskræfter med Sang og Ord
som Våren gror af den danske Jord

Bygningen skulle være færdig til indflytning 30. august 1892. På denne dag stod brylluppet mellem Astrid Bojsen og Helge Hostrup i Tolstrup kirke. Dagen efter flyttede de nygifte ind i den nye høj- skolebygning , der knap var færdig. Trappen op til forstanderparrets lejlighed var blevet sat op i huj og hast i allersidste øjeblik. Astrid husker med taknemlighed, at man fra kroen sendte datteren over til de nyindflyttede med en stor, gratis bakke med mange frokostretter. Ry tog med glæde imod højskolen.

Åbningen
Ry højskole skulle åbnes ved efterårsmødet d. 15. september 1892. Billetterne på Skanderborg station slap op, så stor var tilstrømningen, og de sidste rejsende blev forsynet med små papirslapper. Magneten, der trak, var uden tvivl C. Hostrup, Helge Hostrups far. Helges mor, Elisabeth Hostrup, skriver om åbningsmødet:

»Efter at vor søn havde åbnet mødet med at byde velkommen, blev C. Hostrups sang, som han havde skrevet til denne lejlighed, »Den trænger ud til hvert et sted, den hårde strid herhjemme«, sunget med megen kraft. Skønt Hostrup intet havde kunnet skrive op, så havde han dog udarbejdet og i hukommelsen bevaret et langt og tankerigt foredrag, ligeså klart og vægtigt og med en lige så god tråd som i hans yngre og kraftigere dage. Der var over ham en beåndelse, som fik en til at glemme, at det var en gammel, svag mand, man havde for sig, og for mig var det usigeligt rørende at se, hvorledes alt det skønne, der boede i ham, i denne stund ligesom besejrede legemets skrøbelighed. Han blev meget bevæget, da vor søn senere talte til forsamlingen åbent og varmt i inderlig samstemning med sin far.«
(Astrid Hostrup: Et jævnt og muntert, virksomt liv...)

C. Hostrup sagde bl.a.: »Jeg er sikker på, at min søn og hans unge kone er særlig skikkede til denne gerning, og det samme gælder min søns medhjælper, lærer Halse. De er frisindede og folkelige mennesker. Der er noget, man kalder »Radikalisme«, men den Radikalisme, der kun går ud på at luge ukrudtet bort, skal man ikke være bange for. De er retsindige og gudfrygtige mennesker, som ikke vil rive Guds Himmel ned over os, men bo og opvokse sammen med os under den. De vil føre ungdommen frem i vore fædres fodspor, frem til videre udvikling. «

Og den gamle digterpræst sluttede: »Jeg talte om en »Kongeløsning«. I vore dage løskøber man ikke konger. Nu gælder det at eje en» Folkeløsning«. 
Et folk bliver ikke frit, uden at det befrier sig selv. Dertil hjælper alle gode dannelsesanstalter, men især vore gode højskoler. Måtte Ry Højskole også give et godt bidrag dertil!«

Derefter talte Helge Hostrup. Han sagde: »Troen på Kristus er det eneste, der kan bringe lys og glæde ind i livet. Der findes gode mennesker, som ikke er kristne, men der findes ingen virkelig glade mennesker, som er fritænkere. Glæden ved livet kommer først med troen på Jesus Kristus og det evige liv.«

Ry Højskole blev bygget op på et kristent grundlag - og det glædede ikke mindst Helges forældre, som tidligere med bekymring havde betragtet deres søns lidt usikre holdning til sit religiøse ståsted.

Næste taler var Astrids far P. Bojsen, og havde hans tale et humoristisk anstrøg, så havde hans fætter, præsten Povl Bojsens det ikke mindre. Han gjorde opmærksom på, at talernes navne begyndte med H og B. Det siger håb, og det varsler godt for den nye skole. Der var det store H (C. Hostrup) og det lille h (Helge Hostrup). Det store B (P. Bojsen) og det lille b (taleren) og endelig Holger Begtrup, der både med sit H og B siger håb.

Men den person, mødet centrerede sig om, var og blev C. Hostrup. 
Han måtte - trods sin svagelighed - holde sin tale en gang til: 
»Så talte han da for sidste gang i sit liv til en stor forsamling, og det er jeg vis på, at indtrykket af denne lille dybe, dejlige tale ikke let vil glemmes af dem, som var til stede.

Han talte om håbet, og hans klare, milde øjne lyste. Det var, som om det håb om livets og lysets sejr over død og mørke ved hans ord trængte ind i hver en mørk krog af hjertet og lyste op og jog mørket ud. Han stod der som en lykkelig og sejrssikker mand, hvem mørkets magter ikke kunne skræmme.«
(Elisabeth Hostrups beretning i Astrid Hostrups: 
Et jævnt og muntert, virksomt liv...)

Og Astrid Hostrup kunne supplere med følgende erindring: 
»Jeg husker, at han med et smil sagde: »Er der nogen, der synes, at de er i taknemmelighedsgæld til mig, så lad det gå over på min søn og send ham elever.« 

Ry høj skoles første elev meldte sig samme dag. Han hed Chr. Dyhr. Et par måneder senere døde C. Hostrup.

Elevkrise
Ry Højskole kom godt i gang og placerede sig fra starten i gruppen af mellemstore højskoler. Men efter godt en halv snes år oplevede skolen sin værste elevkrise - en krise, der var meget tæt på at sætte en stopper for skolens virke.

I 1903 fik Helge Hostrup tilfældigt besøg af en journalist fra 
»Hver 8. Dag«, der var inde for at spørge om vej til Vestbirk Højskole. Hostrup kom til at sige - i noget han opfattede som en privat samtale - at eleverne i begyndelsen kunne være nogle seje kanutter. Udtalelsen blev blæst op på forsiderne i den moderate presse, og en offentliggjort forklaring fra Helge Hostrup gjorde kun ondt værre, idet man nu sagde om ham, at han var blevet bange.

Sagen om de seje kanutter betød bl.a., at det efterfølgende vinterhold fik et markant fald i elevtallet - 32 mod de normalt godt 60. På længere sigt var sagen medvirkende til, at Helge Hostrup begyndte at søge nye udfordringer indenfor politik, hvor han var medstifter af det Radikale Venstre i 1905, og indenfor bladdrift, hvor han samme år opgav forstanderstillingen og blev redaktør på »Jydsk Morgenblad« i Århus.

Hostrup solgte ikke Ry Højskole. Han forpagtede den i stedet bort til cand. theol. Arne Møller, der tidligere havde været lærer ved Testrup Højskole. Arne Møller blev kun som leder af skolen i et år. Herefter blev han forstander på Vejlby Højskole - som Helge Hostrup købte af ham i 1911! Lærer Henriksen overtog driften af Ry Højskole efter Arne Møller, og det var ikke et misundelsesværdigt job. Elevtallene var nede på et katastrofalt niveau - 33 og 12 på hhv. vinter- og sommerhold i 190506, og for 1906-07 var de tilsvarende tal 23 og 20. Noget måtte ske, hvis ikke skolen skulle sygne helt hen.

Rasmus og Marie Bording

Skolens redningsmand blev Rasmus Bording, der købte skolen i 1907. Allerede på det første vinterhold var elevtallet steget til 48, og herefter kørte skolen støt og med stigende elevtal helt frem til besættelsestiden, hvor det for første gang blev nødvendigt at aflyse lange kurser.

Hagekorsflag over tårnet
15. april 1940 kom tyskerne til Ry. De kom syngende til byen kl. 10m natten og krævede at få stillet de tre største sale til rådighed. De ca. 100 soldater blev indlogeret i salene på Hotel Ry, Turisthotellet og Ry Højskole, og de var hensynsfulde nok til at forsvinde igen i løbet af en lille uges tid.

I 1943 satte den tyske værnemagt sig mere tungt på Ry Højskole. Forstander Johannes Terkelsen beretter afdæmpet om det i årbogen:

»Sidst i august fik vi indkvartering af fremmede, og det har vi endnu. Den sørgeligste korrespondance, jeg har været med til, var at sende afbud til de 140 karle, som vi havde modtaget indmeldelse fra og sagt ja til. Der blev ved med at komme indmeldelser fra karle, der ikke vidste, hvad der var sket med Ry Højskole. «

Skolens stab måtte afskediges, men Johannes og Inger Marie Terkelsen blev boende på skolen. For at det omgivende samfund ikke helt skulle glemme, at der var noget, der hed Ry Højskole, rejste Terkelsen rundt og holdt foredrag - på et år blev det til ikke mindre end 250 foredrag. Det var en besværlig sag at komme rundt i landet i disse år, og af og til måtte forstanderen lade sig transportere fra by til by på apostlenes heste. Men forstanderens kone havde det ikke lettere derhjemme: »Mens jeg flakkede landet rundt, havde Inger Marie den sværere opgave at være hjemme ved børnene. Det var ikke let, ofte næsten for svært. Men hun holdt ud...«
(Årbog 1944)

Ja, Inger Marie holdt ud trods skydegale og ivrigt skyttegravsgravende tyske soldater. Ikke mindre end 162 skydehuller blev det til i haven, og de blev omhyggeligt nummererede, endskønt de næppe kunne have ydet dækning for en dværg.

10. september 1943 fik skolen besøg af ingen ringere end general von Hanneken. I strækmarch og med hævet hage lod han sig føre gennem skolen og haven, men på et tidspunkt forsvandt den tyske øverstkommanderende i Danmark for sin stab: »...der opstod en kort tid en meget komisk situation. Officererne for rundt og brølede til hinanden og til vagtposterne: Har De set Generalen? - Har De set Generalen? - Generalen var imidlertid ikke blevet kidnappet, men var kun gået bag en busk. Da han trådte frem fra sit skjul, stod en flok officerer og gjorde stram honnør, mens han gjorde sit toilette færdigt. - Kort tid efter gik busken ud.«
(Johs. Terkelsen: En vej til højskolen)

Stor smerte voldte det for forstanderen, den dag tyskerne hejste hagekorsflaget på tårnet. Det skete 29. august 1943 kl. 7 om morgenen. Terkelsen løb fra sit kontor ned til tårnets indgang og protesterede mod flaghejsningen og hævdede overfor de tyske officerer, at han havde ret til at kræve, at kun det danske flag måtte vaje fra tårnet. - Udsæt Dem ikke for unødig blodsudgydelse, lød svaret. Men Terkelsen gav ikke op så let. Han forsøgte at appellere afgørelsen gennem en henvendelse til den tyske major i Silkeborg og plæderede for, at det tyske flag blev hejst på gaden ud for skolen og ikke på tårnet. Henvendelsen var naturligvis forgæves.

I oktober 1944 forlod tyskerne pludselig skolen. Der kunne nu atter drives højskole, og det var - trods den lange pause - ikke svært at få fyldt vinterholdet, som skulle starte 3. november. - Men det var en stakket frist. - Mellem jul og nytår blev der varslet et nyt påtvunget besøg af den tyske værnemagt, og i løbet af natten mellem 4. og 5. januar 1945 ankom ca. 100 soldater. Eleverne kom tilbage efter juleferien 5. januar, og der fulgte nu en måned med stor trængsel og anstrengt sameksistens - ikke mindre end 250 personer var presset sammen på en skole, der var normeret til o. 100. Det gjorde ikke situationen mindre anspændt, at adskillige af eleverne ret beset befandt sig på skolen, fordi de var gået under jorden. Også rent fysisk kunne situationen betragtes som værende yderst eksplosiv: Af og til holdt der på jernbanesporene tæt ved højskolen en række jernbanevogne med benzin. Tænk hvis en allieret bombe ramte ned i denne vognstamme! Eller hvis den ramte cykelstalden, der tjente som ammunitionsdepot for tyskerne. For slet ikke at tale om broerne nede i haven, under hvilke nogle af eleverne havde deres depot af nedkastet engelsk ammunition.

Sameksistensen mellem højskoleelever og tyske soldater ophørte den 29. januar. Inger Marie Terkelsen husker, at hendes mand blev kaldt op til den kommanderende officer i Tårnet midt under en sangtime. Mens han var borte, sang hun videre med eleverne, og der blev sunget danske sange så højt, så inderligt og så længe, at ingen af de tilstedeværende glemmer den sangtime. - Resultatet af mødet blev, at eleverne måtte sendes hjem dagen efter. Anledningen var en klump sne, som havde ramt en tysk officer i nakken. Tyskerne udlagde begivenheden som en udåd begået af en højskoleelev, og skønt højskolen forsøgte at bevise, at der var tale om et hændeligt uheld, var udfaldet af sagen givet: Værnemagten overtog hele skolen. Dog opretholdt forstanderparret skansen i deres lejlighed, trofast støttet af de to tjenestepiger Johanne og Jytte.

Fra forstanderlejligheden må det have været smertefuldt at betragte den tyske mishandling af skolen de sidste måneder inden kapitulationen. Antallet af soldater steg voldsomt, og de opførte sig af og til som de rene vandaler. Etagesenge blev nedbrudt og brugt som brændsel, det uundværlige elevmødetelt blev skåret i stykker og kalkmaleriet i foredragssalen blev skamferet. Nat og dag lød der skrig og skrål, og skarpe skud hørte til dagens orden.

Efter frihedsbudskabet 4. maj om aftenen skulle der gå endnu et par uger, før de ubudne højskolegæster forlod skolen og traskede sydover. 
Nu forestod det store arbejde med at muge ud, rydde op og reparere. Og var man sluppet gennem besættelsen med livet i behold, var det lige ved at gå galt under den store oprydning. Man havde samlet to store bunker af ragelse, og i den tro, at sognefogeden og de lokale frihedskæmpere havde fjernet hele det tyske ammunitionslager, var man uforsigtige nok til at sætte en tændstik til bunkerne. Da ilden havde fået fat, begyndte det at smælde og brage, og sprængstykker slog ruderne i stykker og lavede huller i døre og vægge. Lykkeligvis blev intet levende ramt.

Selvejende institution. 
Efter krigen begyndte det at blive en kompliceret og vanskelig sag at være højskoleejer. Og ikke mindst dyrt. Krav fra såvel myndigheder som fra eleverne med hensyn til skolebygningernes standard begyndte at blive skrappere, og de mange forbedringer, der ved indgangen til 50'erne trængte sig mere og mere på, blev en tung økonomisk byrde for forstander Terkelsen. Problemet var generelt for hele sektoren, og på andre skoler havde man tacklet det ved at lade skolen blive en selvejende institution. Det gav mulighed for indsættelse af billige statslån og økonomisk støtte til modernisering og ombygning. Og en selvejende institution blev også løsningen for Ry Højskole.

For at blive medlem af den selvejende institution skulle man for gamle elevers vedkommende betale et indskud på mindst 50 kr., mens andre venner måtte slippe 100 kr. Når man havde betalt sit indskud, fik man tilsendt et indskudsbevis, som gav stemmeret ved skolens generalforsamling.

Den første bestyrelse for den selvejende institution Ry Højskole bestod af praktiske grunde af mennesker fra Ry og nærmeste omegn. Den første bestyrelsesformand blev Skals-læreren Harald Christensen, der tillige var formand for skolens elevforening. Den øvrige bestyrelse bestod af:

Det gik fra starten godt med tilgangen af medlemmer, og allerede det første år som selvejende institution blev en del af den nyindsamlede kapital brugt til forbedringer ved skolens indgangsforhold. Man havde fra starten den hensigt, at den første bestyrelse med den tætte geografiske tilknytning til Ry senere skulle afløses af en mere »spredt«. Denne hensigt kan næppe siges at være blevet fulgt. Adskillige medlemmer af den første bestyrelse kom til at udgøre grundstammen i bestyrelsen langt op i tiden. Det fineste eksempel på denne kontinuitet må være Marie Kaasbjerg, som forblev bestyrelsesmedlem fra starten i 1954, til hun døde i 1988. 

Den første formand blev til gengæld kun på posten i få år. Han blev i 1957 afløst af en af højskolens nærmeste venner, Albert Andersen. 
Efter 16 år med Ry-lægen i stolen, kom Ry-borgmesteren Jørgen Nielsen til i 1973. Han forblev på posten frem til sin pludselige død i april 1984 og efterfulgtes af den nuværende formand Frode Kaasbjerg. Også Kaasbjerg har lang anciennitet i bestyrelsen: 18 år.

For elever og omverden har overgangen til selvejende institution været umærkelig. Forstanderen fortsatte i sin rolle som skolens stærke mand, der havde det daglige pædagogiske og driftsmæssige ansvar. Først efter ungdomsoprøret i 60'erne og 70'erne begyndte bestyrelsen at blive en mere aktiv part i højskolens styrelse.

Det store skift 
Ungdomsoprøret ramte Ry Højskole i 1969. Allerede i 1968 fornemmes en vis nervøsitet i forstander Mandøes vue over årets gang i årbogen; der tales om en ny høj skolelov, og nye begreber som elevråd og kollektiv ledelse. Men i 69-årbogen kan det ikke skjules, at der er opstået konkrete problemer af en hidtil ukendt art. Mandøe lægger forsigtigt ud med at skrive, at skolen »igen har haft et godt år. Det gælder talmæssigt. Senere fortsætter han: »Det betyder ikke, at året var uden brydninger og bryderier. Det bød det da også på. Og de, der kender mig, ved, at det kan gå mig på... Vi oplever også - som man gør det overalt - den voksende generationsspænding. Men ingen af os vil gå så vidt som at tale om en tillids- eller mistillidskrise. Vi har kunnet drøfte tingene, vi har også kunnet støde sammen, men det har ordnet sig.« 
(Årbog 1969)

Forstander Mandøe har ikke fuldhjertet ment, at tingene ordnede sig. Slutningen af tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne må have været et mareridt for mange højskoleforstandere. På den ene side stod man i spidsen for en skole, hvis væsen det var at opfange og forholde sig til nye signaler i det omgivende samfund. På den anden side var højskolen som skoleform dybt forankret i sin egen tradition, hvor forstanderen nærmest var synonym med skolen, og hvor ændringer i skolens form næsten var utænkelige, hvis de ikke kom fra forstanderen selv eller fra den nærmeste kreds omkring ham.

Omvæltningerne blev for store for Asbjørn Mandøe. I 1971 stod han af, og han blev afløst af Arne Ørtved, der var lærer på højskolen. Det var brydsomme år, der lå foran den nye forstander. Han beskriver det i et tilbageblik i års skriftet 1980/81, hvor han bl.a. fortæller om »madrasmødet«: 
»For at bryde med den stive, gamle, autoritære måde at sidde på i foredragssalen under fællesmøderne, havde vi (lærerne) vedtaget at holde møde i gymnastiksalen, hvor vi kunne sidde i rundkreds. Pludselig træder en af de nys-ankomne elever ind med sin madras på nakken. Først blev jeg bleg og var på nippet til at skrige til ham om at få den lagt op på plads i sengen. Hvad ville dog alle de fire foregående forstandere og de tusindvis af elever tænke og sige. Inden noget raserianfald nåede overfladen, fik jeg et pædagogisk indfald, som var inspireret af de nye tider. Jeg spurgte de andre elever, hvad de mente om en sådan adfærd. Det udviklede sig til en to timer lang diskussion om madrasser. Der var meget delte meninger, og det var ikke fri for at være en smule trættende. Diskussionen endte et helt andet sted, end jeg havde tænkt mig: nemlig med vedtagelsen af at madrasserne skulle blive i sengene, og samtidig skulle der fremskaffes en stak gamle udslidte hessianmadrasser, man kunne sidde på ved fællesmøder.« 
(Årbog 1980/81)

Efter madrasmødet var der ikke meget, der var, som det plejede at være på Ry Højskole. Den gammelkendte højskole var væk - den som højskole forstander Ørtved lidt vemodigt kaldte »Bondegårdsmodellen«: »det var ikke en institution, men et hjem. Derfor var der ikke spilleregler for og forhandlinger om livet på skolen. Det udfoldede sig naturligvis, som det var skik og brug der på stedet. Man kunne nok diskutere lidt om sengetiden, men det foregik på de vilkår, man også diskuterede den slags ting i et hjem.

Forstanderen og hans kone var de naturlige autoriteter, som bonden og hans kone var det på en gård. Det var selvfølgeligt og urørligt, men virkede ikke undertrykkende, sådan som vi taler om det i dag. I et hjem kan en far jo også virke både irriterende og undertrykkende, men det opleves ikke som en politisk urimelighed, men som noget man må tage op og tale om og forsøge at ændre til gavn for fællesskabet. Det er ikke noget politisk felttog, men en del af familielivet«.

En højskole var en varm og levende arbejdsplads, hvor man oplevede både en personlig frihed og personligt ansvar i sit arbejde. Og det var meget inspirerende for mig at komme fra en ret restriktiv folkeskole til denne engagerede og engagerende arbejdsplads.

Men det var sidste kapitel af en historie.«

Vinterholdet 1893-94. I forreste række i midten sidder Astrid Hostrup med hue på, lige under forstander Hostrup.

Sidste afsnit

Indholdsfortegnelse

Næste afsnit