Sidste afsnit

Indholdsfortegnelse

Næste afsnit

Højskolen og egnen

I sit forhold til det omliggende samfund fungerer en højskole på flere planer. På det overordnede plan er højskolen dybt afhængig af omverdenen. Det er fra omverdenen, den modtager sine elever, og den må tale deres sprog. Og det er omverdenens virkelighed, der skal bearbejdes sammen med eleverne. På et andet plan er en højskole som en ø. En elev kan i princippet komme til højskolen den første dag og blive der uden særlig kontakt med samfundet indtil den dag, hvor opholdet er ovre. Undervisning, fritid og hvile foregår med højskolen som det absolutte centrum. Denne dobbelthed i holdningen til omverdenen har også præget Ry Højskoles forhold til Ry stationsby. 
På den ene side ville højskolen gerne indgå i en lokal sammenhæng. Men den ville på den anden side også gerne regulere elevernes kontakter til lokalsamfundet, således at deres udelte koncentration samlede sig omkring aktiviteterne på skolen.

Lokale lærerkræfter 
I starten gik forbindelsen mellem højskolen og Ry stationsby først og fremmest gennem forstanderne og lærerne. Helt op i Terkelsens tid var der ret strenge regler for, i hvilket omfang eleverne måtte »fraternisere« med lokalbefolkningen, hvorimod skolens stab selvfølgelig fik mange kontakter ude i byen.

En sværvægter blandt de lærerkræfter, Hostrup knyttede til skolen, var Anders Nielsen fra Svejstrup Østergaard. Gennem ham fik skolen ikke alene en stærk forbindelse ud til skolens nærmeste omegn, idet Svejstrup Østergaard lå i nærheden af Ry, men også en linje langt ind i den hastigt ekspanderende andelsbevægelse. Anders Nielsen var primus motor i oprettelsen af Jydsk Andels Foderstofforretning i 1898, var i 1899 medstifter af - og senere formand -  for Andelsudvalget, ligesom han stod bag oprettelsen af Dansk Andels Cementfabrik i Aalborg. Omkring 1910 havde han en helt dominerende stilling i landbrugets organisationsliv, og han var manden bag lurmærket og dermed kvalitetssikringen af dansk smør.

En anden kontakt til andelsbevægelsen var naturligvis Astrid Hostrups far Peter Bojsen, der både i Hostrups og Bordings tid underviste på Ry Højskole. Udover en overgang at have drevet højskole og seminarium var han også landmand, og han tog initiativet til oprettelsen af det første danske andelssvineslagteri i Horsens i 1887. 1890-97 var han formand for andelsslagteriernes fællesrepræsentation og 1890-1900 næstformand i de jyske landboforeninger. Peter Bojsen flyttede til Ry i 1897, hvor han boede i det monumentale hus »Petersborg«, indtil han i 1912 blev kongevalgt landstingsmand og året efter flyttede til København.

Udover Anders Nielsen var der også tilknyttet andre lokale gæste- og timelærere. Blandt disse var dr. med. Kr. Isager og dyrlæge Jakobsen. Om dr. Isager skrev Bording ved sin afgang som forstander i 1928 følgende. »Hans foredrag var mere populær-videnskabelige og gik måske nok sommetider en smule over hovedet på tilhørerne, men han meddelte dog også mange enkeltheder angående sundhedsplejen, som bed sig fast i deres sind. Han optrådte også meget uegennyttigt, idet han arbejdede ganske vederlagsfrit de første år.«
(Årsskriftet 1928) 

En anden lokal lærerkraft nåede næsten at blive en institution på Ry højskole. Læge Albert Andersen var i mange år timelærer på skolen, og da den selvejende institution blev stiftet i 1954, kom han naturligt ind i bestyrelsen, og i 1957 blev han dens formand. Albert Andersen trådte tilbage som formand i 1972 og døde i 1985.

Bordings påskemøder 1907 
Havde Hostrups forbindelser ud i byen, virker det, som om Bordings i højere grad levede med i byen. Men man kan ikke sige, at lokalbefolkningen stod på spring, da Bording i 1907 fik chancen for at købe Ry Højskole. Der skulle findes 8000 kr. til udbetalingen, og efter samråd med sin bror, der boede på egnen, ville han gennem møder forsøge at skaffe lokale garanter til et sparekasselån. Det var derfor nødvendigt, at han gjorde sig lidt kendt: »Det var ganske vist min hjemegn; Men nu havde jeg ikke opholdt mig hjemme, siden jeg var bleven konfirmeret, og når undtages en snævrere kreds i Emborg og Gl. Rye var der ikke ret mange, der kendte noget til mig...«. 
(Ry Højskoles jubilæumsskrift 1917) 

Der fulgte nu en hektisk møderække: 
»Det var i foråret 1907, at denne præsentation skulle foregå. Skærtorsdag eftermiddag talte jeg i Alken Forsamlingshus for en ikke overvættes stor tilhørerkreds, og samme aften var jeg i Svejstrup, hvor tilslutningen heller ikke var overvældende. Imidlertid syntes stemningen at være ret god begge steder; der var flere af de tilstedeværende, som tilsagde mig deres støtte; og en af dem tog sig på at gå rundt og samle garanter. Om natten boede jeg hos en gammel højskolekammerat fra Ollerup; og næste dag vandrede jeg til Siim, hvor jeg også skulle holde foredrag. Der var tilslutningen endnu mindre, end den havde været de andre steder; men jeg fik dog talt med min gamle præstkammerat, gårdejer Peder Pedersen; og han og et par andre lovede også at støtte.

Påskelørdag skulle der så være møde i Firgårde forsamlingshus; og min broder og jeg fulgtes ad derop. Der var ingen folk kommen, da mødet skulle begynde; det så ikke meget lovende ud. Vi ventede så en halv times tid; og i løbet af den indfandt der sig, siger og skriver tre tilhørere. Mødet blev en fiasko...«

3. Påskedag skulle der så være skolemøde på Ry Højskole, og bagefter skulle de, der ville gå rundt og samle garanter til Bording, fremlægge deres resultater. De fleste udeblev, og Bording måtte rejse tilbage til Lolland med en stærk fornemmelse af, at han heller ikke denne gang skulle nå sit mål: at blive ejer af Ry Højskole. - At det så alligevel lykkedes, skyldtes ikke mindst, at bestyrelsesmedlemmer fra Lollands Højskole gik ind og stillede sig som garanter for et lånebeløb. Bording kunne nu vise sit faste forsæt om at købe, og så kom der mere gang i tilmeldingerne fra lokale garanter.

Bording og ikke mindst Marie Bording følte et socialt ansvar i forhold til byen. Et ansvar, der af og til betød, at forstanderparrets børn, der blev undervist hjemme og følte sig isolerede overfor byens børn, fik kærkomne kontakter udadtil:

»Jeg har vel været 6- 7 år, da en fabriksarbejder hængte sig i skoven, fordi han ikke kunne skaffe føden til sig og sine. Da græd mor. Hun syntes det var sådan en skam for hele byen, at det skulle hænde. Og hans enke (-) og de tre mindste børn Rasmus, Otto og Olga tog mor sig meget af, - de kom dagligt, og især Rasmus og Otto blev vore legekammerater, og en tid, mens deres mor var på sanatorium, boede de også hos os.« (Gudrun Bordings erindringer)

Når Marie Bording skulle følge med i, hvor nøden var størst i den lille stationsby, benyttede hun fru fisker Hansen som observatør. Fru fisker Hansen kørte rundt i byen med sin trækvogn -altid iklædt mandetøj og rapporterede til forstanderens kone, når den var ved at være gal i et af hjemmene. Der kunne være op til 5 familier, der hentede mad i højskolens store køkken, og der blev sendt aflagt tøj og julepakker ud til de mest trængende.

Byens arkitekt 
Karl Kristensen var leder af Håndværkerskolen indtil den lukkede i 1947. Han var gift med Marie Bordings søster, og han blev opfordret til at tage sig af undervisningen på håndværkerafdelingen, da Bording blev forstander i 1907. Karl Kristensen kan med en vis ret kaldes byens arkitekt. Udover at undervise håndværkere, stod han også for vedligeholdelsen af Ry Høj skoles bygninger, og han leverede tegninger til adskillige af Ry stationsby s bygninger. I 1916 forestod han nybyggeriet på højskolen, hvor der blev opført en fløj med foredragssal og buegangen. Af andre byggerier i Ry kan nævnes hans eget hus på Klostervej 62, huset på hjørnet ved jernbaneoverskæring en, hvor i dag cafe Alberto holder til, det kommunale alderdomshjem og Ry Husholdningsskole. Der er en markant stil i Karl Kristensens byggerier, og den kommer måske bedst til udtryk i hans eget hus: »I dette hus, der er et helt lille klassicistisk anlæg, kommer hans arkitekturopfattelse helt klart frem: Den strenge symmetriske opbygning af de to helt ens sidefløje. Vinduernes og dørenes placering. De afvalmede tage med de store og tunge grater. Dekorationer findes kun i den sirligt detaljerede hoveddør. « Beskrivelsen er Carsten Wrangs i jubilæumsavisen fra Rys 100-års jubilæum. Han siger sammenfattende om Karl Kristensen, at han »kendte sine virkemidler og kunne sin metier, og hans betydning for byen og byggeriet er uomtvistelig. «

Også på andre felter kom Karl Kristensen til at sætte sit præg på byen. Han var med til at starte brugsforeningen i Ry, ligesom han var tilknyttet både vandværket og elektricitetsværket. Hans akkuratesse var legendarisk, og han blev i sine offentlige hverv gerne benyttet til regnskabsføring. Også Gudrun Bording husker sin onkel og moster som ordensmennesker:

»Både moster Anna og Karl var meget pertentlige, og alt skulle helst skinne i deres lille hus. Dørhåndtagene af messing skulle pudses hver uge og de smårudede vinduer ligeså. « Og Karl Kristensens børn skulle holde orden i deres legetøj, og det var strengt forbudt at bande. 
Til bandeordene hørte udtryk som »naturligvis« og »sandelig«. 
(Gudrun Bordings erindringer)

Ungdomsforeningen og offentlige arrangementer 
I 1921 oprettede højskolelærer Peder Jakobsen Ry og Omegns Ungdomsforening. Formålet med foreningen var at finde et forum, hvori egnens og højskolens unge kunne mødes. Den blev i 1924 meldt ind i De danske Ungdomsforeninger, og stifteren af foreningen var formand indtil 1927, hvor Johannes Terkelsen tog over.

Ungdomsforeningen indøvede hvert år et skuespil i Hotel Gudenås store sal, og der blev arrangeret udflugter - det kunne være til Vesterhavet, Viborg eller Sønderjylland. Der blev holdt foredragsaftener eller oplæsningsaftener , julefest og koncerter, og der var et trofast lokalt publikum til mange af arrangementerne - så trofast, at man strengt taget burde kalde foreningen en foredrags- og ungdomsforening. Ikke alle kunne i længden honorere kravet om ungdom. - Og der var nok også en tendens til, at de, der var unge, hørte til blandt højskolens elever.

På Ry Højskole blev der holdt efterårsmøder, som der blev gjort på mange andre høj skoler. Til langt op i tiden var disse møder fastlagt til at finde sted den sidste søndag, mandag og tirsdag i september. På møderne, der var offentlige, talte betydende højskolemænd og kulturpersonligheder, og der kunne være oplæsning ved anerkendte skuespillere. Ligeledes blev der med vekslende frekvens holdt aftenmøder på højskolen, som både var for elever og udenforstående.

En anden karakter havde elevmøderne om sommeren. Her mødtes gamle elever for at gense skolen og holdkammeraterne, og et fast indslag var sejlture på de mange vandveje omkring Ry og en teaterforestilling med lærerne som aktører. Disse forestillinger blev som regel opført en ekstra gang med offentlig adgang. Også på en anden måde kunne elevmøderne blive et næsten offentligt anliggende for hele byen. Skolen kunne ikke selv huse de til tider op mod tusinde gamle elever, og det blev derfor nødvendigt at finde overnatningsmuligheder hos private.

Til kamp mod julenisserne 
Efter ungdomsoprør og nye skoleformer på Ry Højskole i 1970'erne opstod der nye former for samliv mellem skole og lokalsamfund. Dels ønskede lærerstab en at profilere skolen mere skarpt for omverdenen dels begyndte eleverne aktivt at vise deres holdninger i forhold til det, der foregik i Ry.

Et eksempel på det første er lærernes optræden med en lokalrevy under byfesten i Ry i 1974. Der var stor tilfredshed med indsatsen, og ifølge Aarhuus Stiftstidende var eneste kritikpunkt, at den kun blev opført en gang.

Værre gik det til Jul samme år. De handlende i Ry havde netop investeret 20.000 kr. i en ny og moderne juleudsmykning, og en del af denne udsmykning bestod af plastiknisser. Nisserne blev af høj skoleeleverne opfattet som et så slående symbol på det depraverede forbrugersamfund, at der simpelthen måtte aktioneres. Aktionen bestod af en gadehappening, hvis højdepunkt var hængning af en af nisserne. De handlende var rasende, og de fik lejlighed til at lade raseriet gå ud over den stakkels højskoleforstander på et møde i Fællesforeningerne i Ry Kommune. En overgang blev det overvejet at udelukke højskolen fra Fællesforeningerne, men et flertal mente dog, at det ville være en overreaktion. Men forstanderen fik den klare besked med hjem til eleverne, at byen ikke gerne så en gentagelse af den slags aktioner.

Haagen Blomberg var elev på Ry Højskole i denne bevægede julemåned: »Jeg kan huske, mit hold blandt andet lavede en gade-happening mod handelsstandsforeningens juleudsmykning. Folk i byen blev rasende, men vi blev aldrig selv konfronteret med dem. Det var forstandere og lærere, der måtte tage den ballade, eleverne havde sat i gang, ligesom det jo også er dem - det faste personale - der skal blive boende og fungere i Ry år efter år, mens den enkelte elev kun er der et par måneder ad gangen.« 
(Årsskrift 1980/81)

Bølgerne lagde sig dog, og der kom en mere afbalanceret hverdag mellem højskole og by. I 1980'erne kom der gang i et musiksamvirke med deltagere fra såvel skole som by, og et helt særligt initiativ blev taget i forhold til byens biograf. Et par af lærerne fra højskolen gik direkte ind i driften af »Ry Teater« og fik etableret et spændende repertoire, hvor der var andet end volds- og pornofilm på plakaten. Og nu har højskolen en moderne teatersal, der også ofte fungerer som byens teatersal.

Der har aldrig været tvivl om højskolens ønske om et aktivt samliv med lokalsamfundet - men der har været en vekslende respons fra byen. Forstander Niels Højlund kommer ind på problemet i Årsskriftet 1981/ 82:

»Det er langt fra lykkedes så godt som vi kunne ønske, vi føler vel også stadig nu og da, at der bliver kigget lidt skævt til os og at vore elever beskyldes for mangt og meget, som de ikke har lod og del i. Vi har et stort ønske om at blive stadig mere dygtige til at få gode ideer om, hvordan vi skal gribe dette udadrettede arbejde an. Men skal der gøres et lille forsøg på en status over vores holdning til by og egn, så synes jeg immervæk, at vi må sige, at vi året igennem har mange mennesker inden for dørene og at vi på mange forskellige måder er aktive i byen sammen med andre mennesker af god vilje.«

Sidste afsnit

Indholdsfortegnelse

Næste afsnit