Ry Højskole i 100 år

»At se med egne øjne« er et citat fra C. Hostrups sang til Ry Højskoles efterårsmøde i 1892. At forfatteren næsten var blind, da han skrev ordene, kan måske lyde som en dårlig vittighed. Men det understreger, at ordet »se« her bruges i betydningen »indse« eller »forstå«. At være på en højskole var altså i 1892 noget med at få en indsigt eller opnå en forståelse. I den samme overførte betydning skal følgende øjenvidneskildring opfattes:

»Askov forekom mig som en flisebelagt korintisk søjlehal. Testrup var et orlogsskib, knap plads inden borde, men spulet og blæst overalt og ført af en kaptajn, som vågede over det hele og stod støt ved roret gennem blæst og saltvandssprøjt. Vestbirk var som en lys rummelig lade med glade unge mennesker, der stak neg op, mens lugerne stod åbne til lange udsigter over danske vange med sol og sommer. 
Men Ry Højskole, den var som en have. Som paradisets have? Nej vel snarere som eventyrets have. Man vandrede i dens gange og vidste aldrig, hvad der ville møde en ved næste omdrejning. Snart var gangene rene og skuffede, snart groede de med græs og blomster, snart gik man mellem duftende buske, snart i graneskygge, snart fløjtede droslen, snart stæren, og trækfugleskaren kom fra det fjerne og drog mod det fjerne. Hvem der havde noget af eventyret i sig, kunne nok blive betaget af at vandre her. «

(Eline Begtrup, lærer ved Ry Højskole fra 1895-97)

»Eventyrets Have« kaldte Eline Begtrup Ry Højskole. Allerede i 1893 gik Hostrup i gang med at anlægge haven på den sandede skrænt, godt bistået af havemanden Peter Villumsen. Tårnet blev bygget i 1900.

Haven omkring Ry Højskole er blevet noget mindre siden 1897, hvor ikke engang Tårnet var bygget, men trækfugleskaren og eventyret er stadig regelmæssige gæster ved bredden af Ry Møllesø. Det er ikke nogen let opgave at opregne, hvad Ry Højskole har betydet for de tusindvis af elever, der gennem årene måtte være blevet tilskyndet til »at se med egne øjne«. For til betydningen hører også, hvad eleverne har kunnet give videre til deres omgivelser efter højskoleopholdet.

Kontinuitet og rystelser
Når man forsøger at få hold på skolens 100-årige historie bliver man slået af to ting: For det første en kontinuitet og regelmæssighed, som næsten kan friste til at kalde Ry Højskole »En højskolernes arbejdshest«. For det andet en voldsom rystelse omkring ungdomsoprøret i 1960'erne og -70'erne. En rystelse, der forekommer særlig voldsom netop på baggrund af den i øvrigt fremherskende regelmæssighed.

Kontinuiteten hænger især sammen med de tre første forstandere, som dækkede perioden 1892-1956. De var forskellige af sind, men for dem alle var evnen til at drive en grundtvigsk højskole et naturtalent. Helge Hostrup (forstander 1892-1905) var den perfekte igangsætter - selv en iøjnefaldende personlighed og med en vægtig far og en lige så vægtig svigerfar som murbrækkere. Rasmus Bording (forstander 1907-28) var den afdæmpede, inderlige og faderstrenge forstander, som gennem godt 20 år formåede at give skolen et mere solidt fundament, end Hostrup kunne have givet den. Ry Højskole startede med at gøre sig bemærket, og nu bed den sig fast. I Johannes Terkelsen (forstander 1928-56) synes de to forgængeres dyder at gå op i en højere enhed. Her var både evne til at slå ud med arme og ben i begejstring og vilje til at drive højskolen som et stabilt hjem.

Efter disse sværvægtere skulle der mere end et ungdomsoprør til at køre Ry Højskole af sporet. I den følgende krønike om højskolen vil de to forstandere, der fik besværet med de mange omvæltninger, måske komme til at fremstå som mindre kompetente højskolefolk, men det er såvel utilsigtet som uretfærdigt. Både Asbjørn Mandøe (forstander 1956-71) og Arne Ørtved (forstander 1971-76) var dygtige og kompetente, og tumulterne siger kun noget om oprørets styrke og ikke noget om de to forstanderes kvaliteter. Og endelig skal man ikke lade oprøret skygge for det faktum, at der mellem diskussioner og nissehængninger også blev lavet meningsfuldt og berigende højskolearbejde, og at højskolen faktisk blev ført helskindet gennem omvæltningerne. 

Da Ry Højskole kom ind i mere smult vande kunne Niels Højlund (forstander 1976-88) stikke ploven dybt i mulden igen, og efter et intermezzo, der viste, at højskolen ikke lod sig slingre med, fortsatte Jens Bonderup (forstander fra 1989) som plovfører, og han synes indtil videre at holde sig i furen. 

Efter denne korte præsentation af forstanderne er det ikke svært at konstatere, at Ry Højskole er en klassisk, grundtvigsk højskole. For det første var alle højskoler, der blev oprettet før århundredskiftet, grundtvigske. For det andet havde de første forstandere i Ry deres baggrund i det grundtvigske højskolemiljø. Hostrup havde fået impulser fra bl.a. Vallekilde og Sorø Højskole, og han havde en direkte forbindelse til andelsbevægelsen gennem sin svigerfar Peter Bojsen. Rasmus Bording var stærkt inspireret af Ernst Trier, var elev på Askov, lærer på Thy-lands Højskole, Galtrup Højskole og Lollands Højskole, før han kom til Ry. Og Johannes Terkelsen havde såmænd selv været elev på Ry Højskole i 1912.

Hvis man vil vide, om Ry Højskole stadig er en grundtvigsk højskole, kan der henvises til kapitlet »Som de andre eller anderledes?« sidst i krøniken. Her forsøger to forhenværende og den nuværende forstander at fange Ry Højskoles særlige ånd. 

Men først vil der blive lagt nogle snit på Ry Højskoles historie gennem 100 år. Opdelingen er tematisk. Livet på en højskole er på et vist plan en blanding af enestående handlinger, der kun sporadisk afspejler sig i kildematerialet, og en dagligdag, der på en del punkter ikke har ændret sig synderligt gennem 100 år. En kronologisk fremstilling kan derfor let blive dræbende for læselysten. Men der lægges dog ud med et element af kronologi i det første kapitel, der beskriver de mest markante punkter i Ry Højskoles udvikling.