|
Som de andre eller
anderledes? Af Niels Højlund |
|||
|
Jeg blev forstander på Ry Højskole i sommeren 1976, og mine første år på den post husker jeg som noget af det mest anstrengende og udfordrende arbejde, jeg nogensinde har haft. Det skal ikke skjules, at jeg adskillige gange de første år var tæt på at give op. Det havde mange årsager. Jeg havde forladt højskolens verden i 1968, da ungdomsoprøret knap nok var begyndt. I de turbulente år omkring 1970 havde jeg først været på Grønland, og dermed meget langt væk fra den danske virkelighed, og dernæst været præst i Vestjylland, og det var jo på en måde også et job, der var meget langt væk fra den danske virkelighed, i hvert fald som denne virkelighed tog sig ud for en oprørsk, autoritetstræt storbyungdom i 1976. Den højskole jeg vendte tilbage til i 1976 var altså på enhver måde anderledes end den jeg havde forladt i 1968. Ikke bare fordi Ry var noget helt andet end Askov, men fordi tidsånden var så forandret, at man skulle tro det var løgn. Min forgænger, Arne Ørtved, skildrer i sit indlæg, hvordan lærerstaben sloges med sig selv og eleverne for at holde både sig selv og skolen på ret køl. Og konkluderer, at det lykkedes. Det skal jeg ikke anfægte, men blot notere, at de elever, som kom i resten af 70-erne, under ingen omstændigheder var færdige med oprøret. Således oplevede jeg på mit første studiekredshold på Ry Højskole regulært at blive afsat som lærer og sat over i et hjørne, hvor eleverne kunne bruge mig som konsulent, hvis de havde brug for det. Selvom eleverne på Askov i tresserne vel langt fra kunne karakteriseres som autoritetstro, så havde det dog været en utænkelig situation dengang. Nu var det nærmest en selvfølge. Men det hører så også med til billedet, at vi alle sammen efter omkring en måneds intens nervekrig en dag pludselig kom til at grine af os selv. Og derefter kunne tage fat på en frisk - og faktisk endte med at få et meget godt undervisningsforløb ud af det. Jeg husker en anden situation, hvor eleverne havde rottet sig sammen for at lave timeplanen helt om. Lærergruppen samledes for at tage stilling til forslaget, og vi enedes om, at det ville vi godt være med til. Da vi vendte tilbage til den gamle spisesal nede i kælderen, hvor alle elever var samlet og jeg meddelte eleverne vores tilslutning til deres revolutionerende plan, sagde en af de mest oprørske: »Hvad fanden er det! Hvor er fjenden nu henne?" Det var situationen i den sidste halvdel af halvfjerdserne: lærerne - og selvfølgelig ganske særlig forstanderen - var pr. definition fjenden. Problemet for os lærere var ikke, at eleverne var kritiske, men at de på forhånd var kritiske. Problemet var ikke at få eleverne til at forstå budskabet, problemet var overhovedet at få lov til at aflevere det. Alligevel mener jeg, at vi indimellem lavede meget god højskole, al mistænksomhed til trods, og det er da også karakteristisk, at vi kunne tage en særdeles tårevædet afsked med hinanden, når sidste dag var inde, ligesom vi siden hen kunne konstatere, at netop elever fra disse vanskelige hold i slutningen af halvfjerdserne blev ved med at hænge meget godt sammen og meget længe fastholdt forbindelsen til deres gamle skole. Måske skyldtes det, at højskoleopholdet for disse elever blev det første sted, hvor de fik lov at slås alle konflikterne igennem, så de på en eller anden måde i løbet af det halve år nåede ud på den anden side af det berømmelige og nødvendige ungdomsoprør og kom videre med deres tilværelse på nogle andre betingelser. Og det var vel trods alt ikke et helt ringe resultat. Men det kostede dyrt - både for dem og os. En anden ting, som gjorde det yderst vanskeligt at være forstander i de år, var den indre uafklarethed i medarbejderkredsen omkring selve fænomenet en forstander. De i egne øjne mest progressive og avancerede højskoler i disse år afskaffede ham helt og lavede en slags kollektiv ledelse, hvor en enkelt lærer på skift havde den formelle forstanderkompetence i forhold til ministeriet, men alt i øvrigt skulle klares »i plenum«. Sådan ville de ikke have det i Ry. De ville have en forstander. Og de havde sågar sat overordentlig meget ind over for en skeptisk bestyrelse på, at det netop skulle blive mig. Men da jeg først var der, oplevede jeg det som om de alligevel ikke havde brug for mig netop som leder. Ikke engang lærermøderne kunne jeg betros ledelsen af, det skulle gå på omgang mellem alle, hvad enten man havde evner for det eller ej. Set i bakspejlet, set som led i en historisk proces, er det alt sammen meget forståeligt; der var sandelig en tradition at gøre op med. Men i situationen var det overordentlig vanskeligt, og virkede en overgang nærmest lammende. Det var derfor en befrielse for mig at kaste mig over den helt nødvendige bygge- og restaureringsproces, som længe havde trængt sig på. Nyt køkken og ny spisesal skulle der til, myndighederne ville simpelthen ikke længere give dispensation for vores benyttelse af de gamle lokaliteter. Men også værelser og undervisningsrum trængte gevaldig til at blive shinet op.
Hvordan vi fik mod til det, forstår jeg i dag ikke. Skolen havde underskud på sin drift hvert år og et år måtte jeg endda låne kr. 100.000 af en god kollega på en mere formuende skole. Han lånte mig dem i tre måneder uden nogen form for sikkerhed, jeg vil aldrig glemme ham for det. Men altså: sådan var situationen. Alligevel oplevede vi vist alle, at netop dette at sætte en byggeproces til mange millioner i gang på et så håbløst tidspunkt var den form for trodsig optimisme, som vi mest havde brug for. Og bestyrelsen, og ikke mindst dens formand borgmester Jørgen Nielsen, fortjener meget stor tak for at ville vove dette sammen med os. Således bekendte vi i praksis, at vi troede på gode gamle Ry Højskoles fortsatte eksistens på det danske højskolekort. Og lykken står den kække bi. Der kom bedre tider. Og der kom en anden tidsånd, som igen gjorde det muligt at tænke på indhold frem for på proces i højskolens undervisning. Den dræbende mistillid blandt eleverne blev til en mere konstruktiv kritik. Vi klarede vore interne autoritetsproblemer i medarbejderkredsen, så opgaverne kunne fordeles mere efter evne end efter abstrakte lighedsidealer. En ganske bestemt begivenhed markerer for mig det store skift fra halvfjerdsernes til firsernes højskole. På en maoistisk vægavis i Mellemgangen havde vi sat en stor rulle bordpapir op, hvor eleverne kunne skrive på, hvilke ønsker de havde til nye hold ved et modulskift i foråret 1980. Da jeg en dag gik forbi, strejfede mine øjne et ønske, der virkede helt forbløffende: Er der en lærer, som vil undervise i psykologi og filosofi? spurgte en gruppe elever. Det var ordene - og filosofi, der var det forbløffende. Det signalerede simpelthen en ny tids gennembrud. Nu skulle der altså igen spørges forfra, nu var hele livsanskuelsen ikke givet på forhånd, nu ville man ikke bare ud og aktionere på den ene eller anden måde, nu ville man fundere over, hvorfor alting er som det er, og ikke omvendt. Jeg fik kontakt med elevgruppen, og jeg stillede een betingelse for at gå i gang med undervisningen: at jeg ville være lærer og ikke konsulent, jeg ville være den, der lærte dem noget, som de ikke vidste i forvejen, og ikke bare spørge til deres egne erfaringer. Det gik de ind på. Og så gik vi ellers i gang - i øvrigt med meget vanskelige sager, som vi sikkert alle sammen forløftede os på. Men det var vidunderligt igen at få lov til at være lærer, højskolelærer, og snakke med sine elever om de spørgsmål, der er så store, at de er fælles for os alle. For mig personligt blev det indledningen til en meget frugtbar undervisningsperiode, hvor filosofi og teologi og poesi blev de foretrukne emner. Men også for hele højskolen (og det gælder ikke bare Ry) blev firserne den periode, hvor vi holdt op med at være social prøveklud for alle slags sære livseksperimenter og i stedet kunne samle os om det, som en højskole er til for: at kaste lys over livet. Men dermed sandelig også begyndelsen på en udfordring, som jeg ikke ved om vi har kunnet leve op til. En pige sagde en afskedsaften midt i al gymnastiksalens øredøvende festlarm til mig - det var en aften sidst i halvfjerdserne: Hvorfor sagde du ikke noget til os? Det er den alvorligste kritik af mit højskolearbejde jeg nogensinde har været ude for, og resten af min tid på Ry Højskole spekulerede jeg måske, når alt kommer til alt, ikke på andet end, hvordan vi skulle svare anstændigt på det spørgsmål. Hvorfor sagde I ikke noget til os? Hvis elever med rette kan blive ved at stille det spørgsmål til deres lærere på en højskole, så har vi vist os uegnede som lærere, så har vi givet de unge stene for brød, så har vi ladet den åndelige blufærdighed vokse sig så stor, at den er blevet et skalkeskjul for vor egen åndelige dovenskab, vor egen ulyst til at få gjort op med vore positioner, som ikke holder længere. Så er vi blevet rene aktivitetspædagoger, som er godt tilfredse, blot det kører derudad, blot der sker noget, blot der er gang i den. Hvis man ser tilbage på Ry Højskoles tradition, så synes jeg det er karakteristisk for alle årene lige fra starten i 1892, at det var en skole der ville sine elever noget. Det var en jævn skole, en meget almindelig skole. At komme fra Askov til Ry, var som at flytte fra slottet til bondegården, ja måske husmandsstedet. Her var ingen store ånder, her var ingen akademisk brillans, her legede man ikke med tanken om at være en slags folkeligt universitet, en virkeliggørelse af Grundtvigs Sorø-tanke. Nej, her tog man med glæde imod alle slags mennesker, og havde altid som en slags indre overskrift, hvad allerede den gamle Hostrup skrev i skolens indvielsessang. »Og den
vil sindigt fremad gå At selv den mindste af de små skulle få del i livets glæde, er Ry Høj skoles gamle hædersmærke fra Hostrup over Bording til Terkelsen og Mandø. Det betød også, at det aldrig var en særlig intellektuel skole, en kritisk analyserende skole, som satte sine elever i gang med indviklede og omvæltende indre processer. Det var glæden det drejede sig om, det var livsmodet, der skulle vækkes. Det var den jævne og almindelige hverdag, som eleverne skulle vende tilbage til, der var målet: at man skulle blive dygtig til at leve der, hvor man nu var sat, og bære byrderne efterhånden som de kom uden at miste modet, »Med øjet
som det skabtes himmelvendt, Alle de store gamle højskolesange kunne synges på Ry. Alle deres ord blev taget for fuldt pålydende. Der var ingen tvivl i sjælen, ingen splittelse i overbevisningen. Der var en stor og alvorsfuld helhed at tilegne sig, i glæde og med megen venlighed, ja munterhed og begejstring (når vi tænker på Terkelsen!). Hvorfor sagde du ikke noget til os? Dette anklagende spørgsmål er aldeles utænkeligt i en Ry-elev mund fra gamle dage. Disse gamle dage varede længe på Ry, længere end så mange andre steder. Det er måske også forklaringen på, at da »det moderne" så endelig slog igennem, i sidste halvdel af tresserne vil nogen sige, men i hvert fald helt klart fra omkring 1970, såkorn det så voldsomt, at det var ved at vælte alt omkuld. Er der noget sted hvor man kan forstå, hvis gamle elever ved elevmøder har rystet på hovedet af, hvad »deres skole" dog var blevet til, så er det netop på Ry. Det er ikke kun et spørgsmål om, at landboungdommen forsvandt og storbyungdommen kom til. Det er ligeså meget et spørgsmål om, at den indre helhed forsvandt, den selvfølgelige brug af alle de store gamle højskoleord, den sikre overbevisning om, at man kendte sin opgave, at alt dette forsvandt. Tilbage stod vi med en flok forvirrede unge mennesker, der spurgte efter alt og intet på samme tid, og hvis vi ikke sagde noget til dem, så var det ikke fordi vi ikke turde, så var det fordi vi ikke kunne. De gamle dage vender ikke tilbage. Aldrig. Men hvis vi prøver at gøre os det lange perspektiv klart, hele forløbet fra slutningen af forrige århundrede til slutningen af dette, så er der måske alligevel basis for en slags håb. En helhed fik lov at eksistere, måske langt ud over hvad der var sundt og rimeligt, og i alle fald langt ud over, hvad der gjaldt samfundet som sådan. Denne helhed var også et bestemt sprog, som man påstod kunne bære meningen, længe efter at ordene i øvrigt var blevet undergravede.
Men så brød det hele sammen. Og det var et chok. Men nok når alt betænkes, et chok af de gavnlige. At det tog omkring ti år bare at komme gennem nedbrydningsarbejdet, dekonstruktionen, det kan vel set i historisk perspektiv ikke undre. Den trofasthed og loyalitet vi fandt hos Johannes og Inger Marie Terkelsen netop i disse sammenbrudsår kan ikke noksom berømmes. Det var jo også på en måde hele deres livs verden og højskolesyn, der brød sammen. Alligevel kunne vi altid være sikre på deres loyale støtte og deres usvækkede kærlighed til deres gamle skole, uanset hvor svært vi havde det i den daglige kamp med eleverne og med os selv. Men fra begyndelsen af firserne startede, sådan er min forståelse af tingene, en ny fase i Ry Højskoles historie. Vi blev igen mere klar over, hvad det hele skulle gå ud på, hvis det skulle være værd at tale om højskolearbejde. Vi prøvede stammende, om de gamle ord kunne siges på en ny måde. Vi tog igen fat i højskolesangbogen, i myterne, i historien. Og at Ry Højskole samtidig med denne historiske beskrivelse også i anledning af jubilæet udsender en bog med titlen: Gud - anno 1992, er ingen tilfældighed. Der er en slags forbindelse mellem kristendom og højskole, der skal genopdages. Og er ved at blive det. Det bliver ikke med fortidens frejdige brug af store ord. Det bliver i form af brokker, af citater, af ord i anførselstegn. Som man kan høre brokker af klassisk musik dukke op midt i radikalt moderne kompositioner. Som rester af ældgamle billeder kan dukke frem bag ekstremt moderne overmalinger. Eller som netop de allerbedste af vore nutidige digtere kan lade fuldtonede, troende ord trænge igennem ordenes sammenbrud, så de klinger som gyldne baroktrompeter henover det modernes ruiner. En ny tid er på vej. Det modernes pubertetsoprør er kæmpet til ende. Når engang højskolens mennesker slipper deres bornerte indfiltrethed i deres egen halvfjerdseroprindelse, og bliver rigtig moderne, så tør de måske også blive rigtig gammeldags igen. Der er nye muligheder. Det er ikke så ringe en besked ved en hundredårsdag. |
|||
