Sidste afsnit

Indholdsfortegnelse

Næste afsnit

Eleverne

11892, da Hostrup åbnede Ry Højskole, var der mellem 70 og 80 højskoler i Danmark. Mange af disse var ganske små skoler med under 50 elever på sommer- eller vinterholdene. Fra starten placerede Ry Højskole sig i gruppen af mellemstore høj skoler. I de første par årtier havde den et elevtal på gennemsnitligt 67 elever pr. hold, og herefter blev holdene større. Ofte var tallet o. 100, men der var også eksempler på, at et hold var på mere end 140 elever. Nu om dage er Ry Højskole fyldt, når der er godt 80 elever på holdene. 

Det første hold
Ry højskoles første elev hed Christian Dyhr. Han var blandt deltagerne i efterårsmødet 15. september 1892, hvor C. Hostrup havde opfordret de, der var i taknemlighedsgæld til ham, at melde sig til sønnens højskole. Oskar Dam, Jens Jensen Hegnet, Peter Mors, Rasmus Gundestrup og Chr. Holme var navne på andre, som var på højskolens første hold.

Efterårsmødet havde været overmåde godt besøgt, og Silkeborgpressen havde ofret megen spalteplads på den nye højskole. Dertil kom, at Helge Hostrup tog imod opfordringerne til at komme rundt i Jylland og holde foredrag, foredrag der selvfølgelig blev benyttet til også at agitere for Ry Højskole.

Anstrengelserne og den gode omtale gav resultat. Da skolen startede i november 1892, mødte 35 karle op. Det unge forstanderpar gik til opgaven med stor energi og med et praktisk højskolesyn, som må have været præget af forholdene på hhv. Gjedved Højskole/Seminarium og Sorø Højskole.

Om Ry Højskoles første hold skrev Helge Hostrup senere: »Lad mig standse et øjeblik og se lidt på det hold. Hvilket flinkt og prægtigt hold. Jeg ved ikke, hvad vi skulle have gjort, hvis vi havde fået et vanskeligt hold, hvor de gode elementer havde ondt ved at gøre sig gældende, medens de mindre heldige førte det største ord. Her syntes alt lagt til rette for os.« 
(H. Hostrup: Et grundtvigsk hjem)

Efter jul fik skolen yderligere 15 elever, og nu var holdet så fyldt, at det blev nødvendigt at oprette ekstra værelser på loftet. Og i marts 1893 gik det første hold hver til sit, og afskeden var her - som ved alle de kommende holdafrejser - tårevædet:
»I slutningen af marts var der den sidste søndag gymnastikopvisning og sangafslutning, hvor mine sangere optrådte og sang af hjertens lyst. Gymnasterne havde mere tøj på dengang end nu: Lange, hvide bukser, matroskrave og skærf om livet. Dette syede jeg til dem og anbragte på dem og fandt ligesom de selv, at de tog sig udmærket ud. Så kom afskeden under tårer. Vi indbød dem alle til elevmøde midt på sommeren, de lovede at komme og de holdt ord. 
Intet vinterhold står så levende i vor erindring som dette kære første.«
(Astrid Hostrup: Et jævnt og muntert, virksomt liv...)

Piger og karle 
Ry Højskoles første vinterhold varede fra november 1892 til marts 1893. Efter en måneds pause fulgte så det første sommerhold: 
»3. maj rykkede 60 sommerpiger ind og fyldte skolen med munter tale og latter. Ingen kan le som en flok unge piger. Himmelbjergegnens skønhed betog dem stærkt, de nød at bade i søen, selvom vandet var lidt brunt, og de roede og vippede i vore to både eller lå og solede sig på græsplænen. De kunne hurtigt synge to- og trestemmige sange, og de klare ungpigestemmer tonede ud over søen og fra haven.«
(Astrid Hostrup: Et jævnt og muntert, virksomt liv...)

Allerede fra første sæson var det mønster fastlagt, som kom til at gælde, indtil højskolen fik blandede hold i 1951: 5 måneders karleskole om vinteren (nov. - marts) og 3 måneders pigeskole om sommeren (maj-juli). Dette mønster var naturligvis bestemt af, at højskolen først og fremmest henvendte sig til de unge mænd i landbruget. Karlene var alt for optaget af arbejdet på gårdene forår og sommer til, at de kunne tillade sig at gå på højskole. Men selvom man derfor kan sige, at mændene på sin vis kom i første række på Ry Højskole, så betød det ikke, at man fra skolens start ikke tog arbejdet med pigerne - eller »ryperne«, som de blev kaldt i Hostrups tid - lige så alvorligt. Det har vi et vidnesbyrd om fra Eline Begtrup, der var lærer fra 1895-97. Hun fandt skolens forstander Helge Hostrup i besiddelse af »ægte ridderlighed«: 
»Hans ridderlighed bestod i, at han opfattede og behandlede kvinder ganske som mennesker, og - deri tror jeg ikke, jeg tager fejl- forudsatte ligeså meget hos dem som hos mænd. Derfor kunne han meddele sig med samme kraft og interesse om det, der greb ham, til en kvindelig tilhører som til en mandlig, og dermed har han hævet kvindeintelligensen i de kredse, hvor han færdedes.« 
(Et grundtvigsk hjem s. 107)

Der var selvfølgelig en væsentlig forskel på undervisningen af karlene og pigerne. Alene forskellen på 2 måneder i holdenes varighed har betydet, at man har kunnet gå mere i dybden med karlenes undervisning, end man kunne med pigernes - herom mere i kapitel 5. Men seriøsiteten i undervisningen blev der aldrig gået på kompromis med - hvad enten det drejede sig om karle eller piger.

»3 måneders pigeskole går alt for hurtigt, og alligevel forsikrer pigerne, at den korte sommertid er deres rigeste og mest uforglemmelige oplevelse, som præger resten af deres liv. (...) - Til elevmødet kom de indbudte vinterkarle,. vi hentede dem ved stationen og tog imod dem som vore gode venner. Jeg hører endnu klangen af Jensen Hegnets sallingbo stemme, da han så mig -»A, der er hun«. Næste dag sejlede vi alle til Himmelbjerget...«
(Astrid Hostrup: Et jævnt og muntert, virksomt liv...)

Med hjælpende elever 
Ordet højskole giver umiddelbart associationer til åndens verden. Men livet på en højskole er også i allerhøjeste grad en håndgribelig affære. Der skal sørges for indkvartering og forplejning af ofte langt over hundrede mennesker, og der er et udstrakt bygningskompleks og haveanlæg, der skal vedligeholdes og udbygges. En højskoleforstander skal derfor ikke kun være velbevandret i dansk historie og litteratur, filosofiske emner osv. - han skal også være en mere jordbunden administrator.

Forstanderparret tog - i den »gamle« højskoles periode - det tunge læs med planlægning og administration. Til at hjælpe sig med det praktiske var der ansat en stab af medhjælpere i køkkenet, til rengøring og havearbejde m.v. Men der kunne af og til opstå opgaver, der krævede ekstra arbejdskraft, og så lå der jo en skjult reserve i eleverne.

Denne reserve kom f.eks. i brug, da der i 1915 skulle bygges en hårdt tiltrængt fløj til skolen. Finansieringen skete ved hjælp af aktietegning til et rentefrit lån blandt tidligere elever, og også håndværkerne var at finde blandt nuværende eller tidligere elever: »Det har været os en stor glæde, at det udelukkende er »vore egne«, der har gjort arbejdet for os. J eg er også overbevist om, det er gjort godt. Ja, jeg tror, jeg tør sige, at der er vist ikke ret mange bygninger, hvor hver sten er føjet ind med så god en vilje og så kærlig omtanke, og hvor hvert søm er banket i med så redelig en hu, som denne.« 
(Rasmus Bording i Julehilsen 1915) 
Byggeriet blev projekteret og ledet af Karl Kristensen, der var leder af skolens håndværkerafdeling.

Også i køkkenet kunne der nogle gange om året opstå spidsbelastninger. Det gjaldt især elevmøderne i juli, hvor der kunne være samlet op imod 1000 mennesker på skolen, og hvor adskillige hundrede skulle bespises -i rekordåret 1945 ikke færre end 925! Til at klare sådan en forplejning var det nødvendigt at inddrage eleverne i køkkenarbejdet.

Før højskolen i 1921 fik installeret vandværk, måtte vandforsyningen dækkes af den gamle brønd i Rosengården. Rasmus Bordings datter Gudrun husker det således: »Om vinteren skiftedes højskolekarlene til at hejse 50 spande vand op af brønden - der var 2 spande i den, hvoraf den ene gik ned, når den anden gik op -vandet blev hældt i en trærende, der gennem vinduet førte det ned i beholderen i køkkenet, hvor vi så kunne tappe det af.«
(Gudrun Bordings erindringer)

Men der var også andre tjanser til eleverne, og især forstander Terkelsen var manden, der kunne organisere karlene, når behovet opstod. Et eksempel fra 1930: »Vi var godt inde i vinterens arbejde og samliv. Det var midt i den milde januar måned. Da fremstillede jeg en middag tanken: Øen med kanal om, festplads, mødeplads, folkedanseplads, gymnastikplads skabt af os, hvor sø og skov danner naturens egne herlige kulisser. (...) 

»Uden jer kommer det ikke. Hjælper I - måske kan to middagstimer pr. mand gøre det - så kan vi lave det. Vil I hjælpe?« 

Det ja jeg fik, var et glad ja, jeg synes at resultatet gav os alle en tak, som er mere værd end ord. (...)

Virkeliggørelsen: Som indledning slagtede vi vore høns og spiste suppe og steg. Første akt: 30 mand med stærke arme går ind i det løsnede hønsehus - ja, også en med harmonika. Sidstnævnte spiller en march, og så går hønsehuset sin vej - opad den lille vej langs skolens have - hen gennem byens hovedgade. Der blev galet ikke så lidt i hønsehuset, og naturligvis samlede den amerikanske husflytningsmåde opløb. Huset fik »hale«. - Vi satte det hos gartner Nielsen. Hjemad tog vi en sten med på godt 1000pund. Med den gik det i trav, så sporene af svellerne, den lå på, dampede af hede. Mandag den 20.januarkl.12:30 greb 20 mand - første hold -redskaberne og begyndte. Spader blinkede, skjorteærmer lyste, trillebørene sang og peb...« 
(Årsskriftet 1930)

Og trillebørene sang og peb i fjorten dage, og efter 6- 7000 børfulde var Ry Højskole blevet ejer af en ø.

I 1942 købte forstander Terkelsen gården Moselund. Det var besættelsestid, og det var en besværlig sag at skaffe sig de nødvendige fødevarer. Terkelsen havde i sine unge dage været ved landbruget, og nu kunne han kombinere en lyst til igen at få berøring med erhvervet med muligheden for at skaffe føde til de mange munde på højskolen. Også her gav eleverne af og til en hånd med, når der skulle høstes eller udføres andre større markarbejder. Terkelsen solgte Moselund i 1945 og købte den lidt større ejendom Siimgård i stedet.

Med vekslende intensitet har eleverne været brugt som praktiske medhjælpere på Ry Højskole helt op til vore dage. Nogle gange af nød - andre gange som led i en projektorienteret undervisning. Som et eksempel på det sidste kan nævnes indretningen af teatersalen på Ryhus. 

Men også efter et skoleophold har mange elever fortsat med at støtte deres gamle skole. Det er først og fremmest sket gennem Ry Højskoles elevforening. Den blev stiftet 17. marts 1908 efter det første vinterholds afslutning under Rasmus Bordings forstanderskab. Formålsparagraffen lød: »Foreningens formål er at vedligeholde forbindelsen mellem forhenværende elever indbyrdes og mellem dem og skolen, samt ved årlige bidrag fra medlemmerne at understøtte trængende elever til at komme på skolen.«

Foreningen har på mange måder haft stor betydning for Ry Højskole. Først og fremmest har den været med til at holde sammen på skolens bagland, som så gjorde en indsats for at sende nye elever til Ry. Dernæst brugte den en del af sine midler til, som nævnt i formålsparagraffen, at understøtte trængende elever.

Endvidere finansierer elevforeningen Ry Højskoles årsskrift, der i mange år hed »Julehilsen«. Den første »Julehilsen« er fra 1908, og den blev redigeret i samarbejde med forstanderen og lærerne. Årsskrifterne er hovedkilde til denne krønike.

Hvert år arrangerer elevforeningen sammen med højskolen et årsmøde for gamle elever. Disse møder har til tider haft op mod tusinde deltagere, og de afholdes naturligvis på Ry Højskole. på møderne er der - udover festligt samvær og glædelige gensyn - foredrag, teater og som regel også en sejltur på Silkeborgs øerne. Elever, der boede langt væk fra Ry, arrangerede i mange år lokale Ry-møder, hvor nogle af lærerne - og helst med forstanderen i spidsen - mødte frem og holdt foredrag og fortalte om livet på skolen.

Især for mange af de gamle elever har opholdet på Ry Høj skole været en oplevelse for livet, og de har fulgt den som deres egen skole så tæt, som det har været muligt. Dette gav sig også udtryk i vandrebøger, som hjalp gamle holdkammerater til at holde deres indbyrdes forbindelse ved lige. - Fænomenet er knap så udbredt i dag, men der findes fortsat mange elever, der føler sig dybt forbundet med Ry Højskole.

Blandede hold 
I 1947 ophørte den særlige afdeling af Ry Højskole, der hed Håndværkerskolen. Den blev først og fremmest nedlagt af pladsmæssige grunde - der var en stor tilstrømning af elever i de år, og hver kvadratmeter blev dyrebar. Men efter et par år blev der atter ledig kapacitet på skolen. Nu opstod tanken, at man kunne oprette blandede vinterhold, og i november 1951 mødte karle og piger for første gang sammen til et høj skoleophold i Ry.

Forsøget lykkedes til alles tilfredshed: »Jeg er i den heldige situation, at jeg kan berette, at den første vinter med fællesskole gik såre godt. Vi havde 18 unge piger og 62 unge mænd, 80 i alt. Vi mener at kunne fastslå, hvad der i og for sig er ganske naturligt, at de mandlige og kvindelige elever øvede en gunstig indflydelse på hinanden. Der var ingen vanskeligheder af nogen art.«
(Årsskriftet 1952)

Og forstanderens ord kan bekræftes af en af pigerne: »Vi var ca. 80 elever, hvoraf vi 18 var piger. Det var ingenlunde kedeligt, selvom enkelte af »drengene« i starten fandt vi piger så grimme, at vi mindst måtte være kommet for at blive gift! - Han blev klogere, den gode sjællænder. Det blev alle tiders vinter med et kammeratskab uden lige, vi er stadig en lille kreds, der har gang i vor vandrebog.« 
(Karen-Grethe Johansens beretning)

I de følgende år havde vinterskolen blandede hold, mens sommerskolen stadig var forbeholdt pigerne. De unge mænd fra landet kunne stadig ikke afse 3 måneder til et høj skole ophold om sommeren. Først i 1962 blev også sommerskolen åbnet for såvel piger som karle. De første par år var der under 10 unge mænd, der benyttede sig af tilbuddet, men fra midten af 60'erne begyndte tallet langsomt at stige. Ry Højskole havde taget de første skridt hen imod den moderne højskole.

Fra bondehøjskole til moderne højskole 
Asbjørn Mandøe blev den forstander, der kom til at føre Ry Højskole  frem til de kaotiske, moderne tider. på det materielle og det intellektuelle plan var han en eksponent for udviklingen ude i samfundet, og det smittede af på højskolen. Der kom stabelstole i foredragssalen i stedet for de faste bænke, elevindkvarteringen blev ført up to date i de prunkløse nybygninger »Overhuset« og »Underhuset«, og de nyeste retninger indenfor litteratur og filosofi blev gjort til emner i foredragstimerne.

Men på andre områder blev Mandøe hængende i den gamle højskole. Det gjaldt forstanderens rolle som det absolutte midtpunkt med ubegrænset kompetence, det gjaldt forstanderfamiliens rolle som familie for hele elevflokken, og det gjaldt ledelsesformen i forhold til lærerkollegiet. Og da det store brag kom i slutningen af 60' erne, var det ikke muligt for ham at forene denne nye virkelighed med en praktisk højskoledrift, som han kunne stå inde for. Udviklingen taget i betragtning var det nok også for meget forlangt. 

Den gamle højskole var i særlig grad henvendt til landboungdommen. Det var her, den store mængde af unge mennesker befandt sig, og det var denne befolkningsgruppe, der havde et behov for at få udvidet horisonten.

Efterkrigstiden gav en helt ændret befolkningsstruktur. I takt med landbrugets mekanisering og effektivisering skrumpede standen ind rent talmæssigt, og et ændret udsyn hos de landbofamilier, der blev tilbage, gjorde behovet for en særlig indsats overfor landboungdommen mindre nødvendig. I stedet opstod der i løbet af 1960'erne en række nye brugere af høj skolerne: unge, der ville prøve noget andet, inden de gik videre med en uddannelse; rådvilde unge, der ikke rigtig vidste, hvor de var på vej hen; unge i krise, som ofte af behandlersystemet blev sendt til moralsk oprustning.

Udviklingen kan læses i Ry Højskoles elevprotokoller. På vinterskolen 1941/42 var der 141 elever. Af disse kom 74,5 % fra landbohjem, mens gruppen af arbejdere, liberale erhverv og funktionærer tilsammen udgjorde under 8%. Blandt eleverne selv var entydigheden endnu mere udtalt: 85 % af eleverne havde arbejde indenfor landbruget. For pigerne på sommerskolen 1942 gjorde det samme mønster sig gældende, for så vidt angår den hjemlige baggrund.

I 1965/66 har mønstret ændret sig. 
Nu var der blandede hold, og kun 45,7 % kom fra landbohjem. 
Til gengæld var gruppen af arbejdere, liberale erhverv og funktionærer steget til 39,4 %. Ser man på elevernes erhverv er ændringen mere markant. Kun 33 % arbejdede i landbruget, mens unge i funktionærlignende stillinger (heri inkluderet f.eks. husassistenter ) udgjorde 43,6 %. Samtidig begyndte en helt ny gruppe at vokse op: unge under uddannelse. Til denne gruppe hørte i 1965/66 ca. 15 % af eleverne, og den var i de følgende år voksende.

1 1977 blev der af en studerende ved Instituttet for Statskundskab i Århus lavet en undersøgelse af elevklientellet. 77 elever deltog i undersøgelsen, hvilket svarede til 90 % af holdet. 
Af de 77 var der 44 kvinder, med en gennemsnitsalder på knap 20, 
og 33 mænd, med en gennemsnitsalder på knap 23. 
21 % kom fra København, 
18 % fra Århus, Aalborg eller Odense og 
38 % fra provinsbyer. 
Blandt de 21 %, der kom fra landområderne, boede en del i kollektiver. 
58 % af de adspurgte havde real- eller studentereksamen, 
53 % var arbejdsløse ved højskoleopholdets start og 
57 % hørte politisk hjemme hos SF, DKP eller VS.

Dette klientel, som samtidig var en del af bærerne af det store oprør med autoritetsvældet, gjorde det umuligt at opretholde den gammelkendte bondehøjskole. Efter det ovenfor beskrevne »madrasmøde« i 1971 fulgte en periode, der vel nærmest må beskrives som kaos. Hvordan eleverne opfattede denne periode får vi et indblik i gennem et interview med 2 af deltagerne i vinterholdet 1971/72: »Tidens brydninger slog ikke mindst igennem i forhold til undervisningen. Skemaundervisningen var fastlagt, da vi kom, og vi gjorde meget hurtigt oprør med den gamle form, som byggede på det princip, at læreren sagde: »Nu skal jeg fortælle jer...« Vi reagerede med: »Du kan ikke fortælle os noget...« 
(Årsskrift 1980/81)

Vinterholdet fattede en stor plan. Med stemmerne 63 mod 13 blev det besluttet, at hele holdet skulle rejse til Kina. »Det var i Kina, tingene skete...« Der blev samlet ind til en fælles kasse, og der blev arbejdet med børnepasning, maling og tapetsering for at skrabe penge sammen, og al undervisning blev integreret i projektet. Men efterhånden begyndte folk at falde fra, og i frustration »stjal« den hårde kerne pengene og brugte dem på musikværtshuset Tagskægget i Århus. Det var en happening, hvor de i virkeligheden brugte deres egne penge, men Kina-turen var under alle omstændigheder kuldsejlet. Og så kom - stadig ifølge de to elever - lærernes modangreb:

»Lærerne havde været meget forvirrede i de uger, den voldsomme aktivitet stod på. De anede ligesom ikke, hvad de skulle stille op, fordi eleverne nærmest havde overtaget styringen og også ville gribe ind i undervisnings planerne. (...) Deres forvirring var muligvis en del af baggrunden for det, der fulgte efter. Tre uger før vi skulle rejse hjem på juleferie, blev vi alle sammen indkaldt til møde i foredragssalen. (..)..da vi kom, blev vi konfronteret med et oplæg fra lærerne om at det almindelige skema øjeblikkelig var sat ud af funktion. Vi fik at vide, at vi med det samme skulle gå ud og danne familiegrupper af den ene eller den anden art. 
- Vores forvirring var total...«

Lærernes modangreb - hvis det var tænkt som et sådant - blev en succes. Oprøret fusede ud og blev erstattet af frustration og apati. 

Efter disse kaotiske år, hvor både elever, lærere og forstander på Ry Højskole svævede rundt som astronauter i et rumskib med ukendt kurs, begyndte der i midten af 1970'erne langsomt at aftegne sig konturerne af en moderne højskole. Oprøret havde sat sig dybe spor, og der fulgte en periode, hvor forstander Niels Højlund (tiltrådt 1976) kalder Ry Højskole for en »pluralistisk højskole«. En højskole, hvor alle var med på råd, og hvor alle i princippet kunne deltage i alle funktioner. Men også en højskole, hvor engagementet ofte blev forfladiget: » - Fællesmøder, demokratiske beslutningsprocesser... Tjah. Jeg er lidt lost, hvad det angår, for faktisk husker jeg overhovedet ikke spor om, hvad vi snakkede om på møderne..." 
(Interview med elev fra slutningen af 70'erne i Årsskrift 1980/81)

Men der er -trods alt - intet, der tyder på, at ligegyldigheden fik for lette levevilkår på Ry Højskole. Nok var 70'erne en tumultagtig periode, hvor skolen blev en del af det store opgør med alt og alle; men ulykken ville have været større, hvis ungdomsoprøret ikke havde sat sine spor indenfor murene. Men der fulgte også andre problemer i kølvandet på det store oprør og den ændrede sammensætning af elevklientellet. Der begyndte at komme elever med problemer.

Problembørn
I års skriftet 1971 beretter en chokeret forstander Mandøe, at skolen har haft et stofproblem. Det var naturligvis forbudt at ryge hash eller benytte sig af andre euforiserende stoffer på skolen, men trods forbuddet havde en lille gruppe røget sig skæve, og det gav anledning til stor ståhej. Sagen kunne klares med en forlænget juleferie for de implicerede, men der var kommet et nyt element i højskolens liv. Ikke alene havde eleverne nu en helt anden baggrund, end den de havde i begyndelsen af 60'erne - nu begyndte der også at dukke elever op med sociale, psykiske eller adfærdsmæssige problemer.

Intet kunne være mere forkert end at påstå, at Ry Højskole ikke tog imod sådanne elever eller behandlede dem stedmoderligt, når de var kommet inden for murene. Nogle vil måske endda påstå, at skolen i en årrække netop tiltrak »problembørnene«, og at den i for høj grad indrettede sig efter dem. 

For højskolens forstander og lærere var der tale om et dilemma. På den ene side kunne der ikke være tvivl om, at den frie pædagogik og den særlige samværsform på en højskole kunne hjælpe socialt belastede unge ind i en mere perspektivrig livsbane. På den anden side var der også omkostninger ved at have en stor gruppe af dette særlige elevklientel. Forstander Jens Bonderup kommer ind på problemet i årsskriftet 1986/87: »Og intet ondt ord om de mange fortrinlige elever, vi har haft og fortsat vil kunne få fra den kant. Det er også forkert at tro, at alle, som oppebærer social bistand, er særligt belastede mennesker. Men det er og bliver en skavank, hvis højskolerne skal være fundamentalt afhængige af dem. 
Der skal være råd til at sige nej til særligt belastede og belastende personer. Og først og fremmest er det vigtigt, at det univers, den forståelsesramme eller ånd, som danner rum for vores fælles liv på højskolen, bliver bestemt af en større bredde af elever, end tilfældet har været de sidste mange år. - Måske har det forholdsvis snævre elevklientel bevirket en langt større indskrænkning i bevidsthed og visionskraft hos os højskolefolk, end vi selv er klar over«. 

Den bekymring om og fiksering på personlige og sociale problemer, der let kunne opstå på elevhold med forholdsvis mange socialt belastede personer, var jo heller ikke noget, der i sig selv kunne forbedre disse personers situation. »problembørnenes« mulige udbytte af et højskoleophold lå på et andet plan, således som Jens Bonderup beskriver det i en artikel i årsskriftet 1978/79: »Vores opgave er ikke at behandle elevernes psykiske og sociale problemer direkte, men at vende deres blik mod værdier og mål udenfor dem selv." Kun derved kunne der sættes en positiv erkendelsesmæssig og udfoldelsesmæssig udvikling i gang hos den enkelte. 

Enkelte lange kurser kunne være svære at komme igennem i 70'erne og 80'erne, når pessimismen, det uartikulerede oprør, resignation, drikkeri og nathøjskole stod øverst på dagsordenen. 
For de hårdt prøvede højskolelærere kunne det derfor være en lise at nå frem til sommerperioden, hvor de højt motiverede og dybt engagerede kursister fyldte Ry Højskole.

Kursister i alle aldre
Allerede i Hostrups tid blev skolen i tiden mellem pige- og karleholdet brugt til kursusophold. Da Tårnet blev bygget i 1900, var det en flok friskolelærere på kursusophold, som fik den tvivlsomme ære at være den nye bygnings første brugere. Tvivlsom, fordi det flade tag var utæt. Også husflidskurser blev af og til afviklet på skolen, men hovedreglen var dog, at komplekset var tomt for aktiviteter fra sommerskolens afslutning i juli til vinterskolens start 3. november. Og det kunne nok plage en højskoleforstander at se skolen stå ubenyttet hen, samtidig med at der måske var lavvande i kassen.

I Rasmus Bordings forstandertid blev det mere almindeligt at tage imod kursister i sensommerperioden. Et af de mere farverige eksempler på dette var Mariaforbundets møde i august 1912. En lidt benovet forstander skriver i års skriftet 1912: 
»Så fint besøg har der vist aldrig været på Ry Højskole i al den tid, den har været til. På »Højenloft« boede der en attenårig baronesse, på »Solbakken« to komtesser (grevedøtre) og sådan over hele linjen.« 

I 1922 begyndte man også i Ry at arrangere »8 Dage på Højskole«. Formålet med disse kurser beskrives her af en tilfreds deltager, der efter diverse taksigelser til forstander, lærere osv. også takker 
»hr. fiskehandler H.P. Jensen, fader til tanken til disse 8 dages møder, en tak fordi han har gjort tanken til virkelighed, har sat sig i forbindelse med højskolens mænd og fået disse til at interessere sig for sagen, så at nu mennesker af alle aldre og fra forskellige samfundslag for en stund kan få lov at sidde side om side på højskolens bænke, lyttende til gode ord og samlende kræfter til med frisk mod at kunne tage fat på det daglige arbejde på ny.« 

Disse korte kurser, der vel mest var beregnet på københavnere, blevet fast programpunkt på Ry Højskole i de følgende år. Kurserne »8 dage på højskole« kørte nogenlunde konstant indtil begyndelsen af 1940'erne, hvorefter de blev mere sporadiske.

Men ved siden af disse i en årrække tilbagevendende kurser, var der en sand mangfoldighed af andre kurser. For at give et indtryk af spændvidden kan vi dykke ned i årrækken 1947-51, hvor der var følgende kurser:

Med hensyn til den sidstnævnte kongres kan det oplyses, at mykologer er specialister i svampe, og forstander Terkelsen lod sig imponere af en af eksperternes viden: »Det var uhyre interessant at være sammen med disse dygtige naturforskere der i høj grad havde øjnene - og tankerne - med sig. De fandt ikke mindre end 386 forskellige arter på deres ture på denne egn. »Mon der er nogle svampe her i haven?« sagde jeg den allerførste dag til en af de ledende, Morten Lange. »Ja«, sagde han - han stod med fødderne lidt fra hinanden - »jeg ser da seks arter her! « og så viste han mig, at der var seks arter små fine svampe mellem hans fødder.« 
(Årsskriftet 1951)

Op gennem 1970'erne og - 80'erne intensiveredes kursusarrangementerne på Ry Højskole. De to mest almindelige kursustyper var familiekurser med et særligt tema og pensionistkurser. I en status artikel i årsskriftet 1978/79 sætter højskolelærer Øjvind Arnfred de korte kurser ind i en større sammenhæng og henleder opmærksomheden på, at i de europæiske lande syd for Danmark (Tyskland, Holland, Belgien, Schweiz) er højskoleformen udelukkende korte kurser. Kun de nordiske lande har lange kurser over 3 måneders varighed. Selvom denne tradition er værdifuld og bør være hovedformen i de danske højskoler, er der også gode grunde til at køre de korte kurser. Blandt de mere jordnære nævnes økonomiske - at skolen gennem kortkurserne kan sikre sig maksimal statsstøtte. Men der kan også påvises et marked: »Markedet består især af en gruppe, der aldersmæssigt ligger højere end den der almindeligvis søger de lange kurser. Nogle har ikke været på højskole, da de var unge og egentlig gerne ville, og de indhenter nu det forsømte, andre finder ud af, at det er en bedre måde at bruge ferietid og - penge på end den obligate udenlandsrejse, fordi de gerne vil se et nyt hjørne af Danmark og/eller følge lidt mere med i tidens diskussioner.« 

Endelig påpeger Arnfred, at høj skolerne også må se de korte kurser som en del af skolens opgave: »Højskolerne må gerne blive et mødested for mennesker i alle aldre og fra forskellige sociale sammenhænge. Dette sidste kan, som sagerne står, bedst, ja næsten kun, praktiseres på de korte kurser på folkehøjskoler.« 

Som noget særligt i højskoleverdenen afvikle de Ry Højskole i en årrække korte kurser samtidig med de lange. Det lod sig gøre ved at lade Ryhus - den gamle husholdningsskole, som højskolen ejede fra 1971 til 1981 - være rammen om kurserne. Intentionen med dette arrangement var, at de unge elever på de lange kurser kunne bringes i forbindelse med de ældre, erfarne mennesker på de korte kurser. Denne intention lykkedes det ikke i særlig høj grad at føre ud i livet, og da det samtidig var et hestearbejde for skolens stab med denne dobbeltdrift, ophørte de korte kurser på Ryhus i 1979. Fra 1973 til 1979 blev der afholdt i alt 48 kurser med tilsammen 776 deltagere, hvilket svarede til en belægningsprocent på Ryhus på 67,5. De hyppigst forekommende kurser var »Højskole for husmødre« og »Landbokvinde - bykvinde«-kurser, og der var derfor en ikke overraskende overvægt af kvinder blandt deltagerne, nemlig 700. Af deltagerne kom de godt 650 fra byer, mens o. 120 var fra landområder. 

Selvom en nøgtern statusrapport må konkludere, at det bredt betragtet ikke lykkedes at skabe tætte forbindelser mellem de unge langtidskursister og de ældre korttidskursister, så er der dog eksempler på det modsatte. Nina Christoffersen beretter i års skriftet 1989 om et af hendes og veninden Helens kursus ophold i Ry: »... vi havde, første gang vi var på Ry Højskole, en oplevelse, som helt slog benene væk under os, vi blev nemlig modtaget af alle de unge, som om der overhovedet ikke var nogen aldersforskel. Vi arbejdede sammen som jævnaldrende, vi spiste, lo og snakkede sammen, så vi fuldstændig glemte, at vi kunne være bedstemødre til dem alle sammen. Mange af dem har vi stadig forbindelse med.«

Hvorfra - hvortil?
De korte kurser for høj skoleelever i alle aldre overlevede den store omvæltning i 60'erne og 70'erne. Alt tyder på, at denne skoleform vil fortsætte ind i Ry Højskoles 2. århundrede. Men efter ungdomsoprøret er det at drive højskole ikke længere en given sag, og det har givet anledning til overvejelser: Hvad kendetegnede den gamle højskole, og hvor er den nye på vej hen?

Niels Højlund, der blev forstander i 1976, mener: »...at friheden i den gamle højskole (som var en realitet) dog altid var en frihed inden for en ramme bestemt af en tradition, som alligevel på en eller anden måde gjorde kristendom og kirke til højskolens tavse forudsætning.

Hvori viste den sig, denne tavse forudsætning? Det er svært at sige, uden at gøre det hele for firskårent, hvad det aldrig var. M en den var der: som en horisont, som en indirekte meddelelse, som en usagt dimension, et tilbud til forståelsen. Det lå i morgensangen; det lå i den flittige brug af højskolesangbogen (...); det lå i velkomst- og afskedstaler.« 
(Årsskriftet 1980/81) 

Den nye højskole, der umiddelbart dukkede op af det store opgørs tumult, var det, Højlund benævner: den pluralistiske højskole: 
»Et mærkeligt fænomen: en besynderlig blanding af tavshed om enhver central indholdsbestemmelse og et næsten larmende undervisningstilbud om alle mulige emner. (...) Resultatet var (...) en uundgåelig og på mange måder også gavnlig nedbrydning af uholdbare traditioner og former samt en pædagogisk nyorientering mod processen frem for indholdet, mod handling i stedet for »ord om handling «, mod nutid og fremtid frem for fortid og tradition.

Men resultatet blev sandelig også en usikkerhed angående målsætning og indhold, som ikke blev afklaret gennem de utallige møder og diskussioner. Retning og målsætninger fremkommer nemlig ikke ved, at man lægger alle meninger sammen og dividerer med antallet af deltagere i en diskussion. Resultatet af dette bliver ikke den store, spontane, fælles aktivitet, som alle ønsker, men de flestes forvirring og en deraf følgende handlingslammelse. Selv de, der kæmpede allermest indædt for at fastholde, at højskolen dog måtte have en eller anden form for budskab at meddele sine elever, oplevede gang på gang, at budskabet (hvis det overhovedet kunne formuleres) blev nægtet modtagelse. Og så var man jo lige vidt.«

Ry Højskoles nuværende forstander, Jens Bonderup, kom til skolen i 1975, og arbejdsformen på stedet blev da beskrevet således: »Vi arbejder ikke snævert fagligt, men snarere ud fra et emne, som optager os, og som vi så undersøger og diskuterer. Herefter kan vi f eks. udtrykke det, vi når frem til, ved at lave en film, et digt, et skuespil eller i collager, sange osv.«

I års skriftet 1980/81 indrømmer Jens Bonderup, at han ikke rigtig bryder sig om den model: »Når jeg nu tænker tilbage til den nævnte udtalelse fra dengang jeg skulle ansættes her i Ry, står det mig helt klart, at den repræsenterer noget, jeg personligt er i fundamental uoverensstemmelse med, nemlig reduktion af det kunstneriske udtryk til blot og bart medium. Den gjorde emnet til det væsentlige, og lod det så være op til studiekredsdeltagerne at ud trykke debattens resultat. (...) Der er to grunde til, at denne orden er forkert. Den første er, at selve den kunstneriske proces foruden at være en udtryks-proces også er en erkendelsesproces. At arbejde med kunst er at arbejde med den menneskelige modtagelighed og følsomhed. (..) Den anden grund er den, at skal musikken, teatret, filmen, digtet m. v. blive andet end uforpligtende pjat, må udgangspunktet være en grundlæggende respekt for og lyst til den pågældende kunstart.«

Jens Bonderup

Bonderup ser problemet udkrystalliseret i begreberne målsætning og ambition: »Hvor målsætningen højst kan nå til at opstille et handlingsprogram, er ambitionen ladet med handlingskraft. Hvor selv den mest visionære målsætning (utopien om man vil) er indsnævrende, er ambitionen åbnende, fordi den ikke lader sig bremse af målets distance, dets ufuldkommenhed eller lignende hindringer.«

Konkluderende siger forstanderen: »Afgørende for højskolens kraft er den nødvendighed, som tvinger os ind i en søgen. Er denne nødvendighed ikke ambitiøs, dvs. så intens at den tvinger os mod vore yderste grænser, tror jeg næppe, der er noget at drive højskole på. «

Sidste afsnit

Indholdsfortegnelse

Næste afsnit