Dagliglivet |
|||||||||||||||||||||||
|
100 års dagligliv på Ry Højskole er en blanding af banaliteter og uforglemmelige oplevelser. Hvert hold har haft en hverdag, som på overfladen kan se ud som de forrige 10 holds hverdag, og alligevel har hvert hold fundet en helt særlig måde at leve sammen med lærerne og hinanden på. Samværet har selvfølgelig ændret sig i takt med samfundsudviklingen, men der er også ting, som ikke har ændret sig gennem de sidste 100 år: »Sommerskolen
sluttede med det, vi børn kaldte »tudegilde«; dengang græd højskolelever,
som om de var pisket den sidste aften - ikke blot pigerne, somme tider også
karlene. Et forår havde vi i det stykke af haven, vi måtte grave i,
lavet en stor borg med voldgrave om - den mente vi, eleverne kunne fylde
med tårer, inden de rejste. Jeg tror det var i 1914, vi havde et særlig
»blødt« hold karle. Jeg husker, der var en, der sad nede i badehuset
med Solvejg (en søster) på skødet og hulkede højt,«
Astrid og Helge Hostrups første elevhold i 1892 græd, da de skulle rejse fra Ry Højskole, og der bliver stadig knust en enkelt tåre på perronen på Ry station, når der ventes på det sidste tog, Dengang som nu var højskolen et sted, hvor der blev investeret en masse følelser i samværet, og det kunne være svært at vænne sig til tanken om, at dette særlige univers nu stod foran sin opløsning, Eller man følte det næsten, som var man ved at blive smidt ud hjemmefra. Den
patriarkalske højskole "En
af de første vintre i Ry havde vi et par ellers meget flinke karle, som
gik på den nærliggende kro og flere gange kom fulde hjem, Helge tog dem
ind på sit kontor og talte meget alvorligt med dem og tilrådede dem til
at gå ind i en afholdsforening, så ville Helge for at støtte dem også
selv melde sig ind, og sådan blev det,« Forstander
Terkelsens justits var også mild. Blandt eleverne på vinterholdet
1938/39 var Aage Damgaard (den senere ikke ukendte tekstilfabrikant), og
en af de få indskrænkninger, han erindrer fra sin højskoletid, var
forholdet til det andet køn. En enkelt gang kom han til at overtræde et
forbud mod at deltage i et af egnens baller: »Vi
var nogle stykker, der i lejet bil kørte til dans i Gammel Ry. Det blev
hen på morgen- stunden, inden vi vendte hjem. Forsinkelsen skyldtes mest,
at bilen sad fast i sne, men selvfølgelig var da tiden søgt udnyttet.
Jeg gik en tur i sneen med en pige. Det varen kold omgang og ikke meget
mere. - (...) - Terkelsen tog tungt på historien om ballet og den sene
hjemkomst. Jeg blev kaldt ind til ham og foreholdt brøden med indtrængende
ord om, at »det havde jeg ikke troet om dig, Aage...«
Bording var
en mere stram type: »Rasmus Bording var en
alvorlig, bestemt mand, der ville have orden på sin skole. Vi fik snart
at vide, når der om aftenen skulle være ro, og så sagde han, at søndag
morgen, når de samledes til morgenmad, kom ingen med uredt hår og i
sivsko.« Det var også
vigtigt, at eleverne ikke blev overladt for meget til sig selv. Julie
Rosengren, der var lærer før århundredskiftet, oplevede det således:
»Vi
tager os meget af eleverne udenfor skoletiden. De behøver aldrig at være
alene, altid er en eller anden hos dem. Jeg har to aftener om ugen, hvor
jeg morer dem. Når det er koldt, danser vi i salen, hvad de er henrykt
for, ellers spadserer vi eller sejler på søen, eller jeg læser op og
taler alvorligt med dem, efter hvad de nu trænger til. ~..) En gang om
ugen er de alle oppe hos Helge og Astrid i deres hyggelige stuer, og
Astrid synger, og Helge læser småting for dem.« Også i Bordings tid var forstanderfamilien det absolutte centrum i skolens sociale liv. Bordings datter husker, at hun og hendes søskende og eleverne levede »som i en stor familie, nærmest som i et kollektiv, som det hedder nu om dage, dog med den store forskel, at vi alle var inde under fars og mors herredømme og ledelse, og det gav en stor tryghed for os alle...« Søndag eftermiddag var der åbent hus i forstanderlejligheden, og her stod Marie Bording for underholdningen, der bestod af forskellige selskabslege: Bytte gårde, Hvad synes du om X eller Fri til prinsessen. Karlene morede sig, og det kunne til tider være svært at få lempet dem ud af forstanderens lejlighed igen kl. 8 om aftenen, når der var oplæsning i skolestuen. Med Terkelsens forstanderskab fortsattes patriarkatet, men det var mere åbent end Bordings. Terkelsen vedkendte sig sit ansvar som høj skoleleder og - ejer, men de øvrige medarbejdere havde rig mulighed for at være med til at udforme dagligdagen. Dagligdagen startede på Terkelsens tid med, at der blev ringet op kl. 7. Efter morgenmaden var der samling i foredragssalen, hvor der blev holdt en kort morgenandagt. Der var ikke mødepligt, men man så helst, at alle mødte. Frem til kl. 12 var der undervisning, og efter middagsmåltidet pause til kl. 14. Derefter undervisning igen resten af eftermiddagen. Om aftenen var der ofte oplæsning eller folkedans. Om lørdagen sørgede en særlig elevkomite for aften underholdningen, mens lærerne havde ansvaret for søndagsaftenerne. Inden sengetid samledes alle på skolen om en kop kaffe og en aftensang. I Mandøes tid blev det sværere at opretholde familieidyllen. »Børnene« begyndte at stille andre krav til dagligdagen. Men til langt op i 60'erne blev traditionerne omkring forstanderfamilien holdt ved lige, og forstanderlejligheden var stadig til en vis grad en del af skolens offentlige sfære - her mødtes f.eks. eleverne, når de vendte tilbage fra juleferien og »julede af« med pebernødder, Ludo, Matador osv. I længden
kunne det dog ikke skjules, at der begyndte at komme lidt mere afstand i
forholdet mellem elever og forstander/skole. For elevernes vedkommende gav
det sig udtryk i, at de i højere grad ønskede at forlade skolen i
week-end'erne. Modstræbende gik Mandøe med til, at der en gang om måneden
var hjemrejseweekend. Men »skolemæssigt må man
egentlig beklage, at vore dages trafikmidler er så fremragende, og at der
er så mange penge at rejse for.« (Mandøe i årsskiftet 1966) -
Omvendt følte forstanderfamilien også et stigende behov for at få
eleverne en smule på afstand af privatsfæren. Elevdagligstuen lå lige
op ad forstanderlejligheden, og den blev flyttet i 1968. »Det
er næppe uforståeligt, at vi nu og da bliver generet af den støj, der hører
sammen med en elevdagligstue.« Storfamilien var ved at gå i opløsning. Mad og
madmor Denne beskrivelse af højskolens »madmor« gælder selvfølgelig i særlig grad Ry Højskoles 3 første forstanderhustruer: Astrid Hostrup, Marie Bording og Inger Marie Terkelsen. Vi har mulighed for at få et særdeles detaljeret indblik i forholdene omkring køkken og forplejning i Marie Bordings tid (1907-1928). Forstanderparrets datter Gudruns erindringer handler for en stor del om køkkenforholdene, da hun i en periode først i 1920'erne fungerede som kokkepige. Køkken og spisesal lå i høj skolens underste etage, der var halvt kælder. Køkkenforholdene var - set med vor tids øjne - utroligt primitive. Vandværk blev først installeret i 1921, og indtil da måtte vandet trækkes op af brønden i Rosengården. Var det en besværlig sag at få vandet ind i køkkenet, så var der også jævnligt problemer med at få det ud igen: »Mor kom sjældent i køkkenet, skønt hun selv stod for husholdningen, men jeg kan da huske, at hun har stået og lavet mad med galocher på - der var cement gulv i køkkenet med kloakker, der tit stoppede til, og så sejlede det hele - og det var selvfølgelig altid på det mest uheldige tidspunkt.«
Når Marie Bording sjældent kom i køkkenet skyldtes det, at hun havde en stab på 6- 7 piger til at arbejde med madlavning og rengøring. Den ene af disse piger var ansvarlig i køkkenet - og en overgang var denne ansvarlige kokkepige altså hendes egen datter. Om arbejdsfordelingen i køkkenet husker Gudrun følgende: »Ester og jeg reciderede i køkkenet. Ester ved gruekedlen, hvor havregrøden blev kogt om morgenen og kartoflerne til middag. Desuden havde vi en stor fritstående jerngryde med en zinkgryde i, mælkemaden blev altså dampkogt. Det var en stor fordel, da den så ikke blev sveden, og vandet fra den sorte gryde brugte vi så til opvask. (..) Min plads var ved komfuret, der var alt for lille til den store husholdning. Ovnen revnede bestandig, men i min tid fik vi den dog repareret, så jeg kunne bage i den. Når jeg skulle bage pandekager (i elevtiden var det altid klatkager) måtte jeg begynde kl. 9 for at blive færdig til middag. Den dag kom jeg ikke til morgensang, og Solvejg og Ester måtte have gymnastiksko på, når de vartede op - for at kunne løbe hurtigere...« Det var ikke kun komfuret, der var revner i: »Gruekedlen, som vi kaldte, »Jøren«, fordi den stod i det bagerste hjørne af køkkenet, havde den svaghed, at den af og til revnede i bunden, så kartoffelvandet slukkede ilden, og det skete flere gange, at jeg måtte ud til klokketårnet, når far ringede ind til sit middagsforedrag og bede ham om at trække det ud for at få maden færdig.« Vore dages
elever ville sikkert ikke være ovenud begejstret for den ugentlige
spiseseddel, men i 1920'erne var det ikke dårligt i forhold til den
forplejning, der var almindelig på landet: »Karlene spiste tit om kap,
og så skulle der meget til. Solvejg dæmpede dog tit deres appetit ved at
stille sig for bordenden og sige: »I skal vel ikke have mere!« De fleste
tog dog adskillige kilo på i løbet
af vinteren. De var ikke kræsne, så det var en fornøjelse at lave mad
til dem.« Maden på Ry Højskole var enkel i 1920'erne. Den kørte stort set efter følgende madplan:
Der var dog også elever, der var mindre tilfredse med maden: »Jeg vil ikke påstå, vi sultede, men kød var i hvert fald ikke daglig spise. Mindst to gange om ugen fik vi stuvede kålrabi med lidt kvalmende fed so flæsk til. Bording havde et landbrug i nærheden og dermed roer og flæsk til produktions pris.« (elev fra vinterholdet 1926/27). Det omtalte landbrug må referere til det jordstykke, Bording ejede længere ude ad Klostervej, hvor han dyrkede en del grøntsager. Gris blev holdt i en af bygningerne på selve højskolen. At holde maden frisk var et stort problem på denne tid, og det skete ikke sjældent, at man en sen aftenstund roede ud og dumpede fordærvede madvarer. Helt slemt var det efter et elevmøde, hvor der for de mange hundrede deltagere var blevet serveret forloren skildpadde. Levningerne blev hældt i en stor balje og placeret i den ikke særligt kolde kælder. Næste morgen var den så gæret, at bollerne hoppede op og ned. Gudrun kan imidlertid med tilfredshed konstatere: »1 min tid skete der dog ingen maveforgiftninger.« Spisesals-
og køkkenforholdene blev først radikalt forbedret i 1955. Ved at grave kælderen
dybere, blev der højere til loftet i spisesalen, og væggene blev beklædt
med bøgefiner, ligesom møblementet blev udskiftet. Senere på året gik
man så i gang med køkkenet: »Det står nu med
alle de herligheder, som et nutidskøkken kan rumme. Der er elektriske
kogekar, bageovn, kipstegepande, komfur m.m." I 1980 blev der bygget en ny bygning til køkken og spisesal, hvor Peter Kok, der er Ry Højskoles længst regerende køkkenchef (1969 til foreløbig 1992), kan udfolde sine kulinariske evner.
Fire på
et værelse Skolen
har cyklestald (gratis). Der er varmerør gennem alle værelser. (Varme i
den kolde tid.) Efteråret 1928 fik skolen indlagt centralvarme og moderne
W.C.-anlæg. Der er rummeligt og godt indrettet Baderum. Viggo Nørgaard-Jepsen var elev på vinterholdet 1926-27, og han kunne derfor ikke nyde godt af de ovenfor nævnte sanitetsforbedringer. Og indkvarteringsforholdene gav ikke anledning til nogen større begejstring: »Jeg boede i tårnet. Enhver højskole fra den tid satte stor pris på at have et tårn med et dannebrog vajende fra toppen, så det viden om kunne ses, at her foregik noget særligt. Fra tårnets flade tag med den takkede brystning var der udsigt over Gudensøen og Himmelbjergskovene. I tre etager var der elevkamre. Vi boede fire sammen i et lille rum, ofte med frostgrader og slet ikke beregnet til ophold om dagen. Op mod hver væg var der to groft tømrede køjer over hinanden med en smal passage imellem. Madrasserne var knoldede sække, stoppet med hø, og sengebunden bestod af granrafter med store knaster bibeholdt. Intet bord eller skab til tøj. Et fælles vaskerum for hver etage, blikfade og meget ofte tilfrosne vandrør, så vand måtte hentes et andet sted og det snavsede bæres ned.«
Heller ikke
i begyndelsen af 40'erne var det vild luksus at bo i Tårnet: »Der
var trætrappe hele vejen op i tårnet, hvor jeg allerøverst delte værelse
med en kammerat. Når vi vågnede om morgenen, var der isklumper på
dynen fra vores åndedræt. Vi havde ingen varme på værelserne.« Indtil de nye elevbygninger Overhuset og Underhuset blev bygget i slutningen af 1960'erne var det ikke luksus, der prægede elevindkvarteringen. Man boede tæt, og installationerne var ikke altid tip-top moderne. Men det var nok de færreste, der oplevede boforholdene så fortvivlende, som Nørgaard-]epsen.
Problemet for skolen var, at den - så længe den var privatejet - hverken havde råd til at forbedre boforholdene radikalt eller til at sige nej, når der var stor tilstrømning af elever. Ofte blev der taget flere elever ind, end der var plads til. I 1922 blev det nødvendigt at lave tegnestuen i Håndværkerskolen om til sovesal, og i 1920 blev sygestuen inddraget, for at få plads til alle 117 piger. Heldigvis var der ingen syge på det hold. Det var der
til gengæld på vinterholdet 1921/22. En usædvanlig kraftig
influenzabacille slog tillige efter juleferien og lagde 50 karle ned.
Rasmus Bordings datter Gudrun blev en slags oversygeplejerske: »Vi
indrettede lazaret i foredragssalen, og Solvejg og jeg, der mærkelig nok
ikke fejlede noget, blev ansat som sygeplejersker. Selvom mange af
patienterne havde høj feber, gik det ikke ud over appetitten. Maden måtte
vi til dels også selv tilberede, og vi for frem og tilbage gennem
buegangen utallige gange om dagen. Før vi gik ind, dundrede vi på døren
for at advare dem, der måske var oppe og besørge et ærinde i en af de
spande, der var placeret under talerstolen. Snakken gik som regel lystigt,
men vi hørte aldrig et eneste frækt ord - hvad de sagde, når vi ikke
var der, ved jeg naturligvis ikke. Havde vi en sjælden gang lidt tid
tilovers, læste vi lidt højt for dem af Emma Gads »Takt og Tone«, som
lige var udkommet. En aften, efter at de var fodret af, var der en mæt
sallingbo, der sukkede: »Håd a nu kuns håt en skrå!«.« Når der
var elevmøde på Ry Høj skole om sommeren med 6-800 deltagere udgjorde
indkvarteringen selvsagt et særligt problem: »Overnatningen
foregik på den måde, at sommerpigerne lagde sig to og to i sengene og
stillede så i hvert værelse en eller to senge til rådighed for de
kvindelige gæster, og karlene sov i dr. Isagers hølade - hvis de da sov.«
(Gudrun Bordings erindringer). Det var også almindeligt, at en del af
deltagerne i elevmødet eller kursusdeltagere blev forsøgt indkvarteret
privat ude i byen. Og så måtte forstanderen rundt og forhøre sig om
mulighederne: »Sådan en tiggergang er jo ikke morsom, hvis man møder
afslag hver andet sted. Men det har heldigvis heller ikke været tilfældet
for mit vedkommende. Endskønt det jo ikke kan undgå at vække
forstyrrelse i Huset at skulle have sådanne liggende gæster hos sig i
flere døgn, har jeg dog altid fundet åbne døre, hvor jeg er kommet; og
det er i det hele taget Ry Stationsby, vi kan takke for, at sådanne møder
har kunnet afholdes på højskolen. « Udflugter
De fjerne udflugtsmål var der langt imellem i de første 5-6 årtier af Ry Højskoles eksistens. Længere ture end den årlige udflugt til Århus blev det sjældent til. Traditionelt besøgte man på disse udflugter domkirken, rådhuset, Den gamle By og FDB's fabrikker i Viby. Dagen sluttedes som regel med en teatertur. Cyklen blev
også jævnligt brugt som transportmiddel til udflugter i omegnen. Det var
ofte den afholdte musiklærer Peder Jakobsen, der kørte i spidsen, og
turen kunne - som i 1923/24 - gå til grundlovsfest i Frijsenborg Slotspark
eller til pastor Frederik Holm i Fruering. I 1956 blev Asbjørn Mandøe forstander, og som et nyt tiltag fra hans side blev den første udflugt til udlandet arrangeret i marts 1957. Målet var Sydslesvig, og på de 3 dage besøgte skolen Skamlingsbanken, Dannevirke, Kiel, Lübeck og Slesvig. Herefter var der næppe et år, hvor Ry Højskole ikke var en tur uden for landets grænser - men herom i et senere kapitel. Udlandsturene
betød selvfølgelig ikke, at de indenlandske udflugter ophørte, og til
de mere minderige hørte hærvejsturen i 1973. En del af skolen var taget
til Berlin, men de, der ikke havde råd til at tage med, fandt på en
alternativ tur, som skulle følge den gamle hærvej ned gennem Jylland:
»Og
der kom rigtignok fut i foretagendet. Nogen begyndte at indøve dukketeater,
andre »En ærgrelse på vandring«, andre igen tog sig af de praktiske
problemer, at skaffe heste, vogne, foder, sovesteder og så videre. Moderne
tider
Allerede i
1957 blev der slækket lidt på de strenge regler om kønnenes omgang -2
dage før det blandede vinterholds hjemrejse fik de mandlige og kvindelige
elever lov til at besøge hinanden på værelserne. I 1959 kom der moderne
dans på timeplanen, og i 1961 fik TV-kiggeriet en forsigtig start på Ry
Høj skole: »Skolen har ikke selv fået fjernsyn, men dog en antenne, og
vi sætter så nu og da vort eget apparat over i foredragssalen, hvis der
er en særlig god udsendelse. Vi så i vinterens løb forskellige ting,
bl.a. de to udsendelser» Retten er sat«.« Til de moderne tider hørte også en forventning om bedre indkvarteringsforhold end det, der kunne tilbydes på »Grønne Gang« og i Tårnet. Selvom der blev moderniseret i slutningen af 50'erne, og »Grønne Gang« fik ændret sit navn til Bakkehuset, kunne det ikke skjules, at eleverne boede rigeligt tæt. Og forstander Mandøe indså, at der skulle gøres noget ved indkvarteringsforholdene. I et interview med »Avisen« i forbindelse med skolens 75-årsjubilæum i 1967, udtalte han: »Selvom de ydre forhold ved højskolen ikke er det væsentligste, tror jeg, at det er af betydning, at man også med hensyn til rammerne prøver at følge med tiden. Man skal ikke blot på højskolerne, men i hele det folkelige arbejde vogte sig for at lave en sovepude ved at sige, at det ikke er det ydre, der er afgørende. Man skal ikke tragte efter, at man får sine elever på grund af ydre komfort, men man skal på den anden side passe på, at de i hvert fald ikke skræmmes bort af de ydre forhold.« På dette tidspunkt var de to elevfløje Overhuset og Underhuset ved at blive bygget. De blev taget i brug i november og december 1967. Med de nye værelser blev det muligt at omdanne værelserne i de gamle bygninger til 2-mands værelser. Der var også projekteret en ny gymnastiksal, der dog aldrig blev til noget.
Med den nye
sammensætning af Ry Høj skoles klientel i løbet af 60'erne skete der
også markante ændringer i skolens dagligdag. Den stille og videbegærlige
landboungdom var blevet afløst af en mere rastløs, søgende og
eksperimenterende by ungdom blandet med deciderede problembørn, og det gav
jævnt hen en hverdag, hvor dramatikken lurede lige under overfladen.
Eller det kunne give det stik modsatte: »Det, der
i vinterskolen 82/83
sprang mest i øjnene, var den i perioder aldeles uengagerede stemning,
der bredte sig på skolen; folk virkede simpelthen ligeglade. Og det er jo
en slem en, på en
højskole, der i Grundtvigs ånd kæmper for at give eleverne nogle faste
værdier af åndelig art, som eleverne kan genkende som deres egne.« En anden
elev havde denne oplevelse af samme vinterhold: »Indtrykkene er mange og
rodede. Det vil tage lang tid inden de falder på plads i et naturligt
leje. Måske skal de slet ikke falde til ro - måske giver de netop mest glæde
og inspiration gennem deres tilfældighed. Jeg ved det ikke. Mødet med højskolen
virker som en sten mod sindets hav, nu er blot forvirringens ringe tilbage
- indtryk,
der skvulpende når de yderste kroge i min bevidsthed. Indtryk, del heldigvis
afføder et savn og lyst til at prøve igen. Men man skal jo aldrig
gentage en succes - i hvert fald ikke for ofte.« Hvad skal en stakkels kronikør stille op med to så forskellige udsagn om det samme vinterhold? Den ene elev påstår, at det var en sløv affære den anden opfatter det som en sten mod sindets hav. Hvordan mon den dagligdag i 1982/83 i virkeligheden har set ud? Måske er der ikke noget mærkeligt i dette tilsyneladende paradoks. I den gammeldags højskole skete de dybe ting først og fremmest i foredragssalen og i undervisningslokalerne. Her blev eleverne en gang imellem rystede i deres grundvold eller barnetro, når der blev åbnet op for viden og tanker, som de ikke havde anet eksistensen af. Når der ikke var undervisning, gled man ud i en dagligdag med værdier, der svarede til dem, der gjaldt hjemme i deres eget miljø. Eleverne i den gamle højskole var i nogen grad passive elever, der under højskoleopholdet sugede til sig og derefter gik ud og agerede i samfundet. I den moderne højskole blev det svært at give eleverne dybe oplevelser på den traditionelle højskolemåde. De unge mennesker vidste for meget, var for blaserte, havde for længst mistet deres åndelige uskyld. Eleverne var i højere grad blevet agerende individer, og påvirkningsfeltet blev udvidet fra undervisningslokalerne til højskolens dagligdag. Hvor man frem til engang i 60'erne kørte høj skole i en nogenlunde fast form og ud fra et nogenlunde homogent og af alle anerkendt syn på verden og dens udvikling, så blev dagligdagen på den moderne højskole præget af sprængte former og aggressive synspunkter på en verdensorden, der var ved at gå i opløsning. Eleverne mødte med meget forskellige - og måske ofte løse -forventninger til højskoleopholdet, og derfor kunne oplevelserne af de samme ting blive så forskellige, som de er blevet beskrevet ovenfor.
Et andet træk ved den moderne høj skole var, at undervisningen i et vist omfang benyttede sig af totaliteten. De sociale processer i højskolens dagligdag blev bevidst inddraget i undervisningen, hvor man i den gamle højskole næsten udelukkende benyttede foredragene og undervisningstimerne. Men lad os
slutte af med en øjebliksrapport fra 1974. Lotte Kjærup er til fællesmøde:
»- Jeg er sulten. Hvad er klokken mon? Halv tolv, en halv time til
frokost... videre! På tirsdag spiller lærerne et stykke på Ryhus og
bagefter er der lærerkaffe. Hm. Lad mig se, hvem har jeg ikke været hos
endnu? Det må vist blive Øivind og Gitte, jeg skal ud til. Det bliver
garanteret hyggeligt -. Der er en der brokker sig over, at de to
skrivemaskiner, der skal stå i biblioteket aldrig er der. Det har han ret
i, jeg har vist for resten en af dem på værelset. På plads efter
frokost! Hovsa, hvad sker der nu? Anni klager over, at folk spiller for højt
på deres stereoanlæg. Du godeste, kaos, alle råber og skriger og fægter
med arme og ben. Nu er man sandelig vågnet op til dåd i forsamlingen...« |
