Sangskrivning på Ry Højskole

Er du den næste Tina Dickow eller Teitur?
Singer/songwriter genren har oplevet en kolossal opblomstring de seneste år, og med rette! Sangskrivere som Tina Dickow og Teitur har imponeret både herhjemme og i udlandet, og den dansksprogede bølge taler sit eget tydelige sprog, med sangskrivere som Rasmus Nøhr og Tue West.

Skriv dine egne sange.
At være ”singer/songwriter” betyder, at man både skriver og fremfører sine egne sange. Mere personligt og mere originalt bliver det næppe. Det kan være hårdt ”at stå alene”, og mange, der har en sangskriver i maven, bliver derfor tit siddende på værelset og synger for sig selv.

Find din egen stil.
Der vil blive undervist i at skrive sange, at fremføre dem live, at indspille i studiet og i at kende branchen. Vi arbejder udfra konkrete opgaver. Nogen gange er det bare stiløvelser, og andre gange bliver det til ”rigtige sange”. Det drejer sig om at få dig sat i gang og få dig til at finde din egen stil.

Alle kan skrive sange.
Sangskrivningen kræver ingen specifikke forudsætninger, udover at du har lyst til at kommunikere med et publikum via dine egne sange. Det er godt, hvis du har kendskab til akkorder på guitar og klaver eller måske har et andet instrument, du kan støtte dig til. Du kan også arbejde på computer eller slå dig ned som tekstforfatter. Det er altid OK at føle sig lidt frem med musikken, for i dette fag er det i høj grad teksten, der er bærende…