Band sammenspil på Ry Højskole

Rock, jazz, latin, soul, world, heavy…
It’s Only Music. Band-sammenspil er vigtigt når du vælger musik som hovedfag. Band er for de der ønsker fordybelse i sammenspil.

Alle instrumenter er velkomne.
Der er trommesæt, bas, guitarer, keyboards, percussion, blæsergruppe, sangere og sikkert nogen, der kan spille på noget helt syvende. Med udgangspunkt i bandets besætning spiller vi covernumre med vægten på det dybe groove og sammenspillet mellem band og solist. Vi skal også spille de sange du har skrevet, måske hjemmefra eller i faget Songwriter, arrangere dem i fællesskab og spille dem i nye spændende arrangementer.

Fælles lyd.
Som band skal vi arbejde med bandets fælles lyd, dig og dit instrument og lyden i rummet. I forløbet laves små musikalske øvelser baseret på koncerter, hvor vi spiller for hinanden, giver kritik, gode råd og ideer. Vi spiller også gerne for de andre i skolens egen café, eller vi finder spillesteder i Silkeborg, Århus eller på andre skoler. Vi træner for at blive bedre til at optræde for og med hinanden.

Improvisation, aflytning og arrangement.
I faget vil der også indgå improvisation og aflytning. Du vil blive en del af en lille familie i medgang og modgang, hvor vi vil lære af hinandens små særheder og samle dem til spændende musikalske løsninger og kompromisser og derigennem skabe smukke stemninger, rå grooves og gode sange.

Studieindspilning og koncert.
Der vil i løbet af opholdet være mulighed for at spille til forskellige arrangementer og vi indspiller vores sange i skolens studie. Faget kræver grundlæggende færdigheder på dit instrument. Du kan læse akkord skemaer og måske lidt noder (dog ikke et krav).