Tegning og Maleri
Tegning og maleri handler om iagttagelse, undersøgelse og undren. Men også om at tilegne sig viden og lære de basale teknikker. Først skal vi tegne; tegne dybde, perspektiv og bevægelse. Gengive lyset som det falder på modellen. Fortolke en opstilling, eller hvis vejret er godt, et stykke natur. Vi arbejder med mange forskellige tegnematerialer: kridt, kul, tusch, farveblyanter, pinde og grene, men også forskelligt papir, ofte i store formater.
Der vil opstå mange samtaler om kunst, og sammen arbejder vi med farvelære, komposition, kontrastlære, formlære, materialernes muligheder og lignende grundlæggende emner. Undervejs i forløbet vises relevante film og billeder om emner, perioder eller enkelte kunstneres måde at gribe tingene an.



