Grafik
I grafikken er det ikke kun stregen men også fladen, der dominerer – udbredelsen af sværtens sorte, ulmende glød i forhold til papirets lysende hvidhed. Traditionelt er grafik den sort/hvide kunst i det lille format, men der er ingen hindring for at arbejde større eller i farver.
I grafikværkstedet kan man arbejde med træsnit og linoleumssnit, som begge munder ud i en lettere trykproces på tyndt japanpapir. Du kan også lære at håndtere grafikpressen, når vi arbejder med collagetryk eller skal have sværten fra en koldnålsradering og over på det tykke, fugtige trykpapir.
Koldnålsradering opstår, når du med en metalnål ridser dit billede ned i en zinkplade.
Der bliver både bundne opgaver og frit arbejde, og du vil opleve hele grafikkens væsen ved at arbejde længe med forestillingen om et billede, som så til sidst, på én gang, pludselig afslører dit resultat i det første magiske tryk.



