Religion og Samfund på Ry Højskole
Religionen fylder.
Religion indtager en stadigt større plads i den offentlige debat.
11. september, kampen mod terrorisme, integrationsdebatten og Mohammed-tegningerne er eksempler på, hvordan religion får indflydelse på den politiske debat.
Men ikke kun i den politiske debat fylder religionen mere og mere. Fra tv-programmer over ugeblade til nye danske film tages religionen op med fornyet interesse Det er ikke længere kun gamle damer og folk fra Indre Mission, der erklærer sig som religiøse.
Religion og politik.
For 10 – 15 år siden talte man om sekularisering og om at religion ville forsvinde ud af det offentlige rum. I dag må selv den mest hårdnakkede ateist medgive, at religion har fået en genkomst.
Hvilke konsekvenser får det, at religion i dag er en del af den politiske debat?
Religion og tradition.
Hvad sker der, når vi danskere, med vores manglende viden om vores egen religiøse tradition, pludseligt bliver konfronteret med en fremmed og stærk religiøs selvforståelse?
Hvordan er det overhovedet muligt at se sig selv som religiøs i et moderne samfund?
Er det hele i virkeligheden bare muslimernes skyld?
Religion og samfund er både for dem, der interesserer sig for religion og kultur og for dem, der ønsker at forstå de problemstillinger, vi står overfor som moderne samfund.
Sammen med Mytologi, Retorik, Filosofi, Film , Politik og Psykologi udgør Religion og Samfund fagene under Horisontpakken. Mange elever vælger Ry Højskole, fordi horisontfagene giver mulighed for forberedelse til en række samfundsfaglige studier.
Hvis du har spørgsmål til horisontfagene på Ry Højskole eller til valgmulighederne på skemaet, er du velkommen til at skrive til os på kontoret@ryhojskole.dk eller ringe på 8689 1888.



