Hvem er de andre?

elev8Eleverne på Ry Højskole er meget forskellige. Nogle har teaterblodet brusende, mens andre længes efter friluftslivets store vidder; nogle har en kreativ åre, mens andre dyrker journalistikkens særlige væsen, og nogle går hele tiden og nynner en melodi, mens andre er begravet i dagens aviser. På Ry Højskole kan du både fordybe dig i et fagligt felt og du kan vælge at brede dig over flere felter. Derfor har eleverne meget forskellige interesser. Det er den forskellighed, der gør hverdagen spændende og interessant.

Men der er også noget, der er fælles for alle. De fleste er mellem 18 og 28, men der er altid enkelte, der er ældre. De fleste (ca 75%) har taget HF eller gymnasiet og nogle af dem er ved at læse videre, men har taget et afbræk i deres uddannelse for at fokusere for en stund.

elev1Vores elever kommer fra hele landet, ja faktisk fra hele verden eller i hvert fald det meste af Europa. Mange nye lande er kommet med i EU og vi har på hvert hold nogle elever fra de nye og kommende EU-lande. Vi vil gerne møde de nye kutlurer, som allerede er en del af vores dagligdag. Der er dog aldrig mere end 5 – 6 elever, der ikke er fra Danmark, til gengæld lærer de hurtigt dansk. Nogle kan det faktisk i forvejen, fordi de har læst dansk på et af de europæiske universiteter. Nogle af eleverne er danskere, der bor i udlandet, eksempelvis i forbindelse med ambassaderne, og så tager de lige et år på højskole i Danmark.

elev4Fælles for eleverne er, at alle har et ønske om at møde nye mennesker i et læringsrum, hvor man kan blive fagligt og socialt udfordret. De fleste elever er her på et efterårsforløb eller et vinter- og forårsforløb, men der er også mange, der tager et helt år, eller i hvertfald tager vinterkurset med efter efterårskurset.